Læsetid: 4 min.

Mennesket, lykken og fremskridtet

En oplysningstænker i populærvidenskabelige øvelser; Kants morsomme forelæsninger om mennesket er nu udkommet på norsk
4. december 2003

Filosofi
Mennesket skal ikke stræbe efter lykken. Det er latterligt at ville være lykkelig. For lykke betyder tilfredsstillelse af alle behov. Og mennesket har ikke et overordnet behov for tilfredsstillelse af alle behov. Lykken er altså umenneskelig.
Mennesket kan ikke blive tilfreds, fordi mennesket er skabt således, at det udvikler sig gennem smerte. Smerten er den impuls, der bevæger mennesket fremad. Og mennesket skal bevæge sig fremad.
Det er filosoffen Immanuel Kant, der i sine populære
forelæsninger over antropologi, der nu er udkommet på norsk, afskriver lykken som kriterium for det gode liv:
»At være (absolut) tilfreds i livet – det ville indebære passiv ro og total mangel på motivationen, eller at fornemmelserne for omverden blev afstumpede.«

Tilfredshed ligner døden
Kant insisterer på, at mennesket er mennesket, fordi man aldrig må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Mennesket er et mål i sig selv. Det er tanken i Kants moralfilosofi, som fører til det berømte kategoriske imperativ.
Men det enkelte menneske tager samtidig del i menneskearten som helhed. Og menneskearten skrider fremad. Vi kan ifølge Kant ikke konstatere fremskridtet. Vi kan ikke se det eller bevise det. Men det bliver en etisk pligt for det enkelte menneske at antage fremskridtet som præmis for vores handlinger. Ligesom vi ikke kan konstatere Guds eksistens, men bør leve, som om Gud
eksisterer, bør vi mennesker leve, som om menneskearten betegner en fremadskridende udvikling.
Det bliver i den forbindelse vanskeligt at se det enkelte menneske som mål i sig selv. Det kunne se ud, som om det enkelte individ i den henseende bliver et redskab for artens fremskridt. Som Kant skriver:
»I denne fremadskridende bevægelse er menneskeartens vilje i almindelighed god, men virkeliggørelsen af fremskridtet bliver vanskeliggjort ved, at opnåelsen af målet ikke kan forventes fra enkeltindividernes konsensus, men udelukkende gennem den fremadskridende organisering af verdensborgerne i arten som et system.«
Det enkeltes menneskes mål stemmer ikke nødvendigvis overens med menneskeartens mål. Man kan ikke forvente enighed om fremskridtet. For ikke at gøre det enkelte menneske til middel for fremskridtet indfører Kant en distinktion mellem mennesket som aktør og som iagttager.
Det iagttagende menneske kan gøre præmissernes for artens fremskridt til sine egne. Menneskene kan ikke undgå intern rivalisering og konflikt, men de kan heller ikke leve uden principper for fredelig sameksistens. Når mennesket træder tilbage fra sine egne anliggender, sætter det sig ud over personlige interesser og erkender nødvendigheden af det borgerlige samfund.
Dette er Naturens – eller Forsynet, som Kant også kalder den store mening indskrevet i menneskeslægten – mening med, at mennesket af smerten stimuleres til udvikling: Det er for at bevæge menneskearten mod realiseringen af det kosmopolitiske verdenssamfund:
»Naturen vil, at enhver skabning når sin bestemmelse ved, at alle anlæg udvikler sig hensigtsmæssigt, for at om end ikke hvert eneste individ så dog menneskearten skal realisere naturens hensigt.«

Tips til middagen
Kants antropologi er et besynderligt ’værk’. Det er en samling forelæsninger, som han holdt i Königsberg fra begyndelsen af 1770’erne og frem til 1790’erne. Forelæsningerne var offentlige tilløbsstykker. Ikke bare for videnskabsfolk og ihærdige studerende, men også for mere eller mindre menige mennesker. Og bogen kan læses som en forløber for selvhjælpsudgivelserne, som nu i 2003 er en bedstsælgende metervare.
Kant betoner i sin fortale, at man må skelne mellem en fysiologisk antropologi og en pragmatisk antropologi. Den fysiologiske antropologi undersøger mennesket som et stykke natur; den afdækker mennesket som objekt. Den pragmatiske antropologi »sigter mod det, som mennesket som frit handlende væsen gør ud af sig selv eller kan og skal gøre.«
Den pragmatiske antropologi, som er Kants gebet, betragter menneskets handlingsmønstre og foreskriver adfærdsnormer.
Og Kant når hele vejen rundt: Han beskriver egoisme, han beskriver de forskellige typer temperamenter, og han forklarer, hvordan konversationen ved et middagsselskab bør forløbe.
Samtalen bør indledes med fortællingen om dagens nyheder; først lokale og siden de udenbys nyheder. Dernæst anbefaler Kant selskabet at ræsonnere over et givent tema. Men da den ræsonnerende samtale gerne bliver anstrengende, foreslås den fulgt op af spøg for at behage det tilstedeværende
fruentimmer. Middagen skal ende i ’latter’.
Det er ganske komisk at følge den store oplysningsfilosof udbrede sig autoritativt om sociale normer og kønsroller:
»Kvinden bliver frigjort af ægteskabet, manden mister derimod sin frihed i ægteskabet.«
Disse passager er kuriøse, men indimellem slår han over i anderledes alvorlige bestemmelser: Mennesket bør hente sin visdom hos sig selv:
»Den visdom man må følge for at nå til visdommen indeholder tre vejledende maksimer: 1) Man skal tænke selv 2) Man skal tænke sig (i kommunikation med mennesker) i den andens sted 3) Man skal til enhver tid tænke i overensstemmelse med sig selv.«
Kants Antropologi i pragmatisk perspektiv kan læses som en let indføring i hans filosofi den kan – som Hannah Arendt har gjort – læses som en tilføjelse til den øvrige filosofi, og den kan bruges som manual for forløbet til december måneds julefrokoster. Det er under alle omstændigheder en vidunderlig bog.

*Immanuel Kant: Hva er mennesket? Antropologi i pragmatisk perspektiv. Indledning af Lars Fr. H. Svendsen. Oversat af Øystein Skar. 242 s., 298 norske kroner. Pax Filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu