Ny bog
Bøger kan undertiden vække fuldstændig modstridende impulser i én. Faktisk er ren begejstring lige så sjælden som den blotte forkastelse. En roman kan være storladent tænkt, men kedeligt skrevet, og der kan omvendt være bøger, hvor man fascineres af detaljer, men alligevel finder helheden grufuld.
Anders Søgaards tredje bog efter to på én gang charmerende og bundirriterende digtsamlinger hører for mig til sidstnævnte kategori. Velskreven, men ufuldbåren. Øjebliksintens, men dybt overfladisk. Legende let, men underligt ligegyldig.
Fodnoter til en ung mands indre husholdning består af 98 korte eller ultrakorte prosastykker af mest privat karakter. Brudstykker, ikke af en landsbydegns, men af en flanerende storbydigters dagbog et års tid igennem, i København eller på rejse til Fyn, Jylland, Firenze, Rom. Bortset fra dialoger, som fremtræder uden titel, bærer kapitlerne overskrifter, der antyder parallelle spor, vi kunne kalde dem: Piger, Venner, Barer. Steder, Gader, Byer. Billeder og løsrevne Drømme. Tre afsnit er Fortsættelser uden dog at forlene bogen med nogen overgribende episk struktur.
Sex og romantik
Hvad der trods alt skaber en antydning af et plot, er en historie om hovedpersonens-jegfortællerens-romanforfatterens mærkelige, men for flanører jo typiske blanding af seksuel appetit og manglende kærlighedsevne:
»Jeg kan ikke længere blive forelsket i én bestemt, når vi bor i en uudtømmelig by af piger med skindjakker og solbriller,« siger han til en ven, og op gennem bogen passerer skiftende piger revy uden at efterlade andet end henkastede notater.
Et barbesøg, et måltid, lidt sex, alt sættes på samme spinkle kortprosaiske formel, og selv om bogen lægger ud med et erotisk møde i toget, er det såre sigende, at romanjeget bagefter just undlader at ringe til Rikke. Hans længsel skal åbenbart stå romantisk intakt omme bag de andre, anderledes mund- og håndfaste eventyr.
Heri ligger på samme tid en psykologisk og en æstetisk
pointe. Anders Søgaard undlader bevidst at klynke over den splittelse, romanens jeg lever ud! Han konstaterer den bare, ligesom han i teksterne lader tingene komme til sig i et øjebliks direkte nærvær. Derigennem udtrykker han for det første, at sådan kan man leve, i serier af fragmenterede stunder, og for det andet, at sådan kan man skrive, i et flimrende mønster af indbyrdes krydsende spor.
Romanens opskrift
Jørgen Leth citeres et sted for en udtalelse om »en god mayonnaise, som kan optage forskellige ting. Efter at den først er kommet op i omdrejninger og har fået sin kvalitet og sin konsistens, så kan man putte forskellige ting i den, og den kan sådan set omfatte det alt sammen.«
Det er romanens opskrift, og forklaringen på, at den trods afsnittenes mangel på indbyrdes sammenhæng alligevel samler sig i en gennemgående ægte stemning. Man kan læse lidt hist og her og fylde alt det ind imellem op med egen forventning. Man kan kort sagt være i bogen en tid.
Her kunne anmeldelsen slutte med at slå fast, at Anders Søgaard a) vurderet på sine egne præmisser har lavet en brudstykkeroman, der er mindst lige så konsekvent, som den er harmløst køn, og b) læst på kritisk distance endnu en gang har vist, at hans talent er for stort til, at det skal ødes bort på pjank.
Fodnoter giver imidlertid også anledning til en principiel betragtning:
For nylig hørte jeg ved et fagligt seminar forfatteren Morten Søndergaard tale om kortprosa i tiden. Halvvejs i alvor, halvvejs som spøg, tog han fat i en ca. 10 år gammel strøtanke om, at 90ernes korte og ultrakorte prosa hver gang bare svarede til, hvad der kunne stå på en computerskærm. Gjorde det egentlig noget? Var det ikke først og fremmest interessant at undersøge, hvor meget der kan puttes i sådan en form og fastholdes i et enkelt blik af forfatter og læser?
Lyrik og prosa
Jovist, og alligevel ikke kun. Argumentet lader sig i hvert fald ikke strække ud til romanens format. Det tager udgangspunkt i producentens situation snarere end i læsningens tid og ser bort fra, at det at læse prosa på mere end tre sider uundgåeligt implicerer en slags forhandling i læserens hoved, en stadig afvejning af, hvad der skal glemmes, og hvad der skal holdes fast. Ved at stykke romanen op i disparate fragmenter har forfatteren på forhånd afgjort denne indre kontrovers og dermed frataget sin læser en væsentlig del af fornøjelsen, og i stedet for en intellektuel og følelsesmæssig udfordring får man en pseudokonkret, vel i grunden bare luftig-abstrakt, fornemmelse af tingenes, kroppens og øjeblikkets nærvær. Dermed har romanen kapituleret til digtet.
Som inkarneret romansluger bliver man lige så amdi-valent som en vindmølleelsker over for Tvind. Som lyrikentusiast sidder man tilbage med en lang majonæse.
*Anders Søgaard: Fodnoter til en ung mands indre husholdning. 135 s., 175 kr. Gyldendal
