Læsetid: 2 min.

Gestapo – myte og realitet

Første sammenhængende studie af det frygtede tyske politis virke under besættelsen
17. december 2003

Ny bog
Alene de tre stavelser, forkortelsen for Geheime Staatspolizei, sendte under besættelsen og generationerne efter rystelser gennem systemet og udløst veritable mareridt.
På linje med KGB det mest frygtede og afskyede politikorps i verden, symbolet på al statslig vold og undertrykkelse, etableret ved nazisternes magtovertagelse og siden udbredt til de områder og lande, Hitler erobrede. Også Danmark fik Gestapo at føle, hvilket i efterkrigsmyten har spillet en fremtrædende rolle i film og fiktion, for så vidt også i historieskrivningen. Gestapo var i den henseende udelukkende ensbetydende med sorte biler i nattens mulm og mørke, brutal afhentning, tortur, navnløs rædsel -død.
Gestapomænd fremstilles som regel i nazisternes eget billede af terroren, blåøjede blonde, i sorte læderfrakker, hat og mørke briller. Dertil den gængse fremstilling af Gestapo som hjemsted for psykopater og sadister, afskum, der fandt tilfredsstillelse i at plage livet af folk.
Meget er der om historien, især i andre besatte lande – og også i Danmark lagde Gestapo i sit væsen og virke alen til væksten, men Gestapo var også et højt professionelt politikorps befolket af folk, der lignede almindelige civile politifolk og arbejdede stilfærdigt og grundigt i nazismens hverdag.

Mere klarhed
Danmark var som ikke-krigsførende et fredsbesat land, og Gestapo tiltog sig først sent den rolle, som bragte korpset på omgangshøjde med Tyskland og det øvrige Europas udgaver.
Historikeren Henrik Lundtofte har i bogen Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940-45 søgt at skabe mere klarhed. Hvornår blev Gestapo for alvor Gestapo, og hvad bedrev så disse folk?
Det tyske hemmelige politis virke her i landet falder i tre faser: Fra 1940-1943 da samarbejdspolitikkens opretholdelse af en art intern suverænitet fortsat lod dansk politi tage sig af sagerne. Fra efteråret 1943 etablerede Gestapo sig for alvor i Danmark, men søgte trods jødeaktionen og kampen mod den voksende sabotage stadig at balancere mellem politimæssig effektivitet og fortsat samarbejde. Endelig kom fasen 1944 og krigen ud, da tyskerne lagde fløjlshandskerne og i mangt og meget optrådte som Gestapo andre steder med de velkendte overgreb, udbredt stikkervirksomhed, gidseltagning, vilkårlige arrestationer, tortur og terror.
Det sidste, som var korpsets speciale, betød for eksempel i Tyskland, Gestapos hjemmemarked, at antallet af ansatte kunne holdes inden for rimelighedens grænser; langt under mytens forestilling om myriader af hemmelige agenter, en iagttagelse tysk socialhistorie længe har gjort opmærksom på. Befolkningen i terrorsystemet hjalp selv med til at holde justits – også af nazistisk overbevisning. I Danmark effektiviseredes politiarbejdet dels af landets ringe beskaffenhed som guerillamark, dels af et udvidet mandskab, flere sideløbende korps, stikkere, håndlangere og altså en stadigt stigende brutalisering efter 1944.

Ofrene udeladt
Det er Henrik Lundtoftes fortjeneste at betragte Gestapo som hverdag og professionelt værktøj i besættelsesmagtens hånd og fremhæve dets rolle som politikorps, frem for blot og bar en terrororganisation. Lundtofte ser Gestapo indefra og udelader vel for første gang i dansk besættelsestidshistorie ofrenes synsvinkel. Herved kommer vi et godt stykke dybere ned i ét i øvrigt uhyggeligt fænomen. Endnu en ny brik er lagt i besættelsestidshistorikernes 3. generations bidrag til en fornyet fortællings puslespil. Illustrationerne er til at overse, men relevante, noteapparatet godt og grundigt.

*Henrik Lundtofte: Gestapo. Tysk politi og terror i Danmark 1940-45. 290 s. ill. 249 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu