Læsetid: 3 min.

Midt i en høsttid

Ritt Bjerregaards æblebog er underholdende og oplysende læsning
3. november 2003

Æbler
Det er en ganske dejlig bog, Ritt Bjerregaard har skrevet om sine æbler. Letlæst og samtidig passende fyldt med information. Ritt Bjerregaard er en stiv økolog, der end ikke bruger den tilladte svovlsprøjtning mod skurv, og fremstillingen med udgangspunkt i hendes egne erfaringer fra sin æbleplantage på Stestrup Old giver et usminket indtryk af, at det ikke er så helt nemt at få naturen til at makke ret – med naturen. Hårdt slid er det også, hvad enhver der bekæmper ukrudt manuelt, kan sætte sig ind i. Man får besked om mange æblesorter, man får god besked om alle frugtavleres største skræk, skurv, om udvikling af nye æblesorter, som ikke længere sker i Danmark, mens både Norge og Sverige har forskning på området. Man hører om podning og om de grundstammer, æblesorterne podes på, og man får fornuftig snak om maskiner og om æblernes enestående værdi som føde. Bogen er et kyndigt forsvar for økologien med klare påpegninger af erhvervets problemer – Ritt Bjerregard er ikke for ingenting politiker! Dog kunne man have ønsket en beskrivelse af hvor meget der faktisk sprøjtes i en konventionelt drevet plantage. Det er nemlig hårrejsende.
Heller ikke Integreret produktion, i daglig tale IP, ofres nogen opmærksomhed. Det er ellers en lidt mere skånsom dyrkningsmetode, hvor der kun sprøjtes med de skrappere midler, når der er et konstateret og dokumenteret behov, og hvor man i vidst muligt omfang bruger nyttedyr i insektbekæmpelsen. I konventionel frugtavl er det ’nettomerudbyttet’ der er målestok, hvilket betyder, at »prisen for sprøjtningen skal kunne betales gennem opnået merudbytte,« som det hedder. Der indgår ikke miljøovervejelser i regnestykket.

Pædagogisk lethed
Vi følger æbleplantagens udvikling fra bar mark for 15 år siden til en plantage med mere end 50 æblesorter i dag. Vi følger årets gang, hører om erfaringer og ikke mindst om fejltagelser, og gennem beskrivelserne får man også et tiltalende indtryk af Ritt Bjerregaards familiebaggrund. Hendes mand, historikeren Søren Mørch, omtales med diskret varme, og forældrene og niecen Meta, en nyttig hjælp i plantagen, giver indtryk af en familie, der holder sammen.
Jeg er imponeret over den pædagogiske lethed, hvormed oplysningerne formidles. Men generet af, at letheden sine steder bliver til overspring. ’Det kunne være interessant at vide’, hedder det, men det undersøges ikke. Og sine steder undrer man sig. Således over omtalen af bier.
Nu har de dem ikke længere, fordi bekæmpelsen af varroa-miden blev for besværlig, skriver Ritt Bjerregaard. Men da de havde dem, tog de honning sidste gang i juli, fordi der skulle være noget til bierne selv til vinterforråd. Betyder det, at de ikke vinterfodrede?
Når man ved, at et stade skal have omkring 20 kilo sukker til vinterforråd, efter at man har taget honning i juli – senere tager man den simpelthen ikke, med mindre man sætter særligt stærke bifamiler på lyng – så undres man.
Og varroa bekæmper man med myresyre to à tre gange i september. Man lægger slet og ret en såkaldt Kræmerplade, der er gennemvædet md myresyre, ind ovenpå tavlerne og fjerner den igen efter en uges tid.
Så tæller man, hvor mange døde mider, der er faldet ned på en særlig plade, man lægger i bunden af stadet, og er der mange, behandler man én gang til efter næste fodring. Besværligt?

Ingen forklaring
Man ville også gerne have haft en forklaring på, at plantagen ikke har noget vandingsanlæg. Der kan være den gode grund til ikke at vande, at vanding centrerer rødderne, så træet står dårligere fast og faktisk er mere udsat for tørke, end hvis det havde rødder spredt over et større område. Men vi får ingen forklaring.
Imidlertid er bogen fuld af nyttige oplysninger, der formidles fortællende, hen ad vejen, hvilket gør den sjov at læse. Men nok lidt sværere at finde rundt i for folk, der gerne selv vil i gang. Forhåbentlig kompenseres dette af inspirationsværdien. Den besidder Ritt Bjerregaards bog nemlig.
(Om man så bryder sig om, at der indledes med en Blixen-parafrase er en smagssag: »Jeg har en æbleplantage i Midtsjælland ved foden at Stestrup Bjerg«. Jeg synes det er kruk.
Og så var det Filippa Johansen selv og ikke hendes skolelærerfar, der såede kernen, som blev til Filippa-æblet.)

*Ritt Bjerregaard: Mine æbler. Illustreret og med opskrifter. 240 sider, kr. 299,-. Høst & Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu