Læsetid: 2 min.

Jeg er bare et digt

To udgivelser i Borgens serie af verdenslyrik taler til forskellige, lyriske gemytter
15. januar 2004

Verdenslyrik
I skyggen af Gertrude Steins Ømme dupper udgiver Borgen to andre bøger i sin snart omfattende serie af verdenslyrik fra det 20. århundrede. Det drejer sig om nordmanden Olav H. Hauge, hvis Dråber i østenvind (1966) efter sigende har været inspirationskilde for en række yngre, norske digtere. Og om et udvalg af russiske Olga Sedakovas digte gennem de sidste 30 år, betitlet Kinesisk rejse og andre digte.
Det er to meget forskellige digtere. Hauge ikke bare skriver om, men taler direkte til verden og tingene omkring ham – med enkelte afstikkere til helte og heltinder fra verdenslitteraturen. Resultatet er enkle, skrabede digte, der præges af en vis, tilbageskuende landboromantik. Som er af en særlig, norsk variant, forstås: Man ser digteren for sig, stående på fjeldet med folkelig striktrøje og langrendsski på fødderne, missende op mod den lave vintersol.
Heldigvis redder Hauge sine digte hjem på fine sansninger og, især, et overordentligt lunt tonefald. Et af de bedre er »Fuglebjerget«, hvor naturbesjæling og jantelov således mødes på overraskende vis:
»Du kan måske lide at være fuglebjerg./ Det er fint nok med en og anden fugl, ikke?/ Men at blive sådan et flaksende, skrigende bjerg?/ Det må være forfængelighed og dårskab som har gjort/ at alle disse fugle samles/ og skider på dig.«
At gøre landskabet levende er et velkendt greb i digtningen. Men når Hauge med let ironi ligefrem bebrejder bjerget dets forfængelighed, så ser man, hvorfor nyere digtere har fundet inspiration i hans digte. Digtets position – mellem besjæling og punktering – minder i al fald om Per Højholts sene naturlyrik. Vi tager en til, »Smedehammer«, der viser, hvor enkelt det kan gøres:
»Jeg er bare/ en smedehammer./ Her står jeg nu./ Jeg skal bare til/ når det virkelig gælder.«
At læse Olga Sedakovas digte er en mere blandet fornøjelse. Sedakova skriver ind i en russisk tradition, hvor den deklamerende og højstemte stil stadig er udbredt. Digtene åbner sig gerne mod åndens højere luftlag og er ikke bange for – i god, højromantisk stil – at udråbe poesien som det vigtigste i verden. Selvom den selvfølgelig, når det kommer til stykket, faktisk ikke er af denne verden.

Deklamationer
Undervejs finder man linjer, der for vestlige ører lyder som tåkrummende klicheer. »Vor klodes poesi er ikke rig og mægtig,/ den er et lille barn, en gammel mand« –ja, tak, og fra børn og senile gamlinge skal man som bekendt høre sandheden.
Heldigvis er der andre og virkelig gode digte i Kinesisk rejse. Især overbeviser de seneste, lange og ordrige suiter. Her kan læseren – og Sedakova selv – fare vild i snørklede sætninger og billedopstillinger uden straks at falde tilbage i deklamationer af digtningens uforlignelighed.
I sidste instans er det en smagssag. Føler man, at sandheder som »Som nattergalen er det bedre at dø/ end ikke at få sunget sin sang,« rammer én dybt i hjertekulen, er Olga Sedakova ikke det værste, man kan læse. De fleste andre er bedre tjent med norske Olav H. Hauge.

*Olav H. Hauge: Dråber i østenvind. Oversat fra norsk af Torben Brostrøm. 127 s., 129 kr. Borgen

*Olga Sedakova: Kinesisk rejse og andre digte. Oversat fra russisk af Mette Dalsgaard. 143 s., 129 kr. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu