Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Duften af Danmark

Kaj Munks hidtil utrykte fortsættelse til ’Ordet’ viser ham som en bornert og reaktionær nationalist
Kultur
15. januar 2004

Skuespil
Det er lidet kendt, at Kaj Munk tre år efter gennembruddet med Ordet (1932) skrev en fortsættelse i form af et problemdrama om abort. Nu foreligger så denne tekst trykt, fyldigt indledt ved sønnen, Arne Munk, i anledning af 60-året for forfatterens død. Skal man le eller græde? I første omgang vælger jeg at forholde mig analytisk til sagen.
Kaj Munk var som dramatiker de største armbevægelsers mand. I Ordet genopstod Inger mirakuløst fra de døde, i fortsættelsen bliver på scenen et ufødt, bortaborteret barn optaget i himlen. Det kræver vistnok en forklaring, som jeg skal forsøge at gøre kort.
20 år er gået, siden Johannes i Ordet bad om og fik dét under, at Inger alligevel ikke var død. Gården er nu overtaget af hendes mand, Mikkel Borgen. Deres to døtre er blevet voksne. Johannes’ lillebror Anders hører vi ingenting til, selv cykler Johannes rundt og sælger frø til folk. Symbolikken heri er nok ikke tilfældig. Den »kristendommens sejrsmarch«, som han har håbet på, blev ikke til noget. Der må arbejdes i det små, så længe troen er rusten i tandhjulene ligesom i øvrigt Johannes’ cykel.

To mænd og en Maren
Handlingen kommer ret langsomt i gang gennem den lange første akt, men udvikler sig til en slags erotisk trekantshistorie. Maren er forlovet med præstens søn Andreas Bandbul, men da han får stipendium til grammatikstudier i Paris, lader hun sig forføre af en kunstmaler, hun står model for. Han hedder Ardens (dvs. den flammende), og Munk lader pædagogisk forstå, at sådan en karl kan man brænde sig på. Ikke alene gør han Maren med barn, han er også forfalden, til både whisky og kokain, og han har glemt at fortælle, at han i forvejen er gift. At hans stil er ’moderne’, for ikke direkte at sige entartet, det gør kun sagen værre.
Da fødslen rykker nærmere, drager Maren til København og får en kold skulder af den før så flammende elsker. Atter hjemme i sognet ved fjorden aftaler hun bryllup med Andreas, vil så inden det skaffe fostret af vejen. Imidlertid opdages hun af Johannes, der i hellig vrede opsøger den liderlige kunstmaler, skælder ham huden fuld og skærer maleriet af Maren itu.
I det efterfølgende håndgemæng omkommer Johannes. Nyheden herom når gennem radioen vestpå, så brylluppet bliver ikke til noget, skønt Andreas i første omgang tilbyder at slå en streg over Marens affære.

Buer mod himlen
Da stykket slutter, sidder Maren fortvivlet og beder til Gud for sit ufødte, udøbte barn. Og tænk Dem, læser, himlen åbner sig, så Johannes via en stige kan bære den lille abort helt op mellem stjernerne.
Hvornår får et menneske sjæl? Ifølge Munk ved undfangelsen, ja, faktisk før endnu, nemlig når to mennesker, der holder meget af hinanden, ser inderligt ind i hinandens øjne! Da bliver barnesjælen til og beder så mindeligt, om de ikke nok vil give den en lille krop i nat. Denne sentimentale hyperidealisme er den filosofiske kerne i Ordet II og går sådan set glimrende hånd i hånd med digterens dybt reaktionære syn på kunst, udskåret i pap af Johannes, der kalder Ardens og hans kolleger for kalkede grave, »ombølget af Presserøgelse og de Vildførtes Hymner, skinnende udadtil, men fulde af Opløsning og Stank.« Heroverfor hyldes den kunst, der, som det hedder, »springer af Sjælens Enfold og rejser Buer, der løfter mod Himlen« i lighed med det drama, vi netop nu sidder og læser.
At stykket i undertitlen kaldes en ’almanakhistorie’, må skyldes, at forfatteren godt vidste, at han færdedes mellem ekstremer: idédramaet på den ene side, folkekomedien på den anden, ganske som i gennembrudsværket. Blot er alt endnu mere skingert: den friskfyragtige humor, de grove karikaturer, den hule patos, den rablende samtidskritik.

Europas diktator
Hvad humoren angår, titter den frem, når distrikslægen omtaler Gud som »Alderspræsident i Overgemakkerne«, og hvor Andreas kalder sin længsel for »edderspændt lynende bombegranatisk« – typisk for Munk, der gerne på én gang var fjantet og bombastisk patetisk. Han har næppe selv kunnet høre, hvor sentimentalt det i virkeligheden lyder, når Andreas snuser til Maren: »Aah ja, det er Danmark, Kløverduft og Enge med Timian, Summen af Bier og Lærkeklokker.«
Var det ikke, fordi det sidste års tids kulturkamp havde lært os at veje hvert ord på en guldvægt, ville jeg næppe have tøvet med at kalde Munks stykke for nazi-kunst. I den retning peger f.eks. Johannes’ replik, at »Førere og Reformatorer« kommer, »naar det passer Gud«, eller lægens fantasier om de børnedrab, som skal ske, når han bliver »Europas Diktator«. Intet af dette gør imidlertid teksten nazistisk eller fascistisk. Den er såmænd bare rigtig dårligt gammeldags konservativ, reaktionær, national og i denne egenskab en tøndebuldrende røst fra en tid, ingen ønsker tilbage, en tid, hvor eksempelvis badeliv og turisme kunne kaldes for synonyme med perversion og promiskuøs liderlighed.
De, der på hjemmesiden www.kajmunksforfatterrettigheder.dk hæger om digterpræstens minde, kunne have gjort hans navn en kæmpe tjeneste ved at lade Ordet II forblive hyllet i barmhjertig glemsel.

*Kaj Munk: Ordet II. En Almanakhistorie. Skuespil i syv akter. Med forord af Arne Munk. 124 s., 149 kr. Bindslev. ISBN: 87-91299-10-1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her