Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Vi alene vide

Er det digte? Er det kortprosa? Gør det nogen forskel?
Kultur
3. januar 2004

Ny bog
Det mest interessante spørgsmål, jeg kommer til at tænke på, når jeg sidder med Kristiane Hauers nye bog – som omhyggeligt undgår at genrebestemme sig selv – er, hvem er vi? Altså, jeg mener, hvem er ’vi’? Det kan gå på dig og mig og vi to, eller det kan gå på hele menneskeheden. Hvis det da ikke er majestæten, som taler om sig selv.
Hauers bog hedder ligesom den første tekst i den, Vi vil nå frem, og den opererer med et sådant totalt opløst eller ubestemmeligt ’vi’ hele vejen igennem. Hvad det er, der skal nås frem til, og hvem der skal nå frem, bliver aldrig særlig klart.
Undervejs har vi en masse mere eller mindre dagligdags oplevelser, vi gør nogle iagttagelser og får nogle skæve indfald – det kan f.eks. lyde sådan her:
»det står ikke stille/det bevæger sig hele tiden/derfor må vi også bevæge os/for at få det til at forsvinde/for at rummet ikke skal skride og sejle lader vi os selv falde forover/for at det ikke skal gynge og vippe tager vi på havnerundfart eller nilkrydstogt eller rundrejser med fly/i lufttomme omgivelser virker det hele meget mere naturligt/med smertestillende kan vi næsten ikke mærke det længere«
Osv. Skråstregerne repræsenterer her ikke linjeskift, som de ville i et (almindeligt) digt, men mellemrum på cirka fem anslag, som adskiller sætningerne i hele bogen. Disse pauser erstatter såvel punktummer, kommaer, paranteser, tankestreger, og hvad man ellers kunne tænke sig af tegnsætning, så der kommer en temmelig monoton strøm af halve og hele sætninger.
Vi’ets ubestemmelighed kan man sammenligne med det ’det’, vi bruger, når vi siger, at ’det’ regner. Når vi ikke ved, hvem vi er, betyder f.eks. ’vi regner’ nogenlunde det samme som ’der regnes’. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan bruge denne udviskning af identitet til et spændende tekstligt projekt, men jeg synes ikke, det er det, som kommer ud af Kristiane Hauers bog.
Det er let at komme til at tænke på (indledningen af) Inger Christensens Det, som flere gange spøger i baggrunden, og hvor det helt ubestemte, nærmest kosmiske ’det’ gradvist tager form over et ’de’ til et ’en eller anden’.
Det største problem med Vi vil nå frem er, at ikke meget tager form. Der er ingen udvikling (eller indvikling), der er i det hele taget ikke rigtigt nogen konturer i tekststrømmen, som bare klukker stille og roligt derudaf som en lille uanselig bæk. Men når den nogen sinde frem? Hvem ved?

*Kristiane Hauer: Vi vil nå frem. 64 s. 199 kr. Lindhardt og Ringhof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her