Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Han har ændret grænselandet

Den danske sydslesviger Karl Otto Meyer fortæller medrivende om sit livs kampe for mindretals ligestilling
Kultur
8. december 2003

Ny bog
Karl Otto Meyer – siger navnet nogen noget? Hvis ikke, er det flovt. Der findes nemlig også store danskere, som ikke er danske statsborgere. F.eks. fordi de bor syd for rigsgrænsen, men uagtet deres tyske statsborgerskab føler sig som en del af det danske folk.
Sådan én er Karl Otto Meyer (født 1928), der netop har fået udgivet andet bind af sine erindringer med titlen Frihed, lighed og grænseland. Den vældige livskraft, han har udfoldet som bladmand og folkevalgt, gnistrer i spændingsfeltet dansk-tysk.
Hans far, Otto, en tysk socialdemokrat, kom før Første Verdenskrig til Flensborg, hvor han giftede sig med en dansksindet pige og viede sin faglige ildhu til gerningen som maskinmester i trykkeriet på den dansksprogede Flensborg Avis.
Sønnen Karl Otto fik i 1944 sine studier afbrudt af en indkaldelse til den tyske værnemagt, men efter en arbejdstjeneste i Polen foregav han at være forsvundet under et allieret luftangreb på Hamburg. Han flygtede til Fyn, hvor han var aktiv i modstandsbevægelsen.

Ramt af Berufsverbot
Efter krigen blev han lærer og leder af Skovlund Skole vest for Flensborg. Dog måtte han tåle den tort, at de tyske myndigheder 1952-54 fratog ham undervisningsretten, fordi han havde forbrudt sin loyalitetspligt mod den tyske stat: Han havde på et offentligt møde i Sønderborg udtalt sig imod tysk oprustning og medlemsskab af NATO. Meyer fik ad rettens vej anerkendt sin ytringsret og genoptog skolearbejdet frem til 1963, hvor han blev udnævnt til chefredaktør for faderens gamle arbejdssted, Flensborg Avis.
Meyer var uden journalistisk uddannelse og blev mødt med betydelig skepsis, som han dog formåede at overvinde ved hårdt arbejde – også for at sikre indtægter til den evindeligt skrantende avis.
Ved siden af sin erhvervskarriere var han dybt engageret i det danske foreningsarbejde, både det kulturelle og det politiske. I 1971 overtog det ene yderlige mandat, som Den Danske Vælgerforening holdt i den slesvig-holstenske landdag i Kiel. Stemmetal: 20.000. Mange troede, at med den iltre Meyer var mandatet tabt, men fra valg til valg lykkedes det Meyer at øge stemmeandelen. Så meget, at der ved hans afgang i 1996 var hele 38.000 danske stemmer, nok til to mirakuløse mandater ud af i alt 74. I 2000 himmelsteg de danske stemmer til 60.000 og mandattallet til tre – hvad der ved begyndelsen af Meyers karriere ville have været en dansk fantasiforestilling. Han har været med til at ændre det politiske landskab i grænselandet.
Hvordan? Ved at bryde dogmer. Først og fremmest, at et etnisk mindretalsparti kun skal beskæftige sig med spørgsmål, der direkte vedrører mindretallet. Meyer har med bram og brask kastet sig ind i alle spørgsmål, der drøftedes i Landdagen – og han har fået den til også at drøfte tyske nationale spørgsmål, herunder Tysklands forhold til Østeuropa og EU.

Skudt hvis nødvendigt
I sin politik har Meyer været progressiv og aldrig lagt skjul på, at han stod nærmere det tyske Socialdemokrati end det spidsborgerlige CDU, der i de første mange år prægedes af gamle nazister, som Meyer i den parlamentariske hverdag måtte vise en passende grimasse, selv om han ikke lagde skjul på, at han under krigen ville have skudt på dem, hvis en situation havde gjort det påkrævet.
Bemærkelsesværdigt vender Meyer sig i bogen mod den opfattelse, at det dansk-tyske grænseforhold skulle tjene til forbillede for resten af verden – således som det ofte hævdes. Nej, siger Meyer, dertil diskrimerer tyskerne alt for meget mod det danske mindretals institutioner, der aldrig får den samme offentlige støtte som de tyske.
EU som overstatslig konstruktion byder ham imod. Og han frygter, at hvis mindretalsrettigheder indskrives i en EU-forfatning, vil de enkelte medlemslande smyge sig uden om en forpligtelse, der ret beset burde stå i deres egen grundlov – og håndhæves ud fra den.
Efterhånden opnåede Meyer ved sin rankhed en sådan status i Landdagen, at han kunne optræde som mægler mellem de uforsonligt stridende socialdemokrater og borgerlige. Han måtte i 1980’erne bruge meget af sin parlamentariske energi på medlemskab af de kommissioner, der skulle udrede de foruroligende skandaler, der bragte to på hinanden følgende ministerpræsidenter – Uwe Barschel (CDU) og Bjørn Engholm (SPD) – til fald. Barschel endte død i et badekar i Geneve. Mord vil Meyer ikke udelukke, for Barschel var involveret i international våbenhandel og dobbeltspil mellem Øst- og Vesttyskland.
Selv om Meyer i bogen kommer vidt omkring i de indre dansk-sydslesvigske forviklinger, er han i lange passager om grænselandets dilemmaer gribende. Som f.eks. når han vedgår, at han græd, da landdagsbygningen i Kiel lod Dannebrog vaje til hans ære. Han lader bogen slutte med ordene:
»Jeg arbejder stadig for danskheden i Sydslesvig, og jeg har tillid til fremtiden. Danskheden i Sydslesvig vil bestå, så længe Danmark og det danske folk består. Så enkelt er det!«

*Karl Otto Meyer: Frihed, lighed og grænseland. Erindringer II. 318 s. ill. 348 kr. Hernovs Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her