Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Da Hitler tabte

Detaljeret fremstilling af panserslaget ved Kursk
Kultur
18. december 2003

Ny bog
En usædvanlig entusiastisk skolelærer hjemme i 1950’erne yndede i historietimerne at give den om kedelslaget ved Kursk. Han så at sige gennemspillede fra første til sidste skud hint gigantiske sammenstød i juli 1943 mellem tyske og russiske kampvognsstyrker, en begivenhed han jo relativt få år før havde fulgt åndeløst med sit atlas og kulørte knappenåle. Levende fortalte han således om døden på larvefødder, så levende at denne elev mange år efter stadig drømmer ondt om Kursk.
Hvilket motiv læreren havde til at formidle denne gru, er svært at sige; ikke desto mindre bidrog de malende beskrivelser af granaternes flænsen i mænd og maskiner til at rodfæste en stærk afsky for krig i det unge sind. Dette har igen medført et stedsevarende mådehold over for udpenslede slagmarksberetninger. Med årene bliver man mærkeligt nok ikke mindre sart.

...Hitler på plads
Da redaktricen så stak én en ny bog: Slaget om Kursk i hånden, sank modet i barmen. Ikke nu igen! Men jo, her i svenskernes Anders Franksons og Niklas Zetterlings forenende anstrengelser genoplives så at sige Kursk time for time, dette største panserslag i verdenshistorien, slaget der for alvor satte Hitler på plads. Fra da af var drømmen om Lebensraum i øst og alle videre planer om verdensherredømme bristet. I en vis forstand var Kursk et mere markant vendepunkt end Stalingrad, for nu var også tyskernes teknologiske overlegenhed dementeret, de tyske ressourcer var ikke uudtømmelige, tabene smertede, vejen til Berlin åbnede sig.
De to forfattere, hvis detaljerede kendskab til Anden Verdenskrigs militærtænkning og militære redskaber er imponerende, har sat sig for at analysere begivenhedsforløbet helt ned til den enkelte kampvogn og soldat. Ikke en lomme af slagmarken ligger bagefter ubesøgt hen.
Kursk, Operation Zitadelle og slaget ved Charkov har næppe før i en specialfremstilling været skildret så kyndigt detaljeret. Man kan sige at noget sådant skal gøres, at denne side af krigshistorien også kræver fuld præcision. Intet bør principielt være uundersøgt, ingen sten ikke vendt.

... Nær soldaten
I den forstand er forfatterne så sandelig gået grundigt til værks – ikke mindst i tyske arkiver, russernes version har de sådan set kun på anden hånd, hvilket jo sagtens kan betyde korrektioner en skønne dag. Det er altså ikke det sidste ord, der er sagt i den sag.
Tilegnelsen af bogen kræver meget af sin læser. Denne vil efterfølgende læsningen nødigt høres i slaget eller afkræves forklaring på dets kronologiske eller strategiske struktur. Overblikket synes mindre interessant for forfatterne, der øser af indsamlet viden om selv den mindste bevægelse af fronten. Muligvis kan man ikke skildre et kompliceret feltslag på anden måde, men ensformigt bliver det, en vis sløvhed over for ofrene melder sig. Var det 600 kampvogne der dér i det og det lokale fremstød gik op i røg, eller 300 eller 2.000.
Forfatterne stiller nu og da helt nær på manden i stålmonstrets bug, hvis liv er afhængigt af panserplader der revner som papirsposer, når antitankgranaterne banker på. Hvorfra stammer i øvrigt de direkte talecitater? Det melder de sparsomme noter intet om, altså må man opfatte den slags som digt.
Utvivlsomt er der ikke skrevet noget meget mere gennemundersøgt og autoritativt om selve panserslaget. Analyser og synspunkter forekommer rimelige, ligesom vurderingerne af de to hæres grundlæggende egenskaber er skarpsindig. Men fascinationen ved krig og evnen til at se krigsskuepladsen for sig og rigtigt forstå slagmarksoversigter og -kort er vist forudsætninger for at elske bogen.
Den er godt oversat af Lars Rosenkvist, men er udstyret med et tvivlsomt personregister. Hvorfor fortjener hverken Hitler eller Stalin henvisninger? Så mange gange er de da heller ikke nævnt.

*Anders Frankson og Niklas Zetterling: Slaget om Kursk – Verdens største panserslag. overs. af Lars Rosenkvist. 282 s. ill. 299 kr. Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her