Læsetid: 3 min.

Verden er større end vi tror

Christian Braad Thomsen har skrevet en appetitvækker til verdensmusikken, en personlig guide, der rummer et befriende udsyn på musik fra alverdens hjørner
18. december 2003

Ny bog
Da der forleden på TV 2-Zulu blev transmitteret fra World Music Awards 2003 i Monte Carlo, var det tydeligt, hvor deprimerende og gennemgribende en kommerciel inflation der er gået i begrebet verdensmusik. Prisregnen gjaldt således genrer som r&b, rap, hiphop og latin, og blandt de nominerede fandt man mainstreamnavne som Jennifer Lopez, 50 Cent, Enrique
Iglesias og Ricky Martin. En af priserne hed sågar »bedste amerikanske popnavn«, og bl.a. en udtjent George Benson diverterede med et af sine r&b-hits. Så hvad er verdensmusik andet end amerikansk idiomatiseret popmusik, sommetider sunget på spansk og tilsat noget latinsk percussion eller samplingen af en indisk sitar?
Når mange begynder at opfatte verdensmusik så udvandet, er det en foruroligende tendens, og én grund blandt flere til at læse filminstruktøren og musikentusiasten Christian Braad Thomsens nye bog, Musik uden grænser.

Verdensmusikkens styrke
For Braad Thomsen handler verdensmusik om alverdens etniske musikformer. De er karakteriseret ved et lokalt, folkloristisk præg til trods for, at al musik er inde i en stigende global udveksling. Det er verdensmusikkens styrke, at »den netop tør holde fast ved sine lokale rødder i en tid, hvor så meget andet musik mister sin karakter ved at forsøge at være international«.
Musik uden grænser er en velskrevet gennemflyvning af lokale og nationale musikkulturer fra Nordamerika, Sydamerika, Afrika, Mellemøsten, Asien og Europa. 60 kunstnere præsenteres med udgangspunkt i en vigtig cd-udgivelse, der er springbræt for omtale af karriereforløb, kunstneriske karaktertræk og en forholden sig til cd-værket.

Et væld af musik
Blandt Braad Thomsens favoritter finder man den amerikanske folksanger Woody Guthrie, den pakistanske quawwali-sanger Nusrat Fateh Ali Khan, den iranske sanger Mohammad Reza Shajarian, den indiske sitarspiller Ravi Shankar, den malinesiske sanger Salif Keita og den brasilianske sanger Milton Nascimento.
Der præsenteres repræsentanter for blues, country, gospel, hawaii-musik, reggae, bossa nova, tango, flamenco, sufi-sang, oud-spillere, afrikanske arter, samisk jojk, tyrkisk og armensk folkemusik, klezmer, indisk raga-musik og irsk folk.
I flere tilfælde fremgår det, hvordan musik i nationale kontekster er blevet symbolbærer og følelsesudtryk for frihed, sorg eller protest, og det viser, at musik relaterer sig til hverdagslivet, til befolkningers og enkeltpersoners historier. F.eks. fremhæves det, hvordan den algeriske rai-musik i 1970’erne har haft samme frigørende og identitetsskabende betydning blandt landets unge generation, som rock’n’roll havde det blandt Vestens unge i 50’erne og 60’erne, og hvordan den armenske duduk (en slags klarinet) spejler vemodet og lidelserne hos sit hårdt prøvede folk.

Kritisk distance
Braad Thomsens bedømmelser af musikken spænder fra betaget fascination til klar og kritisk holdning. Milton Nascimento vurderes f.eks. som ypperlig, men kun i sin karrieres første halvdel. Tangofornyeren Astor Piazzollas musik bedømmes som »fascistisk« (»der er noget oberstagtigt poserende over hans spil«) og kædes sammen med dennes usympatiske politiske udmeldinger. I sidstnævnte tilfælde berøres nogle interessante problemstillinger vedrørende kunstetik og subjektivitet.
Man kan pege på faktuelle unøjagtigheder, f.eks. når det om bandoneón-spilleren Dino Saluzzi hedder, at han modtog Jazzpar Prisen i 1998 (han var blot gæstesolist, guitaristen Jim Hall var prismodtager), eller når det om irske Van Morrison hævdes, at han endte som »genfødt kristen«. Begrebet benyttes typisk om en omvendelse til den kristne tro, knyttet til en moderne, kirke-evangelikal kontekst, sådan som det skete for Bob Dylan i 1978. Men Morrisons dybe optagethed af kristendommen i 80’erne var dog på en naturmystisk og blandingsreligiøs basis uden forbindelser til nogen kristen menighed.

Befriende udsyn
Ud over at bogen rent musikfagligt er interessant læsning – man præsenteres for adskillige navne, hvis musik man nysgerrigt ser frem til at anskaffe sig – så rummer bogen indirekte et kritisk potentiale imod ensretningen i den vestlige populærmusik og dens medier.
Bogen fungerer som øjenåbner for det reservoir af musik, der befinder sig i verden uden for vor egen navle og uden for tv-apparatets strøm af hitliste-videoer og enslydende pophits.
I mødet med verdensmusikken kan vi ifølge Braad Thomsen opdage, at »verden er større, end vi troede«. Han hævder sågar, at al betydelig kunst er »et møde med os selv, med hidtil ukendte, uafdækkede områder af vores egen krop og sjæl«.
Verdensmusikken binder altså menneskeheden sammen, og man fornemmer Braad Thomsens ønske, om at musikken må føre til større tolerance og forståelse i en verden, der mangler just dét. Musik uden grænser rummer således et vigtigt og befriende udsyn, man ikke bliver dummere eller åndeligt fattigere af at frekventere.

*Christian Braad Thomsen: Musik uden grænser – En personlig guide til verdensmusikken. 296 s., 299 kr. Lindhart & Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu