Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvor går grænsen for tolerancen?

John Locke lille fine skrift om religiøs tolerance og forholdet mellem stat og kirke kommer nu på dansk
Kultur
1. december 2003

Ny bog
Den franske præsident Jacques Chirac sagde for nylig: »Er der én ting, der ikke kan forhandles overhovedet: så er det sekulariseringen. Jeg vil ikke forhandle forholdet mellem stat og religion.«
De vestlige samfund er oplyste og sekulariserede. Og det kvalificerer vores demokratier til betegnelsen: liberale demokratier. Sekulariseringen er ligeså indiskutabel en præmis for vores samfund, som sekulariseringen ofte bliver udlagt forkert.
Man ser stadig den vulgære socialdemokratisme, som tror, at sekularisering betyder udryddelse af religion. Og man ser den udlægning, at sekularisering som proces betegner et rationalistisk opgør med religion overhovedet.
Men som den franske filosof Marcel Gauchet har mindet om, så blev sekulariseringen initieret af kristne tænkere som Luther. Den protestantisk-lutheranske kirke satte adskillelse af kirke og stat som præmis for både kirken og staten. De såkaldte oplysningsfilosoffer som gentænkte sekulariseringen ville heller ikke afskaffe kristendommen; de var religiøse tænkere.
Det, der viser sig aktuelt og i Chiracs udtalelse, er en tredje misforståelse af sekularisering: Man ser adskillelse af stat og kirke som et fait accompli. Som en én gang for alle fuldbyrdet kendsgerning. Men sekularisering har fundet sted som en fortløbende forhandling mellem staten og kirken. Og den konfrontation mellem en gammel kirke miskrediteret ved århundreders magtmisbrug med nye demokratier mod slutningen af 1600-tallet og fremefter var ganske anderledes end den konfrontation, der i disse år viser sig mellem gamle nationalstatslige demokratier og islam i Europa. Sekularisering er en forhandling og en proces. Vi er først sekulariserede, når religiøse tydninger har fundet og finder plads inden for de liberale demokratier.
Det er i det perspektiv aldeles glimrende, at Peter Thielsts DET lille FORLAG nu udgiver filosoffen John Lockes Et brev om tolerance, som præciserer den for ham ideelle relation mellem stat og kirke og bestemmer forholdet mellem religioner i et sekulariseret samfund.

Tvang og selvet
John Locke er kendt som politisk filosof og erkendelsesteoretisk tænker. Han udlagde i Anden afhandling om styreformen overgangen fra naturtilstanden til etableringen af samfund og præsenterede magtadskillelseslæren.
Locke bestemmer i både Anden afhandling om styreformen og Et brev om tolerance statens opgave som at sikre borgernes ejendom med love og opretholde lovene med magt:
»Staten forekommer mig alene at være skabt med henblik på at beskytte og fremme de borgerlige goder: Borgerlige goder kalder jeg livet, friheden, et helt og sundt legeme fri for smerter, samt ydre besiddelse, som jordegods, penge, bohave.«
Men kirken har et andet felt. Kirken er ansvarlig for sjælepleje. Omsorgen for sjælene og for den eksistentielle udvikling kan ikke tilhøre den borgerlige øvrighed, fordi hele dens magtudøvelse består i tvang.
Samtidig pointerer han den nødvendige adskillelse: Den politiske magt kan ikke funderes på nåden, på religiøse doktriner. Og staten kan ikke udbrede en bestemt religion med våbenmagt eller tvang.
Locke indfører en distinktion mellem det, der er væsentligt for staten og det, der er væsentligt i kirken. Staten kan ikke forbyde de handlinger i kirken, som ellers er tilladte blandt undersåtterne. For at tage et aktuel eksempel, som ikke var aktuelt for Locke: Staten kan ikke tillade sig at forbyde tørklæde i en religiøs kontekst med mindre, det er forbudt for alle at bære tørklæde.
Tørklædet er væsentligt for religionen, men uvæsentligt for staten. Man bør tolere religioner i det omfang, de ikke forstyrrer den almindelige orden.
Locke insisterer på, at de samme anklager for vantro opførsel, som man retter mod troende i andre religioner, også bør rettes mod de kristne, der ikke lever i overensstemmelse med troen.
Men man bør ifølge Locke frygte dem som ikke tror på noget: »Til sidste skal den, som benægter den højeste magts eksistens, på ingen måde tolereres. Thi hverken troskab, pagt og ed kan være noget helligt og varigt for en ateist, og disse er i den grad det menneskelige samfunds bånd, at alt går til grunde med udslettelsen af Gud eller troen på ham.« Staten er funderet på, at borgerne tror på noget større end sig selv.
Et brev om tolerance fra 1686 er et interessant historisk dokument. Men det er også en understregning af behovet for en instans, der sætter grænsen for staten. Vi diskuterer i dag forholdet mellem stat og kirke som om kirkens begrænsede indflydelse var problemet.
Men vi burde snarere erkende, at vi i vores ikke længere religiøse samfund savner en instans til at begrænse statens ret til at kræve eksistentiel selvudvikling og selvpleje. At tvangsmagten nu er er blevet den både kærlige og humanistiske og omsorgsfulde varetager af hele vores liv.

*John Locke: Et brev om tolerance. Indledning og oversættelse af Mogens Chrom Jacobsen. 112 s., 160 kr. DET lille FORLAG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her