Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’På børne-hjemmet så hun Gud’

Vita Andersen er tilbage på banen med sin ottende bog på 26 år. En frygtelig, morsom, hårdtslående roman om moderne kærlighed og forældreskab
Kultur
13. november 2003

Roman
Vita Andersen kan noget med menneskelig sårbarhed, og hendes nyeste roman, Get a Life er et morsomt og frygteligt, rasende velskrevet mødested for mennesker, som er mere neurotiske og opfører sig mere anstrengende end de fleste.
Hovedpersonen Amanda er gift med society-ejendomsmægleren Thomas. Sammen har de datteren Laura på fire år. I herskabslejligheden hos dem bor desuden Thomas’ teenagedatter Louise, som Thomas har fået forældreretten over efter et af den plimskøre ekskone, skuespillerinden Monas mange selvmordsforsøg. Louise er stridbar til det ulidelige, men flås også indefra af forældrenes umodne opførsel: Louises øjne er »skrå og nøgne og forskræmte og gav hende et rovdyragtigt udseende.«
Den trygge barndom og kærlighed, Thomas og Amanda prøver at give fællesbarnet Laura, står i skarp kontrast til skildringerne af Amandas barndom, der udgør bogens parallelle spor.
Amandas mor var psykisk syg, og »da hun som teenager så Picassos billede af Dora Maaar var det som et billede af hendes mor med ansigtet forkert sat sammen, store tårer væltende ud af øjnene. Hele hendes krop var fyldt med store tårer der sivede ud af alle porerne«. Amandas far var en berømt kunstner, der besøgte datteren en gang om året, med kone og nye børn ventende udenfor i bilen.

Kuldslåethed
Amanda selv blev i nutidsjargon »anbragt uden for hjemmet«. Først på børnehjem, hvor tøj og følelser lugtede af tidligere børn, privatliv ikke fandtes og sårbare børn systematisk blev mobbet. Dels hos en særpræget familie i Jylland, der under stor moro læste moderens specielle breve højt i køkkenet.
Men trods alt ikke så frygteligt, synes man retfærdigvis, hun fik hverken tæsk eller sultede. Men Vita Andersen lader læseren forstå den kuldslåethed og afmagt, der overvælder et menneske, der aldrig har været ønsket noget sted for sin egen skyld.
Som voksen er Amanda på ingen måde uelskelig eller ude af stand til selv at elske. Snarere er hun grænseløs, gennemtrængelig for andres behov og vildtsvævende følelser. Mest fornuftig er hun over for steddatteren Louise, måske fordi pigen aldrig angler efter hendes ømhed. Sammenstødene med dette arme hadefulde barn hører til romanens mest forrygende dramatiske optrin, kun overgået af de støjende og urkomiske søslag med ekskonen Mona, der uden held søger indre ro i reinkarnation og det alternative, som her, hvor parret møder hende til et selskab:
»Mona steg ud af sine sko. Et par lyserøde såler i plastic faldt på gulvet. De skulle trykke på nervebanerne i fødderne og gøre én rolig. Meridianerne./Mona hævede sin guldsko med den morderiske hæl mod Thomas.... – Jeg vil have mine børn, brølede Mona. – Det ene har du stjålet og det andet slået ihjel!«

Umodne rivaler
Ægtemanden Thomas, der forgudes af sin mor og begge døtre, virker umiddelbart som familiens stabile element med sin sikre håndtering af børnene, sin overklassebaggrund, elegante vinterfrakke og powershopping.
Men drevent afslører Vita Andersen en ny mekanisme, jeg aldrig har set så velbeskrevet før – det umodne pars rivalisering om børnene.
Laura og Louise får på hver deres måde lov at indtage kærlighedsrummet mellem Thomas og Amanda. De trækker tid, energi og det følelsesmæssige fokus til sig – og afmonterer gradvist kærlighedsforholdet mellem de voksne. Da det nu er piger, er de forførende over for deres far, som ukritisk lader det ske og nyder sit monopol på det omgivende hunkøns indsmigrende dansetrin.
Amanda ser til fra sidelinjen (!), men føler ikke at have ret til at påvirke Thomas’ forhold til døtrene. Fra sin barndom er Amanda følelsesmæssigt nøjsom, og gradvist lukkes hun ude af sin familie.
Da hun senere skal være sammen med Laura alene, aner hun ikke mere hvordan. Det er som om, den indre forbindelse er kappet til det elskede barn, og datteren reagerer på hende som på en kejtet samkvemsfar, hvis ret til at være der, barnet hele tiden anfægter.

Virkelig kunst
Den slags iagttagelser kræver en kunstners røntgenblik, og Vita Andersen har en fabelagtig evne til at lade sine personer gennemskue det skjulte og stikke dem enkle, rammende ord i munden, lige præcis og ikke mere. Det ligner virkelighed, men det er stor kunst.
Amandas indre nød og underklassebaggrund gør hende reelt til lukket land for den forkælede Thomas. Selv har hun vænnet sig af med at fortælle nogen, hvordan hun har det, og Thomas forstår hende næppe, da hun til slut foreholder ham: »Men vi var jo aldrig rigtigt lykkelige«. Han var jo!
Vita Andersen, født 1942, er en sjældent skrivende forfatter: Otte bøger (heraf to børnebøger) og tre skuespil er det blevet til på de 26 år siden den sensationelle debut i 1977 med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner, som udkom i utallige oplag.
Med Get a life – kun Vita Andersens tredje voksenroman – er hun tilbage på banen som en savnet og nødvendig stemme i et dansk litterært univers, der kun sjældent har så hjerteskærende problemer på tapetet. Velgørende bider hun hovedet af al skam og beskriver med lakonisk humor tilstande i moderne forældreskab, der i det virkelige liv formentlig er ubærlige – bortset fra, at de skal bæres af alle, der bliver skilt, ikke mindst børn.
Men i romanform er det forfærdelige tit en sand lyst. Livet er kort, men kunsten er lang.

*Vita Andersen: Get a Life. Samleren. 264 sider, kr. 248

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her