Ny bog
Man skal spænde selen. Man må ikke køre bil uden at sidde solidt forsikret bag sikkerhedsselen. Sådan er det og sådan har det været siden 1975:
Man skal spænde sikkerhedsselen, fordi det er lovpligtigt. Det er således ulovligt, hvis man ikke passer på sig selv. Den danske stat kræver, at vi gør, hvad vi kan for at opretholde vores liv.
Nu kunne man mene, at det er bilistens eget ansvar. At det jo ikke skader andre, og at det derfor er det enkeltes menneskes eget frie valg, om man vil spænde sikkerhedsselen.
Det kunne man mene. Og det var der flere der mente, da forslaget om lovpligt til at spænde sikkerhedsselen blev forhandlet i Folketinget. Knud Frøbert skrev således i Jyllands-Posten:
»Vi har lov til at æde os ihjel og mange gør det. Man har lov til at ødelægge sit helbred og forkorte sit liv gennem tobaksrygning og mange gør det. Men vi må ikke køre uden kørekort for det kan være farligt... Barnepigerne inde på Christiansborg skal bestemme, hvad der er bedst for os, og hvis vi ikke retter os efter dem måske fordi vi tror noget andet end de skal vi have smæk.«
Staten skal ikke være en barnepige, som opdrager danskerne til at føre et ansvarligt liv. Det var der både konservative, SFere og medlemmer af Fresmskridtspartiet, som fastholdt i Folketinget.
På den anden side stod daværende justitsminister Orla Møller fra Socialdemokratiet:
»Personskadernes menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser gør det ikke rimeligt fortsat at lade det bero på den enkelte, om disse særdeles effektive sikkerhedsmidler benyttes.«
Man bemærker et effektivt argument: de samfundsøkonomiske konsekvenser betyder, at det koster staten penge, hvis folk vælger at køre uden sikkerhedssele og ender på hospitalet. Borgerne har en pligt til ikke at belaste de offentlige budgetter. De skal således af økonomiske årsager love at passe på sig selv, så de ikke bliver en økonomisk belastning for de andre skatteydere: Det skylder de almenvellet.
Det endte som bekendt med at lovforslaget blev vedtaget. Men debatten var og er interessant som illustration af forholdet mellem stat og individ. Det er den danske historiker Mogens Rüdiger, som i det seneste bind af den fortløbende og fortræffelige magtudredning, undersøger forholdet mellem stat og individ; mellem lovgivning og borger: Statens synlige hånd om lovgivning, stat og individ i det 20. århundrede.
Rüdiger undersøger udelukkende konkret lovgivning. Han definerer regulering som antal vedtagne love og bemyndigelse. Det giver et metodisk problem, som Rüdiger selv pointerer: små love fylder i denne statistik ligeså meget som eksempelvis finansloven. Men det er dog under alle omstændigheder en nogenlunde pålidelig indikator for udviklingen i reguleringen.
Og som Rüdiger selv siger:
»Da jeg gik i gang med denne undersøgelse tvivlede jeg på, at det overhovedet var muligt at konkludere andet end, at omfanget af reguleringen var taget til i det tyvende århundrede.«
Velfærdsfrigørelse
Det er en tanke, som løber gennem vores offentlighed, og det bliver sagt af liberalister, konservative og de, der stadig er tilbage på den radikale venstrefløj: Staten undertrykker det enkelte individ. Staten regulerer mennesker og tager friheden fra dem. Velfærdsstaten er særligt slem: den regulerer og undertrykker meget. Det modsatte af velfærdsstat og det modsatte af regulering skulle derfor være: frihed.
Der har været forsøg på et gøre den borgerlige kulturkamp til en refleksion over forholdet mellem stat og individ. Men de forsøg er ikke kommet længere end gentagelser af gamle slogans. Det er således så meget desto mere interessant at læse Rüdigers grundige samfundsvidenskabelige refleksioner over temaet.
Man kan fra 1900 og frem til 200o konstatere, at reguleringen af samfundet er blevet 3. til 4-doblet. Men det er ganske påfaldende at det ikke er under højkonjunkturen i 60erne og etableringen af den omfattende velfærdsstat, at reguleringen accelererer.
Det er derimod i kriseperioder, at staten tvinges til vedtage flere love og skærpe reguleringen. Men den helt overraskende og så alligevel logiske pointe i Rüdigers undersøgelser er, at det er velfærdsstaten, som gør den individuelle frihed til et tema: »Det er først med velfærdsstaten, at de nødvendige betingelser for frihed fra bliver skabt i form af sociale og økonomiske rettigheder, der giver individet mulighed for at vælge og for at realisere valget.«
Den danske velfærdsstat er individualiserende: den frisætter den personlige frihed. Den danske velfærdsstat udlægger ikke familien som den bærende enhed, men det enkelte individ. Den skaber institutioner og rammer, som garanterer individet et fundament, hvorfra man kan begynde at bekymre sig om luksus som frihed fra for meget regulering.
Rüdiger trækker lange linier i det 20. århundredes lovgivningspraksis. Og han undersøger isolerede felter som socialpolitikken, etableringen af det centrale folkeregister og sikkerhedsselesagen. Rüdigers bog er et glimrende eksempel på, at den langsomme forskning kan korrigere præmisserne for udvekslingen i den hurtige debat.
*Mogens Rüdiger: Statens synlige hånd. Om lovgivning, stat og individ i det 20. århundrede Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag, 207 s., 198 kr.
