Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På den anden side

Tim Wintons vellykkede road-roman ’Mindernes musik’ fortsætter en stolt tradition i Australsk litteratur
Kultur
27. november 2003

Roman
Australien har for længst markeret sig som et veritabelt vildt vesten. Alt fra økologiske backpackere til blonde surfbumser strømmer til det fjerne kontinent for at opleve dets øde vidder og store bølger. Med i købet får de storbyerne med alskens luksusmarinaer og frodige golfbaner samt utallige små kunstige flækker, der i en hørm af øretæver, dåseøl og racisme lever og ånder langt uden for lands lov og ret.
Denne spænding mellem natur og kultur har på forskellig vis sat sit præg på nationens litterære landkort. Allerede i 1901 fortalte Miles Franklin i romanen My Brilliant Career om, hvordan det eneste pigerne, der voksede op i det rebelske og rurale Australien, kunne håbe på, var at blive tæmmet og gift. I 1957 tog Patrick White så hele verdens litterære etablissement og hjemlandets puls med Voss (1957) – et mesterværk om den helt store kærlighed i kolonitidens Sydney og i outback’en.
Siden fulgte Randolph Stowes små lyriske romaner, deriblandt To the Island (1958), der med en gammel missionær som hovedperson udspiller sig i en egn af det vestlige Australien, der er lige så dødt som hovedpersonens sjæl.
Blandt de mange forfattere, der har opdateret disse myter og konflikter, er Tim Winton (f.1960). I hjemlandet er hans prosa og skuespil blevet belønnet med snart sagt enhver seriøs pris. Han seneste roman, Mindernes musik, er netop blevet oversat til dansk og vil uden tvivl også begejstre læsere på disse breddegrader.

Et umage par
Georgie har rundet de 40 og er strandet i den vestaustralske flække White Point. Her bor hun sammen med byens mægtigste fisker og hans to børn, hvis afdøde mor hun
aldrig ville kunne erstatte. Dagene forsvinder i grå rutiner, mens nætterne er en blanding af angst, druk og surfing på nettet. »I årevis havde hun ikke fået tingene til at ske. Hun havde bare ladet dem ske,« hedder det om hende.
En tidlig morgen ser hun en illegal fisker stryge til søs. Luther Fox, som manden ved roret hedder, har vendt ryggen til samfundet, efter han har mistet alt, hvad han elskede. Inden da dyrkede han meloner og spillede bluesmusik med sine familie. Nu koncentrerer han sig om »at have opmærksomheden rettet mod nuet.«
Georgie beslutter sig pludselig for at handle og opsøger Luther. Sammen begiver de sig derefter ud på en rejse, ingen af dem længere troede var mulig. Først en indre sådan, hvor de hver for sig kæmper med og mod fortidens spøgelser.
Da omgivelserne, der ud over afstumpede fiskere og solariebrune sladretanter i lycranederdele, tæller »surfere, narkomaner, afvigere og drømmere«, blander sig, udvikler handlingen sig til en regulær roadmovie med Australiens rå og maleriske natur som kulisse.
På dansk har vi tidligere fået Wintons Himlen er et øje (1986) – om en 12-årig dreng, hvis verden udvider sig, da hans far kommer til skade – og De rejsende (1994) – om en far og en datter på jagt efter deres ’mor’ gennem Europa. Som tilfældet er med disse romaner, byder handlingen i Mindernes musik heller ikke på de store originale overraskelser undervejs. Det kan næsten kun ende på én måde for det umage par – eller rettere to, og så har vi vist ikke røbet for meget.
Turen dertil er takket være Wintons lyrisk svungne prosa og hans atmosfæremættede beskrivelser af landskabet alle anstrengelserne værd og meget mere til. Mindernes musik er en velkomponeret, taknemmelig og vedrørende skildring, der er svær at lægge fra sig, om, hvordan to mennesker stivnet af sorg og fortrydelser forsøger at give livet og hinanden endnu en chance.

*Tim Winton: Mindernes musik. Oversat af Bente Kastberg. 432 s., 369 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her