Ny bog
I modernismens avantgarde arbejdede kunstarterne tæt sammen, især malere og digtere, og ikke sjældent ytrede den enkelte sig på begge områder, også i 1930ernes Danmark, bl.a. Ejler Bille og Gustaf Munch-Petersen. Sidstnævnte, der sluttede sig til surrealisternes miljø omkring linien og Vilhelm Bjerke-Petersens tidsskrift konkretion, deltog i deres udstillinger med koloristiske billeder fra drømmens verden, nøje paralleller til hans digte fra det underste land og den helt mytologiske mod jerusalem, henholdsvis 1933 og 34.
Ligesom Jens Andersen i sin aktuelle H.C. Andersen-biografi jævnfører og fortolker digterens fantasiunivers i hans eventyr og hans mange papirklip, finder også Martine Cardel Gertsen i sin afhandling Gustafs Ansigter selvfremstilling i Gustaf Munch-Petersens forfatterskab slående sammenhænge i disse udtryk for hans personlighed.
Myten
Kan man således konstatere en selvskabt, lidenskabelig kunstnerisk eventyrverden i hans værk, har også hans korte liv været noget af en myte for eftertiden, en af skandinavisk litteraturs unge døde, professorsønnen, der afskrev sit akademisk-borgerlige miljø, satsede alt på skabelsen af nogle for datiden ganske ubegribelige digtsamlinger, fire på dansk, en engelsk og en svensk, begge udtrykte, en lille roman og et fragment af endnu en.
En novemberdag i 1937, året efter sit ægteskab med keramikeren Lisbet på Bornholm, en måned inden fødslen af deres andet barn, forlod den 26-årige uden varsel familien og meldte sig til den internationale brigade i den spanske borgerkrig og mistede kort efter livet i kampen. En gådefuld og patetisk skæbne. Kompromisløs, men egentlig uforklaret. Siden en kultisk skikkelse, men først omkring 1960 efter udgivelsen af hans Samlede Skrifter erkendt som en pioner for modernistisk lyrik i Danmark.
Det er Martine Cardel Gertsens fortjeneste nu med betragtelig omhu at have samlet al tilgængelig viden om hans liv, vise den nøje eksistentielle sammenhæng med værket, den hastige udvikling i sam- og modspil med datidens sociale, politiske, kunstneriske særpræg og ved nøjeregnende tekstanalyser få hans exceptionelle begavelse til at lyse i et portræt, der består af fem ansigter, synsvinkler på værket.
Metoden er hermeneutisk, fortolkende, uden litteraturteoretisk skoleridt, derved også læselig i sin varme tone, der forudsætter og ikke diskuterer kvaliteten i disse æggende digte i deres blanding af umodenhed, frelserattituder, sort-hvid tænkning, hjerteskærende ægthed og kraftigt udlevede erfaringer.
Det overvældende er en sprogskabende originalitet, en artistisk drivkraft tværs gennem uspiselig patos, en formel sikkerhed i de frie versstrukturer, der udnytter åndedræt, tankestreger, betydningsbærende linjeknæk og anden utraditionel tegngivning, »når nattens purpurjolle blomstrer«, som i det sker i det eventyrlige »Morgentime«. Man skal til Jens August Schade for at finde dette niveau i dansk lyrik.
Billedverden
Martine Gertsen får etableret en hel ikonografi, en genkommende billedverden i
Munch-Petersens længselshistorie med dens utopiske forestillinger om en frigørelse af menneskehedens fællesgods i det underste land. Det begyndte i drømmen om det nøgne menneske i en vitalistisk drift mod klarhed og lykke i et mærkeligt abstrakt, men blodrigt fællesjeg, det førte ind i magtfulde udtryk for religiøs mystik med et opskrevet jeg som frelser, som en udvalgt, for så at rense sig i de afsluttende nitten digte med deres objektive naturbetragtning, hvor kun en
enkelt gang et jeg bryder frem for at tigge i pine om lys for sit virke.
Digteren var nok politisk revolutionær, men det var entydigt kunstnergerningen, der var hans kald, hvorfor kortslutningen ved afrejsen stadig er uforklaret, selv om det absolutistiske i hans karakter har medvirket.
Det fremgår af de roller, Martine Gertsen med stort helt uddrager af værket: Det nye menneske, Sønnen, Elskeren, Frelseren -eller Frælseren, som han skrev det, og Kunstneren i et vekselspil mellem GMP, den eksisterende forfatter, og g, digterjeget. Det medfører visse gentagelser, men de indtrængende tolkninger belyser stadig hinanden.
Antologiberømt er hans sorgfulde opgør med de elskede forældres forventninger til ham, mens han som elsker er så angst for kærligheden som omklamring, at hans behov for moderlighed fører til dronningedyrkelse og kynisme, da opgaven er større ved kunsten som frelse.
Modsigelser
Der var på den måde store modsigelser i hans væsen, som gennemlyses i poesien.
jeg har fundet,
at »JEG« er et nødvendigt
stedord
at skabe
af alles magt i mig
er min pligt -
En formel med mindelser om den lige så uforsonlige Arthur Rimbaud og hans »Je est un autre«. Identiteten var det store tema hele vejen. At blive ét med opgaven.
Belæst og begavet
Den meget belæste og sprogbegavede digter optog påvirkninger i sig fra filosofi, psykoanalyse, litteratur, kunst, og Martine Gertsen finder mange af disse intertekster i hans forvandlingsskrift, blandt meget andet Jesus, Nietzsche, Blake, Freud, Grønbech, orientalisme, angelsaksisk og fransk modernisme, svensk og finlandssvensk digtning, i klar afstandtagen fra dansk tradition, kendt nok, men meget vel disponeret.
Det er blevet en grundbog i forfatterskabet, med omfattende registre, noteapparat, oversigter, registrering og redegørelse for receptionskritikken, bibliografi og tidstavle, hele apparatet gemt bagi, så læsningen er en uforstyrret fornøjelse.
Afhandlingen er antaget til doktorgraden og bogen udgivet gennem Centrum for Danmarksstudier ved Lunds Universitet, en remarkabel kulturel nydannelse i Øresundsområdet med svensk-danske konferencer og forskerseminarer på tapetet. Det oplagte emne med denne tosprogede digter har efterfulgt en bog om Grundtvig som nøglen til det danske.
Dansk er heldigvis flere ting.
*Martine Cardel Gertsen: Gustafs ansigter selvfremstilling i Gustaf Munch-Petersens forfatterskab. Illustreret med farveplancher og tegninger. 384 s. Centrum for Danmarksstudier, Lund/Makadam förlag
