Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det solide hus

Glücksborgs succeshistorie med få udskejelser
Kultur
18. december 2003

Royalt
Det er karakteristisk at den danske kongefamilie, det glücksborgske hus, i modsætning til det engelske, Windsor, »the firm«, netop aldrig er blevet opfattet som en virksomhed, et firma, men trods umiskendelige paralleller har formået at bevare det umiddelbare præg af en distant, men regulær familie. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt som at Christian 9., husets stamfader med sin dronning, Louise af Hessen, kørte afkommet i stramme tøjler og arrangerede ægteskaber til højre og venstre med henblik på dynastisk pleje, konsolidering, lønsomhed og position.
Dette var en påkrævet kurs for Europas svigerforældre, Danmark var i Christians tid ikke mere noget at skrive hjem om storpolitisk set.
Glücksborgernes succeshistorie kan tilskrives taktisk og strategisk forståelse og en ganske særlig tæft for den royale gerning, der blev Christian 9. til del. I lige linje varetages hvervet af Margrethe 2. med fransk lavadel ved sin side og afløses en skønne dag af kong Frederik 10, og dronning Mary, den gode borgerpige fra Tasmanien.
Dermed er også denne side af glücksborgernes karakter og virke understreget: formæling mellem kongehus og højere middelstand på tværs af visse grænser og sunde gener udefra.
Historikeren Sebastian Olden-Jørgensen giver i en udmærket fremstilling gode forklaringer til forståelsen af det danske kongehus, dets funktion og ikke mindst baggrund. Bogen handler først og fremmest om Christian 9. og dennes allerede antydede bestræbelser på at anbringe sig selv og dermed det land, hvis regering var ham betroet, i europæisk centrum.

Fredensborgdagene
Efter skik og brug i Hessen videreførte dronning Louise og kongen traditionen for den faste familiesammenkomst (firmaskovturen), Fredensborgdagene, hvor vigtige emner drøftedes, de unge vurderedes som emner på ægteskabsmarkedet og kursen fastlagt.
Engang i tv mente dronning Margrethe i tilbageblik, at man ikke diskuterede politik på Fredensborg. Denne tanke lufter også Olden-Jørgensen, hvilket udløser den eneste indvending mod en ellers god og forstandig bog. Selvfølgelig diskuterede
Europas kongelige politik, næppe mens værtsfolkene hørte på, for det var ikke god tone, men parken i Fredensborg er stor.
På trods af Christians forkærlighed for Estrup og godsejerne overlevede han i folkets bevidsthed som god dansk konge i folket. Pudsigt nok, i bund og grund var han jo tysk. Systemskiftet i 1901, da majestæten omsider bøjede sig og pegede på Venstre som regeringsbærende, frelste hans reputation. Efterfølgeren havde gode viljer, men en mindre heldig hånd.
Seks år var Frederik 8. beskåret, i hvilken kort tid han på mange måder ændrede kongehusets ansigt, kærede sig om andre, interesserede sig for alt mellem himmel og jord, indbød Georg Brandes til konversation, fordi han oprigtigt gik op i tidens strømninger. Brandes var ikke imponeret, opfattede kongen som overflødig og smådum, hvilket sidste vistnok var uretfærdigt. Eftermælet skæmmedes i øvrigt af kongens død i Hamburg – på horehus sagde man; det passede ikke, men var en god og holdbar historie.
Resten af bogen er en analyse af glücksborgernes evne til at forny kongehuset uden at forråde dets idé. Trods alle omskiftelser er dette lykkedes. Forfatteren vurderer Frederik, seneste skud på kongestammen, en ung mand, der i mangt og meget slægter Christian 9. på, og ligesom morfar Frederik af samme nummer har fattet militærbedrifternes distanceskabende mystificerende betydning i det moderne nærhedsmediesamfund.
En befrielse at læse noget begavet om kongehuset og dets forudsætninger midt i tv’ernes stupide overdosering.

*Sebastian Olden-Jørgensen: Prinsessen og det hele kongerige. Christian 9. og det glücksborgske kongehus. 221 s. ill., 249 kr. Gads Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her