Læsetid: 5 min.

Fra mennesket til det sande menneske

Michel Foucaults kolossale og imponerende doktordisputats foreligger nu på dansk
21. november 2003

(2. sektion)

Ny bog
Det normale er det kedelige. Man beskæftiger sig ikke med det sædvanlige.
Oplysningsfilosoffen Kant, der ellers ikke ligefrem er kendt som en stor entertainer, erklærede, at reflekterer man over mennesket, bør man fokusere på det spektakulære og det interessante.
Den antropologiske sandhed om mennesket viser sig i de store momenter. For at bestemme normaliteten må man definere afvigelsen. Sandheden om det normale viser sig i det abnorme.
Eller som den franske filosof Michel Foucault bemærkede i et interview fra slutningen af 70’erne:
»Idet man konstruerer galskaben som et objekt for erkendelse, har man samtidig skabt forestillingen om det fornuftige subjekt, som erkender.«
Eller som Foucault skriver i sin doktordisputats Galskabens Historie fra 1961, der nu for første gang udkommer på dansk:
»Det er igennem galskaben, at mennesket selv i sin egen fornuft vil kunne blive en konkret og objektiv sandhed i sine egne øjne… Menneskets sandhed kan udsiges i det øjeblik, den forsvinder. Den manifesterer sig kun, idet den allerede er blevet noget andet end sig selv.«
Dette er ikke en programerklæring for Michel Foucaults eget arbejde. Det er en beskrivelse af den praksis, han afdækker. Galskabens historie er derfor ikke bare en udlægning af galskaben som et isoleret fænomen. Det er en afdækning af de relationer, forløb og faktorer, som systematiserede tankerne om galskaben.

De løsslupne interneres
Det drejer sig om at afsløre de historiske præmisser for den moderne psykologiske bestemmelse af galskaben som modbillede på det normale. Det bliver for den moderne psykolog gennem erkendelse af galskaben, at han når til en bestemmelse af den objektive sandhed om det normale og konkrete menneske:
»Fra mennesket til det sande menneske går vejen over det gale menneske.«
Galskaben historie er en kolossal og en kolossalt imponerende entreprise.
Foucaults franske førsteudgave var på næsten 700 sider. Den er tidligere blevet oversat til norsk i en forkortet version, men nu kommer den komplette version på dansk. Foucault har studeret og citerer historiske kildetekster, vidnesbyrd og aktørernes refleksioner, overordnede historiske tekster, billedkunst og litterære tekster, relevante filosofiske refleksioner og de første videnskabelige erkendelser af galskaben.
Foucault skitserer tre epoker: renæssancen, som varer fra det 15. til midten af det 17. århundrede, indtil den klassiske periode, som afsluttes omkring den store revolution i 1789. Den moderne epoke udlægges kun i skitser. Bogen slutter omkring år 1815.
Renæssancen frisætter ifølge Foucault galskaben. De gale sejler rundt på narreskibe, og gale skikkelser som Kong Lear og Don Quixote viser sig ved højlys dag. Renæssancens gale cirkulerer på skibe fra by til by.
Det er en for vores optik besynderlig blanding af afsindige, fattige, vagabonder og invalider, som udlægges som gale. De repræsenterer en kosmologisk ufornuft og spiller en strukturel rolle: »Galskaben og galninge bliver i kraft af deres tvetydighed nogle vigtige personer: en trussel og en hån, verdens svimlende ufornuft og menneskenes ubetydelige latterlighed.«
Det klassiske samfund udelukker renæssancens løsslupne galninge ved indelukkelse. De bliver interneret sammen med kriminelle og syge i de institutioner, der to hundrede år tidligere var hospitaler for spedalske. Det er ønsket om at opretholde orden og undgå den offentlige skandale, som i den klassiske periode legitimerer interneringen.
De gale er tvetydige: Det er de kalkulerede umoralske forbrydere og de ureflekterede amoralske uskyldige. Foucault beskriver poetisk den klassiske periodes galskab som en fællesnævner for hele ufornuften:»Den skyldige dag og den uskyldige nat.«
Men når galskaben er ekskluderet som ufornuft, er den samtidig til stede som fornuftens modbillede; som den ikke-væren, der betinger det værende. Den klassiske periodes fornuft er sig ufornuften bevidst. Ufornuften i galskaben problematiserer den fornuftige sandhed i mennesket.

Det objektive
Foucaults historie over galskaben er skrevet imod forestillingen om det humaniserende fremskridt. Han skriver ikke den modsatte historie om et stadigt fald, men insisterer på at man må løsrive fremstillingen af historien fra forestillingen om et lineært fremskridt.
Foucault skriver ikke historien som humanismens og filantropiens kamp mod barbariet og traditionen. Han beskriver både de tilsyneladende humane fremskridt og de udelukkelsesmekanismer, som stadig huserer. Både det borgerlige samfunds selvfremstilling som en barmhjertig orden og denne barmhjertighed som et overgreb og en eksklusion.
Den moderne videnskab vil erkende galskaben. De gale bliver sluppet ud af de fængslerne. Det ligner en befrielse, men befrielsen er også en besættelse. Når fornuften vil erkende galskaben positivt, diagnosticere og bestemme galskaben, eliminerer den samtidig ufornuften. Den benægter, at ufornuften eksisterer.
Renæssancen accepterede de gale som momenter i menneskelivet. Den klassiske periode sætter forholdet mellem de fornuftige og de gale som en relation mellem fornuft og ufornuften.
Men den moderne videnskabelige udlægning gør det til et forhold mellem normalitet og patologi. Ufornuften i galskaben marginaliseres. Den gøres tavs.
Det er den i den moderne periode tavse ufornuft, som Foucualt lytter efter og efterlyser. Nietszche og van Gogh og Artaud har sat den marginaliserede ufornuft i spil. De bliver heltene i Galskabens historie.
Foucault definerer galskaben som værkets ophævelse. Som han skriver til sidst: »Opgaven med at give rejsning til denne ufornuft og gøre rede for denne ufornuft. Den galskab, hvori værket bliver ødelagt, det er vores arbejdes rum; det er den uendelige vej til at få bugt med den; det er vores blandede kald som apostel og bibelfortolker.«
Der er to spor, som slynger sig sammen i Foucaults disputats: På den ene side en naiv tendens til at gøre galskaben & ufornuften til det gode og offer og på den anden side blamere fornuften som den diskrimerende og undertrykkende instans.

Fornuft mod fornuft
Den udlægning har inspireret de mest vitalistiske og anti-rationalistiske Foucaultlæsere. Fornuften bliver til en ond undertrykker.
Men som Jacques Derrida senere bemærkede i sin polemiske læsning af Galskabens historie, skriver Foucault sig med sit værk ind i oplysningsprojektet.
Og det er den anden og mest konstruktive læsning af Galskab historie: Foucault kritiserer som Kant fornuften med fornuften. Han sætter grænser for fornuften og udhæver Nietzsche og Artaud som dem, der peger på den anden side; på mørket og fornuftens nat. Denne interpretation ville den sene Foucault selv abonnere på.
Da han under pseudonym præsenterede filosoffen Michel Foucault i et leksikalsk værk, beskrev han Foucault som en filosof, »der tænkte i forlængelse af Kants kritiske tradition.« Som historisk fremstilling, som station i Foucaults værk og som udfoldelse af relationen fornuft-ufornuft er Galskabens historie monstrøst oplysende.

*Michel Foucault: Galskabens historie i den klassiske periode. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen. Forord ved Anders Fogh Jensen. 560 s., 440 kr. DET lille FORLAG. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu