Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fotogent lokum

Peter Nielsen er indstillet til Nordisk Råds pris med de bedste digte hidtil fra hans hånd
Kultur
18. december 2003

Ny bog
Digteren Peter Nielsen (f. 1948) har e-mailet til Information og foreslået, at bladet snarest muligt anmelder eller på anden vis omtaler hans seneste bog, digtsamlingen Livet foreslår. Den er nemlig sammen med Vibeke Grønfeldts roman Det nye indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og burde således, mener Nielsen, have krav på en vis opmærksomhed.
Heri kan man kun være enig. Prisen er trods alt på 350.000 kr., og ender den hos en anden (men hvorfor skulle den det, når Tua Forsström fra Finland kunne få den i 1998, så kan Peter Nielsen vel også), eksponerer jo dog selve nomineringen kandidaten som digter, her såvel som i nabolandene.
At nomineringen kom netop nu, efter ihærdigt forarbejde af bl.a. Hans Otto Jørgensen, er egentlig meget godt, for Livet foreslår er vel omtrent så god, som en ny Peter Nielsen-bog overhovedet kan blive, dvs. ret kedelig på højt æstetisk niveau og ukritisabelt ’poetisk’ i forlængelse af en midtvejsmodernistisk tradition for langstrakt præcisionsforladt parlando med Tomas Tranströmer som uopnåeligt forbillede, dog undertiden koblet med forløsende Højholt-lignende humor, tillige langtidsholdbarheds-imprægneret af forloren højstemthed med begge arme solidt begravet i tysk højromantik: Hölderlin, jojo, kom ikke her og klag.

Skridende betydninger
Bogen åbner med et bemærkelsesværdigt kortfattet digt, men fortsætter med seks lange om tidens, stedets og jegets møde fortættet i en sansning, mod slutningen udstrakt til refleksion. Alt sammen er imidlertid kun optakter til »En ufornuftig glæde«, et vældigt favnende kæmpedigt, der slentrer af sted over mere end 80 sider, kun afbrudt af enkelte vitser, selvkorrektioner og skødesløst henkastede spørgsmål.
At fastholde tempo og tone i denne massive isbræ af skridende betydninger og søgende formuleringer må kaldes en præstation i sig selv. Her leges i sproget med en fryd beslægtet med glæden ved at sortere lidt i almindelige ting og senere se dem forsvinde ud over en bordkant, for nu at citere fra teksten. Som nu ellers kan være vanskelig at citere fra, dels fordi forløbene strækker sig over flere sider ad gangen – Peter Nielsen ynder som om og måske, han udtrykker i 100 ord, hvad andre poeter kunne sige med 10 – dels fordi de fyndigt humoristiske indbrud blot får effekt som sten i en strøm, der kun kan opleves, ikke gengives.
Metoden, som signaleres af bogens titel, består i at bytte om på rollerne i den klassiske erkende- og skrivesituation: menneskene og deres almene vilkår, sådan at Verden, Virkeligheden, Tiden og Livet gøres til sætningens subjekt og vi’et eller jeget til den blot passive, modtagende eller aflæste part. Naturen er blevet træt af sine fortolkere, hedder det. »Også den har haft problemer og kriser i sin karriere.« Et par sider længere fremme bliver »livet træt af at have os omkring, og finder på noget andet at bruge os til«.

Altings omskiftelighed
Samme opskrift anvendes, når »Livet ser et glimt af os / idet vi løber forbi et skinnende vindue«, når mørket har noget, det skal have ordnet, når verden vælger og »Vores løgne ved hvad vi har brug for«, når »livet ønsker at skille sig af med os«, når samme liv »konserverer os« eller »giver os en hemmelig belønning«. Den bastante besjæling af eksistentielle abstrakter skal selvfølgelig opfattes delvis ironisk, men Peter Nielsen forsømmer undervejs at markere distancen og forfalder derved til patetisk automatik.
Med et udtryk fra digtet kan det betegnes som »en drejebog om altings omskiftelighed«, en serie arabeskagtige manøvrer i nuets felt mellem ikke-længere og endnu-ikke, der »hele tiden begynder på ny, som en måde at lege sig frem på«. Livet (eller er det mon Peter Nielsen?) »foreslår nogle variationer og undlader at oplyse om / hvilket tema der ligger til grund.« Hans form er med andre ord ét med sin søgen gennem de store, favnende eksistentialer.
Dog, hertil kommer en raffineret slynge- og associeringsteknik, der konsekvent spreder og åbner betydningernes spil i stedet for, som mange ville forvente af et digt, at gå efter lukning og koncentration.

Hjemløs dæmon
Effekten er i små doser en art opmærksomhedsskærpning, men over længere stræk virker fremgangsmåden, i hvert fald på mig, nærmest søvndyssende. Alt imens man sidder med opspærrede øjne og suger nysgerrigt til sig, glider man hen i en fornemmelse af, at noget væsentligt hele tiden er lige ved at dukke op og hele tiden ikke bliver sagt. Og når så sekvensen hører op, eller digtet som helhed, forstår man, at der blot var tale om en feticheret poetiskhed, anvendt som indfatning for en gigantisk romantisk patos, der engang blev hjemløs og nu dæmonagtigt slår ned på alt og over alt i form af klamt selvsmageri og en svampeagtigt voksende sentimentalitet.
Det er særdeles sigende, at metoden ikke forudbeskytter teksten mod et så fælt udtryk som »denne aftens perlemorsglitrende plankeværk af sprøde vendinger«, der formelig hørmer af gammeldags »digterisk« digtethed. Et sted i Peter Nielsens digt vælter et hus i en storm, tilbage står kun et »fotogent lokum«. Måske netop det lokum, der ikke brænder?
Ovenstående kritik adskiller sig ikke i noget væsentligt fra, hvad der i sin tid i dette blad stod om Minder fra hjemegnen (1999) og Gule og grønne skove (2000). Når det alligevel er fint, at ikke de to bøger, men Livet foreslår, nu skal gøre digteren mere kendt, skyldes det for det første langdigtets modige ambition, for det andet den humor, der sammen med sans for rytme og vellyd gør bogen næsten udholdelig og i hvert fald værd at dele med andre. Læs den plukvis højt. Så kommer overraskelserne nok allerbedst til deres ret.

*Peter Nielsen: Livet foreslår. 104 s., 199 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN: 87-595-2132-5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her