Læsetid: 3 min.

Israel kunne have været Palæstina

Martin Bubers filosofi repræsenterer et helt andet syn på den mellemøstlige udvikling end den, der blev realiseret
21. november 2003

(2. sektion)

Filosofi
Hvis Martin Bubers forestillinger om zionisme og jødedom havde sejret i den zionistiske bevægelse for Første Verdenskrig, havde verden set noget anderledes ud i dag. Ifølge lektor Judith Winthers monografi Martin Buber, blev han marginaliseret som verdensfjern og uden realistisk sans. Men hvor urealistiske hans ideer var, er svært at afgøre i dag, hvor det er gået så helt anderledes, end han havde ønsket.
Martin Buber gik ind for et Palæstina befolket af såvel arabere som jøder.
»Buber betragtede tilstedeværelsen af araberne i landet som værende væsentlig for fuldbyrdelsen af Israels mission: at demonstrere, hvordan mistillid kan overvindes i en kontekst, som synes bestemt til at skabe modsatte resultater,« skriver Judith Winther. Og han kæmpede indtil 1933, hvor bevægelsen Brit shalom opløstes, for at få den zionistiske bevægelse til at give afkald på at opnå flertalsstatus i landet i stedet for at skabe en tilværelse i fredelig sameksistens med araberne gennem en binational forvaltning af Palæstina. Så helt ene om ideen var han ikke.
Tankerne blev tilmed videreført i forbundet Ichud (Enhed), der blev grundlagt i Jerusalem i 1942, og som Buber var medstifter af.
Martin Buber var i alle henseender overraskelsernes mand. Han var nærmest det modsatte af, hvad man forestiller sig ved en intellektuel, tysk-østrigsk jøde omkring forrige århundredeskifte: Kritisk over for den europæisk-jødiske rationalisme; kritisk over for den ortodokse jødedom og kritisk over for det jødiske folk som sådan. Buber lagde ud som nietzscheaner, hassidisk mystiker og zionist. Det lyder rigtigt mærkeligt, men brikkerne falder på plads, efterhånden som man kommer fremad i Judith Winthers klart opbyggede og meget oplysende fremstilling.

Gud i al ting
Fra Nietzsche henter Buber forestillingen om mennesket som et kreativt væsen, der kunne forny kulturen. Hvor Nietzsche ville forny det tyske folk, havde Buber det jødiske i tankerne, men deres opfattelser af folkets hensygnen var parallelle.
Fra hassidismen hentede han forestillingen om, at de indre oplevelser, Erlebnisse, er forskellige fra og vigtigere end de erfaringer, mennesket gør sig via sanserne. Den højeste Erlebnis er foreningen med det Absolutte. For Buber er Gud i alting, han er et dynamisk princip og skabelsen er en proces, der stadig er i gang.
Og hans opfattelse af zionismen ligger i forlængelse heraf. For ham var zionismen nemlig ikke så meget en løsning på antisemitismen som et middel til jødisk, kulturel genfødsel.
Det blev der som bekendt ikke meget af, og med staten Israels oprettelse led Bubers jødedom endegyldigt nederlag. Hvor en sekulær italiensk jøde som Primo Levi erkendte, at han først var blevet jøde efter Auschwitz, dér går det nærmest Buber omvendt. Hans jødedom overlever ikke Auschwitz.

Dialogen
Allerede i 1923 havde Buber dog med hovedværket Ich und Du (dansk oversættelse »Jeg og Du« 1992) forladt det mere introverte Erlebnis-spor og havde udviklet en dialogisk, udadvendt tænkning, men såvidt jeg kan se i lige fortsættelse af sine tidligere tanker.
Nu opdelte han i ’Jeg’ over for ’Du’ og ’Jeg’ over for ’Det’, og Det’et markerede, at mennesket forvekslede materielt fremskridt med menneskeligt fremskridt, altså en fremmedgørelseskritik, der lå i forlængelse af hans tidligere kritik af åndens hensygnen.
Buber påpegede, at Det-verdenen, den materielle verden, tiltager i løbet af menneskets historie, og »det fører til en formindskelse af den kraft, der alene bevirker, at mennesket kan leve i ånd.«
Du’et møder Jeg’et naturligvis i det ægte mellemmenneskelige forhold, hvor afstanden mellem dem er ophævet. Og stedet, hvor de mødes er dialogen. Gud bliver ’det evige Du’.

Tavsheden
Trods sin modstand mod den stedfundne zionistiske udvikling måtte Buber i 1938, året for Krystalnatten, emigrere til Palæstina, til en lærestol i socialfilosofi i Jerusalem, som han beholdt, til han i 1951 blev pensioneret.
Hans værker i denne sidste periode af hans liv er blevet betegnet med overskriften ’Opmærksom tavshed’ og kendetegnes ifølge Judith Winther af en dybere og dybere indsigt i sprogets beskaffenhed. Dialogen forbliver central, men udvikles tydeligere langs linjer af en dybere forståelse for den evige tavse baggrund for væren og dialog. Buber var universalist.
Det er først nu, i de sidste 20 år af hans liv, at Martin Buber blev den internationalt anerkendte og indflydelsesrige filosof, han bedst er kendt som i kristne kredse.
Men det er Judith Winthers fortjeneste, at vi nu på dansk får indblik i hele Bubers dybt interessante filosofiske udvikling.

*Judtih Winther: Martin Buber. 158 s., 169 kr. Forlaget ANIS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu