Hvem er vor tids sande kongelige? Se svaret i Rigmor Mydtskovs portrætter
gennem 50 år
Kongelighed
Rigmor Mydtskov er vor tids kongemaler. Jens Juel, Lauritz Tuxen, Velasquez, alle har de fremstillet tidens herskere, som folket gerne skulle se dem, større og mere strålende end virkeligheden.
Rigmor Mydtskovs geni at levere drømmestof også for det intelligente, moderne menneske dokumenteres til overmål i en smuk, ny bog, Foto: Rigmor Mydtskov en dokumentation, ved Bente Scavenius og Niels Birger Wamberg. Peter Hiort står for den flotte grafiske tilrettelæggelse. Wamberg har interviewet den 78-årige Rigmor Mydtskov selv, en mageløs håndværker med personlighed, uimponeret af sig selv, tilfreds med sit værk.
Det er som portræt- og teaterfotograf, Rigmor Mydtskov er blevet kendt. To roller, der på storslået vis smelter sammen i hendes iscenesættelse gennem 40 år af det danske kongehus.
Rigmor Mydtskov leverer billeder af de kongelige, der er glitrende storslåede og dog menneskelige gerne i galla: Pelskantede kjoler med brokade. Blonder og diademer, elefantordener og uniformsguldtresser. Øjne, der rettes mod beskueren, mod hinanden, mod fremtiden. De lyser, disse mennesker. De virker store, beundringsværdige, historiske, men andre gange varme og nære.
Kongehuset har kort sagt valgt den rette fotograf, som til folket videregiver en barokagtig pragt et overbud af overflade, som mætter øjet og mindsker appetitten på mere slibrige hemmeligheder. En appetit, der som bekendt i andre lande er med til at jage livet af kendte og kongelige.
Når morgenaviser og forlag tilmed jævnligt får interviews med de kongelige som behagelige, tænkende mennesker, der passer deres arbejde, ja, så er det samlede resultat et Danmark så royalistisk som vel næsten kun under Besættelsen. Samtidig med, at de kongelige har et vist personligt rum, uden hvilket deres liv vel ville blive helt uudholdelige.
Det er mageløst dygtigt gjort.
Hertil kan den kritiske læser indvende: Ja, men de kongelige har jo penge nok, og en presse fuld af ivrige klakører.
Men i samme periode har det langt rigere britiske kongehus fastslået sit image som smålige, opstyltede, grimme mennesker i dyrt tøj. (Måske med undtagelse af den rare vegetar prins Charles og hans to kønne Diana-sønner.)
Også kunstens konger og dronninger fylder i bogen: Teaterskønheder som Bodil Kjer og Susse Wold ses sjældent mere fortryllende. Henning Larsen og Suzanne Brøgger er med, ligesom det ikonagtige profilbillede af PH med smøgen i flaben. Diskret i sort ses pengenes førstedame og -herre, Bodil Nyboe Andersen og Mærsk Møller, hver for sig smilende så smørret beskedent, at milliarder må stikke under. Plads til den humoristiske udskejelse ses i portrættet af teaterdirektør Michael Christiansen, ført i slipsesnor af sin skuespillerindekone som smuk heks. Digterkongen Rifbjerg, selvfølgelig, og en aldrende, ædel Knud W. Jensen, allerede med blikket rettet mod uendelig.
Til sammenligning er den udøvende magt repræsenteret af regeringen Schlüter 1984 jævn og hverdagsagtig, i arbejdstøjet.
Hvor kedeligt, at den virkelige magt skal se sådan ud!
Måske netop derfor melder der sig hos moderne mennesker med æstetisk sans dette irrationelle behov for drømmestof og pelskanter. Også måske som barnehjertets drøm om en bedre verden, hvor magten er legitim, symboler er ægte og de store smukke og gode...
Som i Fru Mydtskovs kabinet.
*Bente Scavenius, Niels Birger Wamberg og Peter Hiort: Foto: Rigmor Mydtskov en dokumentation. 304 sider, mange, mange, mange fantastiske fotos. 445 kr. Gyldendal
