Læsetid: 6 min.

En kærlighedshistorie

Toni Morrison har med ’Love’ skrevet endnu en smuk og krævende roman om køn, kærlighed og klassekamp blandt USA’s sorte befolkning
11. december 2003

Roman
Trods titlen er der ikke megen kærlighed i Toni Morrisons ottende roman. Eller rettere, der er ikke megen lykkelig kærlighed. Love fortæller derimod om en gruppe kvinder, der i deres besættelse af samme mand lader sig styre af begær, had og jalousi i en sådan grad, at de ødelægger både sig selv og hinanden.
Bill Cosey er navnet på manden i midten. For et halvt århundrede siden styrede han på godt og ondt en lille afroamerikanske badeby, hvor han ejede et berømt hotel, der sydede og boblede af celebre sorte gæster, jazzmusik og kalorierige middagsretter. Coseys rigdom og anseelse kunne imidlertid ikke forhindre ham i at miste en søn, ligesom hans ægteskab tilsyneladende ikke kunne afholde ham fra at knuse kvindehjerter på stribe. 25 år efter hans død er mange af disse hjerter ikke helet endnu.
Love udspiller sig i 1990, hvor to kvinder sover under samme tag i den by, der engang var berømt for Cosey Hotel and Resort. Christine og Heed var slyngveninder indtil deres 12. år, da Cosey giftede sig med Heed. Christine oplevede på tæt hold det mildt sagt spegede optrin, hvor Cosey forførte og faldt for Heed, og hændelsen har kilet sig tavst og smertefuldt ind mellem de to veninder, der aldrig siden er kommet på talefod.
Derudover var Christines mor Coseys svigerdatter, og da han – beruset og på et fedtet menukort – efterlader sit hus til »det kære Cosey-barn« og derefter dør, mener de begge at have ret til huset. Christine, fordi hun var hans barnebarn; Heed fordi hun i bogstaveligste forstand var et barn, da de blev gift.
Ind i dette hjemsøgte hus, som ingen af dem vil flytte fra, kommer den unge kvinde Junior valsende med kort nederdel, lange støvler og en udfordrende attitude, der gemmer på minderne fra en plaget opvækst. Ud over at stille spørgsmål ved kvindernes opførsel indleder hun et forhold til en ung mand, hvis plejemor arbejdede på Coseys hotel og ikke er bleg for at give sin mening om, hvad der hændte dengang, til kende.
Jo, under læsningen af Love kunne man indimellem godt have ønsket sig et stamtræ eller noget i den stil. Men så havde det selvfølgelig været for let. De skiftende synspunkter og fortællere – og der er endnu et par stykker ud over de allerede nævnte – tjener som så ofte hos Morrison den funktion at belyse sagen fra forskellige sider, for derigennem at stille spørgsmål ved begreberne sandhed og historie. Ingen af Morrisons figurer kan for så vidt fortælle læserne alt om, hvad der egentlig er sket – selv om de fleste akkurat som USA’s officielle historiebøger mener, at de kan.

