Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kvinde i opløsning

Italienske Elena Ferrante har skrevet en næsten fremragende roman om en kvindes sammenbrud
Kultur
5. november 2003

Ny bog
»Vi forbruger og forspilder livet fordi en eller anden for længe siden havde lyst til at stikke pikken ind i os, derfor var han venlig og udvalgte os blandt andre kvinder. Vi forveksler gad vide hvilken elskværdighed rettet mod os alene, med det banale ønske om at kneppe. [...] Vi giver liderligheden et navn, vi personaliserer den, vi kalder den ’min elskede’. Til helvede med det hele, det var jo ikke andet end indbildning og tom smiger.« Tænker Olga, da hun efter, at hendes mand, Mario, har forladt hende, står og vipper på kanten af sin egen afgrund.
Olga er jegfortælleren i Elena Ferrantes roman fra 2002, Forladte dage, som på overfladen handler om en skilsmisse – en mand dropper sin kone til fordel for blondine med svanehals – men som i virkeligheden borer i kvindeligt selvhad og i seksualiteten, der i Olgas fantasi svinger som en metronom mellem grum ydmygelse og kærlig elskov.
Elena Ferrante er en slags italiensk Thomas Pynchon forstået på den måde, at hun, som der står på romanens flap, »skyr offentligheden, der findes ingen officielle fotografier af hende«. Dele af den italienske kritik har sammenlignet hende med forfattere som Simone de Beauvoir og Elsa Morante, men jeg kom nu også til at tænke på flere mandlige forfattere, da jeg læste hende, først og fremmest Luigi Pirandello. En af de vigtigste scener i romanen, hvor Olga, længe efter at Mario er flyttet, i badeværelsesspejlets fugtige triptykon ser sig selv som en fremmed, er således et ægte pirandelliansk øjeblik.
Skilsmissen betyder, at refleksionen begynder at gnave i Olga, hvem er hun, hvordan har hendes mand opfattet hende, hvad hun har gjort med sit liv: hun er omkring de 40, hun har været gift siden hun var 22, har hun spildt sin ungdom og sine evner, kender hun egentlig sin mand, elsker hun sine børn?

Græsk sagnfigur
»Han er gået, du bliver. Du har ikke længere glæde af glimtet i hans øje, hans måde at tale på, og hvad så? Saml tropperne, bevar din integritet, lad dig ikke knuse som en nipsgenstand, du er ikke en nipsgenstand, ingen kvinde er en nipsgenstand.« Tror Olga, men der går ikke mange måneder, før ægteskabets opløsning næsten leder til hendes egen.
Dagligdagens genstande bliver fjendtlige, den hyggelige lejlighed invaderes af myrer, telefonen holder op med at virke, hoveddørens lås giver op; Olga glemmer gasblussene, som brænder blå og sagte fra morgen til aften; hun er ved at køre en fodgænger over, hun forsømmer familiehunden og falder i søvn på mærkelige tidspunkter, så hun ikke hører sine to børn, der kimer som rasende på døren efter skoletid. Hun forsøger sig med et forhold til en anden forladt, uelsket person, hendes cellospillende underbo; hun gennemfører et samleje med ham, mens hun foragter ham – »den gamle nar« – og sig selv; hun føler sig som et dyr, der stikker sin røv op i hovedet på ham. En isnende, isnende scene.
»Uelskede kvinder mister deres øjnes lys, uelskede kvinder dør levende.« Sagde Olgas mor til sine to sypiger, mens datteren hørte på det fra sit skjulested under moderens klippebord. 30 år efter, da Olga er voksen og selv er blevet forladt, vender denne og lignende bemærkninger tilbage til hende som ondskabsfulde profetier.
Olga, som er forfatter, prøver at minde sig selv om, at for en nutidig kvinde har det at blive vraget ikke de samme ødelæggende konsekvenser som for hendes mors generation: »Du er fulgt med tiden, så brug den dog, ikke falde tilbage, ikke miste modet, op med hovedet.« Men hun er sgu ikke fulgt med nogen tid, hendes ægteskab afspejler ingen emancipation, og desuden kan denne ikke mindske sorgen over tabet af kærlighed, og Olga lider med samme arkaiske kraft som en græsk sagnfigur midt i et affolket og augustramt Torino.

Gys for sjælen
Som litterært menneske er Olga bange for at blive som kvinder i bøger. Det vil sige: som nogle af de kvinder, der i litteraturen dør af kærlighed og svigt. Olga undgår denne fatale slutning på sit liv, men hun bliver ikke fri for at blive til en kvinde i en bog, nemlig den, formodentlig, som læseren har i hånden.
Forladte dage er en næsten fremragende roman. Når jeg ikke giver mig 100 procent hen, er det fordi jeg synes, at Ferrante gør for lidt ud af
Olgas dybe, barnlige sorg; hendes rædsel for moderen, der med sine store sakse truede med at klippe hænderne af hende, hvis hun pillede i syæskerne, og fra hvem hendes selvforagt – i hvert fald dele af den – stammer. Moderen forbliver lidt af et postulat. Romanen kan virke overlæsset, men det er en del af dens pulserende æstetik, der mimer det kaotiske, bulede og sårbare sind.
Olga bliver klogere af at stå under kærlighedssorgens styrtebad. Men bliver hun mon et bedre menneske, hun som egentlig også er lidt af en skiderik? Kan hun elske igen? Romanens slutning er et gys for sjælen.

*Elena Ferrante: Forladte dage. Oversat af Nina Gross. 206 s., 229 kr. Forlaget Athene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her