Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Oplysningens fascination

Thomas Bredsdorffs skarpsindige analyse af grundlaget for moderniteten
Kultur
4. december 2003

Litteratur
Der er bøger, der gør indtryk, og så er der bøger, man under læsningen, bliver klar over gør indtryk for livet. Til denne sidste kategori hører Thomas Bredsdorffs, ja, rent ud – mesterværk af en rundvisning i fornuften og følelsen – oplysningen – i 1700-tallets nordiske litteratur: Den brogede oplysning.
Bredsdorff har sat sig for at læse teksterne, bl.a. Bellmann, Ewald, Holberg på en ny og anden måde, end han fagligt plejer. Denne læsning kunne være blevet grundlag for en filosofisk afhandling, bemærker litteraturprofessor Bredsdorff selvbevidst, men gør opmærksom på, at sigtet er langt bredere end i et sådant snævert emneafgrænset fagskrift.
Forfatteren går i sin bestræbelse for forståelse således uden for emnet, uden for litteraturen i traditionel forstand og opsøger i lige fuldt mål historien. Dermed tydeliggøres ambitionen bag værket: at klarlægge litteraturen ved historien og historien ved litteraturen. En bestræbelse, som alt for sjældent lykkes i begge kategorier.
Men målet nås hos Bredsdorff. Læseren kan modvilligt lægge bogen fra sig efter godt 370 siders overordentligt velskreven tekst – klogere på mangt og meget i 1700-tallets vigtige brydning. På oplysningstidens optimisme og fremdrift, på forudsætningen for reaktionen i romantikken samt ikke at forglemme på oplysningens stærke og forstærkede genkomst ved det forkætrede og uomgængelige moderne gennembrud i det påfølgende århundrede. Linjerne trækker Bredsdorff klart og med overblik over alle relevante strømninger i tiderne. Læseren beriges i akkurat så kvalificeret – og polemisk – omfang af forfatterens indsigt i nuets debat.
Analysen af oplysningens kontroversielle landing i datiden peger således klart frem mod vore dages ’oplysningskrise’, hvor de doktrinære hertillands med ensrettede og ensrettende nyliberalister og absolutistiske tidehvervsfolk atter søger at støde oplysningen, og hvad deraf fulgte, tilbage i glemslen. Oplysningen er for dem ensbetydende med elitisme og manipulerende folkeforførelse med endestation i Gulag – i modsætning til deres gammelprotestantiske kirketro, markedskræfternes frie spil og drømmen om et præstevælde. Lur dem.

Pietismens oplysning
Et og andet i debatten går jo op for én med Thomas Bredsdorff ved hånden. Hvorfor reagerer pastor Krarup så rasende og foragteligt på et fjernt fænomen som pietismen? Det hænger såmænd sammen med pietismens umiskendelige tro på mennesket og retningens præg af oplysningsfilosfi. For pietisten er det samtidig muligt at gradbøje syndsbelastningen; med andre ord: gøre noget ved sagerne selv mens tid er, forbedre sig her på jord, virke positivt også for den fjerne næste og ikke i Guds strenghed overlade hele syndstilgivelsen til Sønnen. Men dette er kætteri, vranglære, for ortodokse forædt i Luthers
dogmer.
Oplysningen har altså plads i disse sekter i tiden, som rækker ind i senere epokers tolkning af oplysningen. Bredsdorffs selve udgangspunkt for overvejelserne vedrører Herrnhut-bevægelsen, ’brødrene’, hvoraf vi hertillands har en beskeden, men livskraftig menighed i Christiansfeld.
Såmænd var det oplysningslyset af en amatørstatsmand – Struensee, der i samfundsforbedringens navn fik disse fornyere af kristendommen til landet udstyret med privilegier og byplads syd for Kolding. Også her var oplysningen fromt, men praktisk parret med hengivenheden i Gud.

Holbergs modernitet
Selve pietismen får tidligt et uheldigt navn i Danmark. Den sjette Christian, bidt af bevægelsen, lægger mere vægten på pietismens pietisme i ordets moderne betydning. Surt skal det være i overensstemmelse med Christians middelmådige kedsommelige natur. Holberg, oplysningens førstemand i Danmark, generes i næringen af den kongelige udgave af vækkelsen og får sit teater lukket, næsten inden det er begyndt.
Holberg er bortset fra denne konflikt – også i pietismen selv, som skildres levende af forfatteren,
atter værd at genlæse i nyt lys tændt og holdt højt af Bredsdorff. Læg vel mærke til baronens oplysningsinspirerede, men dog ret enestående ufravigelige krav om menneskenes ligestilling, om menneskerettigheder: mænd, kvinder,
tyende, her er alle lige. Husk vel Jeronimi klage i Maskerade over netop ligemageriet. Som at høre Fogh Rasmussen! Også hvad angår denne reaktionære og visionsfattige mands inderlige modvilje mod eksperter, det er jo også en art af den oplysningsforskrækkelse eller det had, som åndsformens filosoffer dengang mødte og møder. I denne modvilje, dette had mod flertydig tankegang med menneskelige hensyn findes statsministerens åndelige rødder, som man ellers graver så forgæves efter.
Også frimurerne giver Bredsdorff plads og mæle. Hans gentagne understregning af sin uvidenhed om, hvad der foregår i logerne, er charmerende, men afholder ikke forfatteren fra at gå til biddet. Rigtigt og egentligt forbløffende er det jo, som frimurerne har kunnet holde på en hemmelighed. En vigtig side af oplysningen er ikke desto mindre også denne borgerlige fritænkersammenslutning, hvis betydning er uoverskuelig.
Bogen slutter med atter at gøre opmærksom på oplysningens mangeartede og indbyrdes stridbare karakter. Også her vulgariseres i vore dage disse historiske fænomener. Der var ikke tale om nogen ensretning eller egentligt fælles projekt. Oplysningen var broget og asymmetrisk.
Denne brogethed og asymmetri har Thomas Bredsdorff på blændende vis givet mæle og skabt øget forståelse for. Tak er et fattigt ord. Ærgerligt kun at bogen ikke er generøst udstyret med gode illustrationer af steder og personer. Hvad med en pragtudgave? Teksten fortjener det.

*Thomas Bredsdorff: Den brogede oplysning. 392 s., 348 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her