Læsetid: 3 min.

Cirkler mellem himmel og bjerge

Galsan Tschinag inviterer til litterær overvintring i Altajbjergene – grib chancen før den vandrer videre
5. januar 2004

Ny bog
Det begynder med en ond drøm, og dem må man ikke fortælle højt. »Men denne regel kendte jeg endnu ikke, da jeg havde drømmen. Derfor fortalte jeg den videre, og det skoldhed – eller i dette tilfælde snarere tårehed. For jeg havde grædt og var blevet vækket.«
Det er drengen Dshurukuwaa (eller Dshurugwaa, stavemåden varierer af grunde, det sikkert bare er mig, der ikke kan forstå), der drømmer. Og den onde drøm, som han går ud og fortæller den tomme luft over bjergene for derefter at spytte tre gange som man skal, handler om hans hund Arsylang, der måske skal dø.
Dshurukuwaa er hovedperson i det yderst sjældne litterære kig ind i en fremmed verden, som forlaget Batzer & co. nu udgiver: romanen Den blå himmel af den tuvinske forfatter Galsan Tschinag. Og sikke et kig. Allerede omslagets storslåede, øde bjerglandskab med små hvide prikker af jurter og græssende får er en rejse til et andet sted, hvor mennesker er bittesmå væsener på en stor, barsk og åndende jord. Stedet er Mongoliets kæmpe Altajbjerge, hvor de tuvinske nomader vandrer rundt efter foder med deres fåreflokke og deres jurter: telte af filt og flettet træ.

I cirklens centrum
Dshurukuwaas verden er rund. Rund er hans bedstemors glatragede hoved, rund er den jurte han bor i, rund er årstidernes cyklus, og rund er den himmelhvælving, der er hans verdens blå tag og har givet bogen navn.
Den er også iskold, som den lange vinter, hvor familien kæmper for at holde fåreflokken i live: »Vi stod op ved morgengry og gik først til ro når det var mørk nat... Næppe var vi på benene igen, før vi måtte ile ud for at hjælpe dyrene der blev pisket og rystede af nattekulden. Det var godt der var noget der hed aarschy.«
»Aarschy«, som er små stykker af tørret kvark, er kun et af de mange tuvinske og mongolske ord der perforerer teksten med deres totalt ukendelige klang. Forfatteren Galsan Tschinag, som har tilbragt dele af sit liv i det tidligere DDR (og skriver på tysk), betragter sig som en art shaman, der lader ordene flyde ud gennem pennen og derfor nedfælder noget, der i høj grad er et produkt af en rent mundtlig tradition, på bogens hvide papir.

Ud af barndommen
Dshurukuwaa passer sin egen hendshe, lammeflok, og fantaserer om at eje en tusindhovedet fåreflok med kun stumpørede dyr. En dag kommer der en rytter for at tage hans to søskende med til byen for at gå i skole: »I süngüken, den kromlædertaske der hang om hans skuldre i en strålende rem og daskede mod hans højre lår, bar han navnene på alle de tuvinske børn som dargaerne (lederne, red.) i sumuncentrum skønnede havde nået det ottende leveår.«
Historien fremskriver en universel form: Fastboersamfundet omringer langsomt de fritvandrende hyrdefolk, familiens fåreflok er ikke længere nogen fremtidssikring, og hunden Arsylang ramler ind i moderniteten på ulykkelig vis. Alligevel er det ikke nogen undergangshistorie. Nomadelivet fortsætter, og de store søskende kommer tilbage fra skolen – ligesom Tschinag selv vendte tilbage fra Tyskland for i 1996 at føre en karavane af tuviner med deres kameler, heste og får 2.000 kilometer tilbage til de Altajbjerge, de var blevet tvangsflyttet fra i stalintiden.

Rundt og firkantet
Historien er dels selvbiografisk, dels fiktion, og den har både mundtlighedens letbenede strømmen og nogle gange også dens uafpudsede ujævnhed. Tilsammen med barnesprog og voksenvisdom, østsyn og vestsyn, kollektiv tradition og vestlig individualisme, lidt af en opgave for den garvede oversætter Karsten Sand Iversen, der såvidt jeg kan se løser den smukt, og i hvert fald leverer Dshurukuwaas barneverden af klarsynede betragtninger og voksne uforståeligheder direkte til dørtærsklen hos den fastboende, agrariske, vestlige læser, der sidder her omgivet og indhegnet af retvinklede firkanter og strømmer med ud i det runde, bevægelige, stormblæste nomadeliv.
Tuvinsk har omtrent lige så mange ord for murmeldyr, som grønlandsk har for sne, fortæller Steen Klitgaard Povlsen i et glimrende efterord, der sætter Tschinags historie ind i litteraturen, politikken og historien og forsyner læseren med perspektiverne på det liv, som Dshurukuwaas barnesyn gør nærværende. Og imens går tiden, cirkulær og uigenkaldelig på samme tid:
»Den Gule Kos år var ved at være omme. Det havde som alle tidligere år, og nogle senere, også bestået af fire dele der hed årstider og fulgte efter hinanden. De syntes at falde bragende ind i hinanden som jurtens enkelte væggitre.«

*Galsan Tschinag: Den blå himmel. Oversat af Karsten Sand Iversen. 176 sider, 228 kroner. Batzer & co

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu