En af dem der tit red med fane

Nye bøger
Se op på overskriften igen. Den læses ens både forfra og bagfra – et vaskeægte palindrom, fremstillet af »Gaade-Marcher«, der i 1890’erne var ansat i et ministerium, men i fritiden skrev gåder og lavede labyrinter til de københavnske aviser. Dan Turèll fandt citatet og brugte det i et nostalgisk digt. Typisk for ham, kan vi bagefter se. »Sådan var han. Han delte rundhåndet ud af alting, også af ting, der ikke tilhørte ham,« som Peder Bundgaard siger i en netop udkommet interview-bog, Onkel Danny fortalt, samlet af Lars Movin og Steen Møller Rasmussen, og udsendt samtidigt med En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon – Rariteter, 1964-79.
Det er i sidstnævnte opsamling, vi finder passagen om Marcher. Her har Movin og Møller Rasmussen trukket vod tilbage gennem tiden og i en dynge dokumenteret intet mindre end Forfatteren Dan Turèlls Tilblivelseshistorie, lige fra de allerførste sager, han fik offentliggjort som reporter for Gentofte-Bladet.
Senere kom han ind i varmen på selveste Kristeligt Dagblad, hvori han skrev om bl.a. tegneserier og science-fiction, parallelt med at han gik til jazz- og rock- og syrerock-koncerter og så småt påbegyndte sine mange såkaldte medie-montager. Af disse optrykker bogen to, om Albert Ayler og Grateful Dead.

Oprørsbevidsthed
Her forekommer bl.a. en samtale med gruppens frontfigur Jerry Garcia, som til Peder Bundgaard og Turèll (klichéagtigt) beklager sig over, at Systemet, som han siger, ikke har ændret sig siden midten af 60’erne, hvorfor der stadig ikke rigtig er noget »rum, hvor den nye bevidsthed kan udtrykke sig.«

Dan Turèll: Skulle den nye bevidsthed ikke kunne udtrykke sig hvor som helst?
Jerry Garcia: Jo.
DT: Skulle det ikke netop være dét, der var den nye bevidsthed?

Ordskiftet forekommer sigende. Det er ganske enkelt nøglen til Dan Turèlls personlige transformation fra outsideravantgardist til medielanceret brand, fra dybsindigste negation til overfladisk accept af alt eller så godt som alt, fra intethed og absurditet til entusiastisk medspil, gerne på publikummets præmisser. Førend han kom så langt, måtte han som skribent flere faser igennem.

Fra Soya til Seale
Bogen med udvalget af tekster, der ikke fandt vej til hans bøger, viser os en radaragtig højreceptiv, 24 timer i døgnet aktiv yngre og meget ung Dan Turèll, der spreder sig ud over en vældig vifte, rækkende fra Palle Nielsen og Soya til Jack Kerouac og De Sorte Pantere. Han virker konstant identitetssøgende eller rettere på sporet af spejlende identifikationer. Positivt udtrykt skriver han om alle de mange ting, han lige nu allerbedst kan lide.
Udtrykt på en anderledes måde foretog han i årene op til 1970 en afsøgning af, hvad man helst turde måtte burde gide kunne lide, hvis ellers man ville være med på noderne som venstreradikal og jazzfreak og undergrundspoet og syvendegradsavantgardist. Hans plusord er i starten ’meningsfuld’, ’bevidst’ og ’alternativ’.
Syntaksen er ofte kancelliagtigt knudret, som da han i Kristeligheden taler om »de for de farvede i USA specielle vilkår« og lader sorte digtere vise »uundgåeligt i samme cirkel sig bevægende ræsonnementer og følelser«. Til hans krukket studentikose stil og stræbsomme attitude hører også lækre signal-ord som kontemporær, creativ og appreciere. Enkelte af bogens museums-kuriosa fortæller os mindre om Dan Turèll end om de sene 60’ernes standardformer for bluff og trendsætter-blær.

Endeløs sang
Efterhånden dannes dog Dan
Turèlls velkendte paradokser eller rettere sagt dén modsætningsfyldthed, han til forskel fra andre var i stand til at spænde over: poet, men fjende af »Litteratur«; intellektuel, men samtidig fuld af foragt for »Skolelærerland«; i opposition til alt, og derfor også til oprørere, specielt når disse gik hen og blev selvbestaltede kommissærer.
Peter Laugesen kommer tæt på en dækkende beskrivelse af sin modsætningsfyldte makker, når han til interviewbogen siger, at Dan Turèll »bag det folkelige ikon« egentlig var en aristokratisk tilbagetrukket og højt tænkende forfattertype. Han besang det almindelige, men stod selv til hver en tid uden for den hverdag, han skrev om. Projektet var nemlig primært at føle og følge en strøm, der som en »endeløs sang« konstant besatte og belivede ham.
Asger Schnack spørger sig selv, hvorfor denne skrift dog skulle være så ustandselig, og svarer, at hvis man standser den, overgiver man sig til ’det andet’, hvorved her forstås hele ’det normale sprog’ – det sprog, som ’magten’ benytter sig af. I den forstand kunne Dan Turèll godt kaldes en ’oprørsk’ eller sågar ’revolutionær’ digter, men som Schnack også gør opmærksom på, var den Turèllske poetik i grunden en antipoetik og ideologien en antiideologi. Måske troede Dan Turèll i grunden kun på musik.

Ordene i tingene
På denne baggrund er det med særlig interesse, man læser Jan Kaspersens udsagn. Han fremdrager bl.a. Dan Turèlls ekstremt veludviklede sans for, hvor tingene rørte sig, og fremhæver, at den musik, digteren tidligt brændte for, samtidig med at han gik ind for avanceret modernistisk lyrik, oprindelig blev forbundet med billige buler og bordeller, men i dag er blevet en kunstart, der fremføres i alverdens koncertsale, og som der undervises i på konservatorier.
»Så snarere end at sige, at Dan svigtede sit udgangspunkt, mener jeg, at han var forud for sin tid ved at bringe ekstreme yderpositioner sammen på et tidspunkt, hvor de af de fleste andre blev betragtet som uforenelige.« Måske, reflekterer så Kaspersen, »kan man kort og godt sige, at han gennemgik et forløb, og at tiden efterhånden indhentede ham.«
Herom kan enhver overbevise sig ved at læse litteraturhistorie, bøger og specialer, som de skrives i dag. Her bruges Dan Tùrell nærmest som rollemodel for de unge i en medieformidlet kultur.
Også hvad dette glansbillede angår, fungerer interviewbogen dog nuancerende. Kaspersen mener, at når showet med de sorte negle og den bredskyggede hat overhovedet lod sig gøre, var det, fordi Dan Turèll i den grad gjorde sig umage med sine ting. Lars Bukdahl er inde på det samme, hvor han i en sammenligning med Laugesens kaos og rod af stemmer peger på, at der hos Turèll er »denne fantastiske orden i flerheden. Han har en enorm omhu for stilen.« Eller som det hedder andetsteds i samtalebogen: Der var aldrig fejl i hans manuskripter.
Det er, alle nuancer og mellemregninger til trods, ikke noget helt dårligt eftermæle at få for en digter, der samtidig holdt sin fane højt og aldrig lod fantasien flage mistrøstigt på halv.

*Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Onkel Danny fortalt. Interviews. Med fotos af Steen Møller Rasmussen. 183 s., 200 kr. Bebop.
ISBN: 87-90989-22-8.

*Dan Turèll: En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon. Red. og med forord af Lars Movin og Steen Møller Rasmussen. 174 s., 200 kr. Bebop.
ISBN: 87-90989-23-6