Ny bog
Barokmusik har et stort og hengivent publikum, der forkæles med subtile cd-indspilninger. Den barokke bygningskunst går vi rundt i til næsegrus beundring. Den litterære barok er langt mindre tilgængelig i kraft af dens voldsomme tankeindhold og dens ziirlige, indviklede stil, som Holberg fik gjort så grundigt til grin, at vi hellere står af, når da ikke lige folkekirkens orgler lægger op til, at Thomas Kingos gyldne sole frembryder og kulsorte skyer tårner sig op i salmesangen. Også i den nyeste salmebog er hans magtfulde strofer rigt repræsenteret og holder i kunstnerisk kvalitet, selv om man ind imellem må rømme sig over artistiske og indholdsmæssige uhyrligheder.
For nylig lærte vi af John Pedersens Fransk barok, at denne digtning først i nyeste tid er kommet i agt, mens vi som også tyskerne har gjort os mere umage med udforskningen. Fra litterær side har Kingo dog ikke just været overrendt i disse år, nævnes kan bl.a. Erik A. Nielsens og Henrik Wivels interesse, men nu har digteren Jørgen Sonne under sit alsidige virkeområde inddraget et grundigt studium af Thomas Kingo. Væsen og værk, udgivet af Roskilde Universitetscenter, hvor han også er kåret som æresdoktor for sin øvrige lærdom. En slags udtryk for lyrikmodernisternes velkendte interesse for barokkens vidtspundne billedunivers. Og Sonne er ikke bleg for med sin personlige, egenartede stil at lege med i en sproglig bruskbarok og så i øvrigt distancere sig fra den dersens Modernismus, som han siger et sted.
Artistisk
Det er en udpræget artistisk digternærlæsning af Kingos store versproduktion, men i et stadigt socialhistorisk perspektiv, der viser digterens hastige gejstlige karriere, muliggjort under den nye enevælde, der adlede den borgerlige hedspore og gjorde ham til biskop i Odense, en magtfuld position opnået ved talent og aldeles skamløs smiger af kongehuset og magtens øvrige mænd, der opvartedes for deres dårlige krige og særlige mærkedage. Det er det ene spor i Kingos digtning, hvor han henrykkes ved kanonernes torden, kanoner overalt, der dog har freden som ideal, sådan at han endda kan gøre det til en kongelig ære og succes, at Danmark ved en skamfuld fredsslutning tabte Skaane som følge af den idiotiske politik og kanonade.
Pragtens poesi kan bruges til så meget. Da Christian V ankommer til bispens Fyn, bydes han velkommen i devote hyperbler, med et erotisk og næsten frugtbarheds-kultisk indslag. »Kongen befrugter Fyn!« siger Jørgen Sonne og anslår dermed et gennemgående træk hos den blodrige poet, der spiller frit ud i det andet digt-spor, hans privatmotiverede poesi, hvor han tager tyren ved hornene. Dermed oprulles også hans levnedsskildring, der strækker sig fra fødslen i 1634 til hans død i Odense 1703, med vægten på hans væsenstræk.
Fra ungdommen er parodien »Sæbygårds Ko-Klage« om gildingen af en tyr, en slingrende, overdådig scenisk præstation. »Der er speed og stræk i Kingos associationer, som nærmer det til nutidige manerer«, siger Sonne og anmærker, at der i komikken anslås et yndet seriøst tema, forræderiet, med røgteren som en Judasskikkelse. Overhovedet er en finesse i bogen påvisningen af motiver og stof, der i forvandlet skikkelse går igen på forskelligt niveau i de tre digteriske spor med salmedigtningen som den religiøse sfære, f.eks. de landskabelige billeder et fint sted ser Kingo landskabet igennem en rude, et moderne træk, ligesom mangestemmigheden i elskovsdigtet »Næve-Tud«. Polyvokalt! hedder det understregende.
Kærlighedens udtryk
At elskoven får sin jordiske version i forbindelse med digterens tre tilbedte hustruer, udredes nøje i liv og værk, mens kærligheden får sit spirituelle udtryk i andagtsdigtene i Åndeligt Sjungekor fra 1674 og 81 og salmerne i den senere Vinterparten, som han fik i opdrag af kongen at skrive, men her kom forrædere og misundere til, så denne vældige salmebog blev standset og stækket, men dog altså overlevede
Sonne har normaliseret retskrivningen overalt, så det svære skriveri kan komme til sin ret i dag, og med hans uddrag og mange velvalgte citater rejser denne besynderlige, kontrastrige trosverden sig i al sin fantasipragt, hvor vejret i landskaberne og hyldest- og krigsdigtenes mange havbilleder nu stormer op i jegets egne temperamentsfulde sjælstilstande. Mørke psykiske bodsøvelser, martyriske lidelser og sansekvaler, en livslyst konverteret til troens præpietistiske inderlighedsverden og et forfølgelsesvanvid værre end krimier og motorsavsmassakrer. Overalt i jeg-form, Ego kalder Sonne almenjeget. En selvfølelse søgt almengjort.
Kingo er tilstandenes, situationernes digter. Men i et 16 sider langt mindedigt fra 1690 udfolder han en episk komposition, en geografisk roman-elegi på et stormende hav.
» da rejste stormen sig/alt mer, og Havet det grundskråled grummelig,/som ilden syntes da det vrede hav at brænde;/nu foer de himmelhøjt; nu syntes de at rende/i Helved hovedkuls!
Og sådan med menneskelivet.
To gnistrende digtertemperamenter er mødtes her med deres manerer i en usædvanlig skildring, en kritisk betaget Jørgen Sonne har forsket sig gennem de samlede skrifter, så man hører hans egen vejrtrækning gennem de hylende, stadig bølgende mariners ægte barok. Der er musik til stede, både præludier og fugaer.
*Jørgen Sonne: Thomas Kingo. Væsen og værk. 256 s. 250 kr. Institut for Sprog og Kultur. Roskilde Universitetscenter
