Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De fordømte raser, men ikke kun

Midt i mediestormen udsender PEN mangfoldig, uenig og grundig dokumentation fra et møde mellem vestlige og mellemøstlige intellektuelle
Kultur
30. januar 2004

Midt i mediestormen udsender PEN mangfoldig, uenig og grundig dokumentation fra
et møde mellem vestlige og mellemøstlige intellektuelle

Ny debatbog
Da Dansk PEN sidste år holdt stormøde på Louisiana med danske og arabiske forfattere og journalister, gad ingen danske medier skrive om det, fortæller Niels Barfoed i indledningen til bogen The Wrath of the Damned, der samler deltagernes indlæg. Da Dansk PEN derimod for nylig stillede sig tvivlende an over for skribenten Lars Hedegaards holdninger til muslimer, udløste det som bekendt en mediestorm uden lige. Jeg kan kun forestille mig Niels Barfoeds ærgrelse. Sandheden er vel, at danskerne er mere interesserede i at diskutere vore egne holdninger til den arabiske verden end i den arabiske verden selv.
Ikke desto mindre, eller netop derfor, er artikelsamlingen The Wrath of the Damned et interessant (omend sært uredigeret) be-kendtskab. Indlæggene svinger noget i kvaliteten: Fra Nawal el-Saadawis mest af alt følelsesladede opråb mod vestlig urimelighed til Faraj Sarkohis fantastisk øjen-åbnende forklaring af vilkårene for fundamentalisme i den moderne verden.

Belæringer
Den egyptiske journalist Gamal al-Ghitani beskriver, hvor besynderligt det føltes offentligt at blive formanet om objektivitet og opfordret til selvcensur af den amerikanske ambassadør David Welch på et tidspunkt (september 2002), hvor manglende objektivitet og voldsom selvcensur lagde et stadigt tungere låg på debatten i USA. Den syriske forfatter Ammar Abdulhamid (der skrev den kontroversielle roman Menstruation) udlægger oplevelsen af modernitet som skæbne, en fremmarcherende virkelighed, man ikke kan lade være at tage stilling til. Lektor Jakob Skovgaard-Petersen skriver om betingelser for flerstemmighed og uenighed i dansk og arabisk kultur, og dansk-libanesiske Hanna Ziadeh bruger i en tætpakket analyse Libanon og specielt shia-samfundets udvikling og Hizbollahs rolle som eksempler på, hvor specifikke og forskellige arabiske kulturelle og religiøse grupper kan være.
I det hele taget er Libanons kludetæppe af 18 forskellige trosretninger og stærke tradition for forhandling mellem interessegrupper et tilbagevendende billede på regionen – også i Habib C. Ma-liks forsvar for føderalisme som en levedygtig mellemøstlig statsform. En anden genganger er forargelsen over, at det mest udemokratiske, ubønhørlige islamiske regime i regionen også er det, der støttes kærligst af amerikanerne: Saudi-Arabien. Og en tredje er menneskerettigheds-erklæringen, som spiller en stor rolle som ubestridt universelt holdepunkt for en række af de arabiske moderate, som ifølge dem selv får al for lidt taletid i en vestlig pressedækning, der bedre kan lide historier om fundamentalister.

Vredesudbrud
Midt i dialogen flammer tidligere chefredaktør Herbert Pundiks indlæg pludseligt op som et vredesudbrud, der skyldes, at den egyptiske journalist Mona Anis dagen før har klaget over at være sat i et panel med ham på trods af det egyptiske journalistsyndikats boykot af Israel. Pundik hævder, at den kulturelle kløft, der skulle være konferencens tema, slet ikke er repræsenteret blandt de vestligt sindede deltagere, og at egyptiske journalister og intellektuelle som Anis også må tage deres ansvar for at nuancere billedet af Vesten – herunder den israelske fredsbevægelse, som Pundik i mange år har været et aktivt medlem af. Pundik kalder sit indlæg »Om politisk blindhed«, og blindheden spøger åbenbart også på Louisiana. Men den bliver diskuteret, og et mægtig nuanceret billede af Mellemøsten står tilbage.

For firkantet
Når alt dette er sagt, er jeg ikke sikker på, at PEN-samlingen ikke også falder i nogle faldgruber, som er symptomatiske for deres måske ikke helt uskyldigt udskældte position i dagens danske debatklima. Det har noget at gøre med at stille tingene på spidsen og operere med stereotyper, der er så firkantede, at alle føler sig fremmedgjorte og irriterede. Jeg blev i hvert fald provokeret af Politiken-redaktør Adam Holms portræt af den menige amerikaner som ignorant, fordomsfuld krydstogtturist, der kommer til København og går på Frihedsmuseet for at få sine myter bekræftet og iøvrigt ikke forstår eller gider at forstå en verden, der ifølge Holms slag på tasken enstemmigt synes, amerikanere er åndssvage. Holm mener, at dette ucharmerende fantasikonstrukt af en person blot skal begynde at interessere sig mere for os andre, og så vil krigen mod terror snart være vundet. Helt ærligt.
Eller se på antologiens titel: The Wrath of the Damned, som er løftet fra overskriften på indlægget fra den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk. Her er det, som redaktør Barfoed forklarer det, verdens arabere som er både rasende og fordømte, og det lyder da meget flot. Men det er ikke et præcist eller nuanceret nok billede af virkeligheden, men en kulørt polarisering af den, og sådan en hjælper ikke på kommunikationen mellem fløje som dem, der nu står og stirrer rasende på hinanden hen over Hedegaard-sagens uigenkaldeligt udhuggede holdningskløft.
Og så kan vi jo slutte af med den sidste ledetråd, som den kløgtige læser nok vil kunne gætte, nemlig det løbende diskuterede spørgsmål: »Er vi alle amerikanere?« Det lader trods alt til at være vores skæbne, når vi endelig samtaler, danere og arabere: at skue nervøst mod vest, til det store amerikanske dyr i modernitetens åbenbaring.

*Niels Barfoed og Anders Jerichow (red.): The Wrath of the Damned. 266 s., 125 kr., Dansk PEN. Rekvireres på 32 95 44 17

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her