En litterær oplevelse
Toni Morrisons første roman, Blå blå øjne, udkom i 1970, samme år som Alice Walker debuterede med The Third Life of Grange Copeland. De to forfatterinder valgte som noget nyt at placere hvide mennesker i marginen og lade handlingen udspringe af den afro-
amerikanske kulturarv og de spændinger, der dirrer blandt ’egne rækker’. Ud over at understrege vigtigheden af et individuelt moralsk ansvarlig kan Morrisons forfatterskab for så vidt læses som en opfordring til en generobring af fortidens afroamerikanske værdier og ikke mindst som en hyldest til hendes racefællers historie.
I forbindelse med sin roman Elskede (1987) brugte forfatterinden begrebet ’rememory’ til at forklare den proces, der bestod i et tvinge ikke mindst den afroamerikanske del af USA’s befolkning til at mindes deres egen historie, uanset hvor smertefuld den end har været, og hvor meget den er blevet fornægtet og fordrejet af i nævnte rækkefølge: det hvide USA, de chauvinistiske sorte mænd og de intrigante sorte kvinder.
I mesterværkerne Salomons sang (1977) og Elskede handlede det om henholdsvis migration fra sydstaterne til nordstaterne og slaveriet. I Love er det arven efter 60’ernes sorte Borgerretighedsbevægelse, der tages under kærlig behandling.
I Morrisons øjne var der nemlig en pris at betale for de mere end rimelige krav om at få fjernet den allermest synlige form for racisme. En af priserne var, at byer som den i Love, hvor sorte kunne dyrke deres egen musik, mad, kultur og sprog, forsvandt, da racerne blandede sig op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. Forfatterinden begræder ikke en helt naturlig udvikling, men understreger på levende vis, at der i den første del af det forrige århundrede herskede et afroamerikansk kapitalistisk klassesamfund, der var til at tage at føle på.
Man fristes for så vidt til at gætte på, at 72-årige Morrison deler den mystiske L.’s følelser, når denne indledningsvis siger:
»My hum is mostly below range, private; suitable for an old woman embarassed by the world; her way of objecting to how the century is turning out.«
At der stadig eksisterer et særegent og elegant afroamerikansk sprog, tvivler man ikke på efter at have læst Love. Underfundige ordlege og metaforer og lyrisk svungne passager svæver forførende fra siderne, mens historien udfordrer, besnærer, går i ring og sætter læserens koncentration på prøver, der stort set er umulige at løse ved en enkelt gennemlæsning. Love er med andre ord varmt anbefalet enhver, der har tid og lyst til en litterær oplevelse ud over det sædvanlige.

*Toni Morrison: Love. 202 s.. 231 kr. Chatto & Windus, London. Atheneum Boghandel, København.

Fakta
Skelsættende afroamerikanske romaner
Toni Morrison
Født 1931, Lorain, Ohio, USA. M.A. i Engelsk Litteratur, Cornell University, 1955. Fik to børn, en skilsmisse og et job i forlagsbranchen og som underviser i 60’erne, inden hun debuterede med Blå blå øjne i 1970. Har siden skrevet essays, børnebøger, drama og otte romaner, deriblandt Sula (1974), Tar Baby (1981), Jazz (1992) og Paradis (1998), der alle i et poetisk sprog og en som oftest cirkulær handling, der vækker minder om jazzmusik, fokuserer på smerten ved at være sort og kvinde i USA. I 1993 modtog hun Nobels Litteraturpris. Morrison har desuden modtaget The National Book Critic’s Circle Award for Salomons sang (1978) og Pulitzerprisen for Elskede (1988).

Søn af de sorte, af Richard Wright (1940, org. titel Native Son)
Wright blev den første sorte amerikanske forfatter, der opnåede litterær succes. Hans debutroman lagde grunden til et stadig dominerende tema i afroamerikansk protest-litteratur: Hvor-dan bliver en sort dreng til en synlig mand?

Usynlig mand, af Ralph Ellison (1952, Invisible Man)
Ellisons indtil sin død eneste roman blev allerede ved udgivelsen hyldet som et mesterværk og står i dag som en af efterkrigstidens største amerikanske romaner. En virtuos og indimellem surrealistisk dannelsesroman om at finde sin individualitet i et samfund, der har svært ved at få øje på afroamerikanerens menneskelighed.

Råb det fra bjergene, af James Baldwin (1953, Go Tell It On the Mountain)
I en mængde essays, taler, teaterstykker og romaner gav den homoseksuelle Baldwin udtryk for smerten ved at være sort i USA og ønsket om sammenhold. Hans selvbiografiske debut er i dag en amerikansk klassiker på linje med hans essaysamlinger Notes For a Native Son (1955) og The Fire Next Time (1963), der anses som Borgerrettighedsbevægelsens tidligste og mest elegante stemmer.

Salomons sang, af Toni Morrison (1978, Song of Solomon)
En generationssaga om familien Dead og deres migration fra sydstaterne til nordstaterne og tilbage igen for at finde rødderne. Morrisons første mesterværk og et rystende studie i den klassekamp, der også udspiller sig blandt afroamerikanere.

Farven lilla, af Alice Walker (1982, The Color Purple)
Walker gav sammen med Morrison den afroamerikanske litteratur en tiltrængt kvindelig ansigtsløftning. Gennembruddet – samt en Pulitzerpris – kom med denne feministiske milepæl om en plaget og uuddannet sort kvindes kamp for uafhængighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu