Læsetid: 4 min.

Maleren, hvis liv gik i fisk

Prosa af den norske dramatiker Jon Fosse, der har taget det gale geni Lars Hertervig op til romananalyse
20. november 2003

Roman
Forholdet mellem roman og biografi har mange grader. Nogle forfattere af den i dag meget yndede genre lægger sig tæt op ad dokumentationen, mens andre romanbiografier eller biografiske romaner bruger figuren som påskud for en friere fantasiudfoldelse.
Den norske Lars Hertervig (1830-1902), det gale geni af en landskabsmaler, blev først længe efter sin død løftet op blandt de store lysende skikkelser i kunsthistorien og kalder med sit sarte sind derfor på en udforskning af de mærkværdige kræfter, der også styrtede hans livsløb i ulykke.
Dramatikeren Jon Fosse, der, før han med egen vældig produktivitet har sat alverdens teaterscener i gang med at opføre sine stykker, også skrev romaner, har komponeret en egenartet dobbeltroman over Hertervigs triste liv, med god grund kaldet Melancholia. Den kom 1995-96 i Norge og er nu fordansket af den uhyre sprogsikre Karsten Sand Iversen, der overfører denne nynorske, hallucinatoriske prosa til et ikke mindre musikalsk forførende indre-ydre sprog fra den norske vestlandskyst.
Jon Fosse følger givetvis de få ydre data i Lars Hertervigs sådan set handlingsløse liv, men det indre roterende tanke-, stemnings- og billedkaos tiltager sig en sådan magt, at bogen læses som en romanfiktion, et sprogligt kunstværk, der bliver sin egen
autonome størrelse, en kværn, der maler sine ofre, så skøn musik opstår.

Kvækere
Den unge Lars, der kommer fra et fattigt miljø af kvækere har fået stipendium til at studere landskabsmaleri hos den feterede landsmand Hans Gude i Düsseldorf, 1853. Han forelsker sig i den purunge datter af sin logiværtinde, den klaverspillende Helene, men bortvises af hendes magtfulde onkel, som ham tillægger urene motiver af skinsyge. Det slår den både selvsikre og neurotiske kunstner ud af kurs i en repeterende tankeflugt og forknuget seksualitet. Og han havner med Jon Fosses stilbevidste mareridt i modernismens kulisser af forvrænget fremmedhed og voksende paranoia.
Som en Faust i Auerbachs kælder ser han sig omgivet af et dæmonisk kor af dårlige malere på værtshuset Malkasten, altså farvelade, et sted som også Kafka kunne have kendt.
Det er karakteristisk, at romanen ikke holder sig med et kontinuerligt forløb, for næste gang er det Gaustad Asyl tre år senere, hvor han som patient holdes under skarpt opsyn, især for sine uhæmmet onanistiske øvelser og forbudte maleriske udfoldelse, besat af fantasier om Helene og den fæle onkel, der til al overflod hedder Winckelmann. Juleaften flygter han fra den påtvungne snerydning, som alumnerne sættes til.
Forfatteren er selv en magtfuld vinkelmand, for nu kommer synet fra Bergen 1891, hvor en fjern slægtning, den uduelige forfatter med navnet Vidme, har set et maleri af Hertervig på Nasjonalgalleriet i Oslo og nu vil skrive hans biografi. Han har set ’lyset’ i kunsten og søger nu hjælp i troen hos en ung kvindelig præst, der er vikar og mere opsat på en anden kontakt med ham af den slags, som Lars ikke kunne opnå. Men han er en trist melankoliker, der dog for os læsere bidrager med oplevelser i malerens oprindelige miljø og natur. Men lyset begriber han ikke.

Vinkelmand
Ny synsvinkel. Og den værste. I Stavanger, kendt af os for sine olieboretårne og for digteren Alexander Kielland, hvilken sidste har en baggrundsrolle over for bysbarnet i romanen. Men her bores der dybt i den senile storesøster Oline, der rokker ned og henter sin daglige fisk ved stranden og lider af forstoppelse og inkontinens, hvad der alt i alt og i sælsomme blandinger og pludselige barndomserindringer optager det meste af hendes bevidsthed. Fisken bliver hængt ved siden af et lille billede, Lars engang forærede hende, på en krog i lokummet, hvor hun idelig og meget detaljeret beskrevet søger hen, hvis hun da ikke for nemheds skyld stiller potten på bordet og med stokken får sig bragt i stilling.
Egentlig skulle hun besøge sin anden bror Sivert, der ligger for døden, men hun har aldrig yndet hans kone, som prøver at formå hende til denne sidste tjeneste. Hun kommer så for sent, ligesom alle i sammenhængen kommer for sent til deres liv, og lader sig i stedet indfange af strømhvirvlerne omkring stadig mindre ting.
En frygtelig fiksering af elementære driftsimpulser, fjernt fra det overordnede lys, som kunne samle eksistensen – synes det undertrykte budskab at være.
I idelig lort og obskur prosalyrik sidder vi da til slut omsider – i armslængde med Molly Bloom fra en anden modernistisk Odyssé – sammen på potte i en memorerende situation med Oline, »uendelig rolig og så ser hun at fiskeøjnene åbner sig og hun ser lys fra fiskeøjnene og fra Lars’ billede og så rolig har hun vel aldrig været før og hun glider ind mod væggen, med hovedet støttet mod væggen sidder Oline og hun mærker at nu kommer der nok lidt dernede og så er der kun disse fiskeøjne og så dette rolige lys.«
De store modernister, og deriblandt Samuel Beckett, viste veje til elendighedens og eksistensen nulpunkt med tekster, der ender i intet, i drifternes tomrum og tørhed. Er der endnu en dråbe, noget, der drypper? Oline drypper. Og hun ser et lys. Jon Fosse nænner ikke andet.
Kvækerne fik deres navn efter den lille skælven, der greb dem under deres møder. De erfarede Jesus Kristi nærvær som et indre lys. Det var før det hele gik i fisk. Jon Fosse er lidt af en symbolist.

*Jon Fosse: Melancholia I-II. Oversat af Karsten Sand Iversen. 392 s., 348 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu