Læsetid: 3 min.

Det europæiske moderne

Sidste bind af historisk storværk giver et godt indblik i forudsætningerne for det, vi nu gennemlever: Omkalfatringen til Europas Forenede Stater
12. januar 2004

Ny bog
Forsideillustrationen mere end antyder temaet for noget af fremstillingens nutidsopfattelse: Egon Schiele: Selbstbildnis als Gefangener, det rystende selvportræt af det mishandlede, forkastede menneske her på baggrund af SA-folkenes brune myriader, råt for usødet bødlernes anonyme masse kontra det offergjorte individ.
Den ene af forfatterne til bindet, historikeren Henrik Jensen, der tidligere udgav Ofrets århundrede (1998) har også her og i et videre perspektiv givet dette synspunkt fuld skrue i vellykket skrivesamarbejde med svenskeren Lennart Berntson og Gudmundur Hálfdanarson fra Island.
I begivenhedsrigdom overgår 1800-2000 alle andre perioder i historien. Ikke for meget sagt at Europa stod i centrum for periodens totalforvandling af stort set alle vilkår i verden. Mod slutningen af sidste bind, dvs. fra 1918, fornemmes imidlertid begrænsningerne ved at opretholde det europæiske centralismebegreb. Spørgsmålet er, om værket ikke ville have vundet ved at sætte punktum som ren Europa-historie i 1945 og dermed erkendt nødvendigheden af et andet internationalt struktursyn siden.
Dollarkursen er alt afgørende for Europas økonomi, uanset en i øvrigt USA-underdaning dansk statsministers besværgende forsikring om opsvingets ankomst.
Det unægteligt indsnævrende verdensbillede med Europa som verdens navle bringer glimtvis tanken tilbage på egen skoletids forestillinger om netop dette globale Europa, hvor det oversøiske måtte finde sig i pladsen udenfor.

Nationalstatens fallit
Fra 1800 er det gamle standpunkt om Europa som forum for hovedaktørerne dog fortsat af rimelighed; den interesserede kan også i værkets bind 4 hente et læs af ikke mindst mentalitetshistoriske oplysninger samt skaffe sig overblik over forudsætningerne for, hvad vi nu gennemlever:
De europæiske nationalstaters og velfærdssamfunds uundgåelige omkalfatring so oder so på vej mod den forfatningsbårne union, Europas Forenede Stater. Det går langsomt, men det går den vej, lad os sige det som det er.
Stater med grænser, nationalsprog og snævert definerede interesser udviklede sig ved 1800-tallets borgerligt liberale strømninger og de uddannede og forretningsdrivendes stigende deltagelse i og magt over magtudøvelsen. Hvorvidt nationalstaten, således som vi i disse tider ser den fremstillet af ekstreme nationalister, nogensinde har eksisteret på dén måde som harmonisk havn for nationer i harmoni med sig selv er selvsagt mere end tvivlsomt. Snarere var også i nationalstatens tilblivelsesperiode fænomenet mere en romantisk idé, siden båret frem af industriel og økonomisk hensigtmæssighed og ophøjet til ideologi.

Det rene vås
Det moderne, med alt hvad dette indebar af kronisk nytænkning og forandring, overhalede ganske hurtigt forestillingen om den veldefinerede enhed under én baldakin. Efter 1945 gik det hurtigt. Staterne kunne endnu mindre opfattes som entydige og monokulturelle nationale enheder; produktionen fordrede i efterkrigsefterspørgslens navn arbejdskraft i stadigt større mængder, folk vandrede, de unge hentede impulser fra alternative livsanskuelser, kunsten blev international, referencerne elektronisk tilgængelige og udvekslelige, osv.
Habermas har påpeget, at man i denne situation med multikulturelle, multietniske stater, ikke kan forestille sig, at disse samfund i længden vil kunne holde sammen, med mindre det nationale demokratiske statsborgerskab kan betale sig for den enkelte. Dette fordrer ikke blot politiske og individuelle rettigheder – og pligter – men tillige social, kulturel og religiøs fuld anerkendelse og tilsvarende ret til udfoldelse. Synspunktet understreger nødvendigheden af det grænseløse Europa, hvor ret og pligt, der ikke kan monopoliseres af hin enkelte nationalnation, følger borgeren, der bliver borger både i fædreland og på bosætningsstedet. Loyaliteten divideres.
Det siger sig selv, at den danske udvikling med Krarups og Kjærsgaards glade dage i nationalchauvinismen og selvbedragets tegn peger ikke just i denne løfterige, kosmopolitiske retning. Men om ikke andet, og det kan man jo trøste sig med, bygger deres forestilling om Europa versus det danske på det rene vås.
Uanset den næsten uundgåelige noget skæve udgang på værket, hvor USA spiller anden violin, skønt de Forenede Staters tonegivende folk for tiden og polemisk sagt rent faktisk står på podiet, fremstår Europa 1000-2000 som nyttig læsning. Indprenter man sig disse sammenlagt godt 1000 sider i det samlede værk, står man sig godt i forståelsen af vor usandsynligt martrede og skræmmende, men også højst innovative og tiltrækkende verdensdel.

*Europa, bind 4. 1800-2000. Lennart Berntson, Gudmundur Hálfdanarson og Henrik Jensen. 463 s. ill. Roskilde Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu