Læsetid: 4 min.

Futurister og surrealister ’go home’

Amerikanske Gertrude Stein rammer sin læser med kompromisløse mærkværdigheder. Hendes hovedværk, ’Ømme dupper’, er udkommet på dansk
15. januar 2004

Prosa
Der er intet, absolut intet i dansk litteratur, som kan forberede én på, hvor fremmedartet en oplevelse det er at læse amerikanske Gertrude Stein. Stein (født 1874, død 1946) skrev sine bøger i første halvdel af det 20. århundrede. Hendes samtidige – James Joyce og Rainer Maria Rilke, futuristerne og surrealisterne – har akklimatiseret sig med tiden: Det, der dengang virkede radikalt, er nu velkendt og fortroligt. Sådan er Stein ikke. Hun forbliver anderledes.
Det er derfor både en bedrift og på sin plads, at hendes tidlige hovedværk nu udkommer på dansk. Tender Buttons (1914) er blevet til Ømme dupper – som det sig hør og bør, er de engelske originaler trykt side om side med Peter Laugesens danske oversættelser. Ikke at teksterne bliver lettere af den grund. Se blot den første af bogens mange korte og længere prosatekster, betitlet »Karafel, det vil sige et blindt glas«:
»En slags i glas og en kusine, et opsigtsvækkende syn og ikke noget sært en enkelt såret farve og et arrangement i et system til pegning. Alt det og ikke ordinært, ikke uordnet ved ikke at ligne. Forskellen spredes.«
Sært, ikke sandt? Og sært på en anden måde end litteratur plejer at være det. I Ømme dupper er det ikke ordenes betydninger, men sætningernes syntaks og grammatik, der vrides af led. Stein leger ikke med sprogets byggeklodser, men gør selve dets skelet fremmedartet. Det kan måske forklare, hvorfor hendes tekster snarere end digte minder om dén slags umenneskeligt sprog, der opstår, når man sætter en computer til at oversætte.
Dog ejer vores computere ikke Steins uforlignelige sans for sproglig rytme og musik. Her i »En blå frakke«:
»En blå frakke føres føres bort, føres og føres bort, det er den særlige farve der bruges til den længde og ikke enhver bredde ikke engang mere end en skygge.«
Ømme dupper undersøger ikke ordenes chatteringer. Til gengæld er dens tekster fyldt med rastløs energi: Ordene dirrer og bevæger sig som myrerne i en myretue.

Litterær kubisme?
Selv kaldte Gertrude Stein Ømme dupper for litterær kubisme. Betegnelsen er god, om ikke andet så fordi Stein faktisk havde et tæt forhold til de samtidige, kubistiske malere.
Faktisk boede hun det meste af sit voksenliv i Paris, hvor hendes hjem blev samlingssted for en hel generation af kunstnere og forfattere. Ernest Hemingway mødte Pablo Picasso hos Stein, siger man. Eftersom Stein ikke led af overdreven beskedenhed, ville hun nok snarere betone, at kun Pablo Picasso og hun selv var rigtige genier.
Kubisme passer også til Steins emnevalg, men kun delvist til hendes sproglige teknik. Ømme dupper beskriver ikke mytiske eller åndelige lag af tilværelsen, bruger ikke yderverdenen som et billede på den lyriske ånds stemninger. Den søger ikke en virkelighed bag virkeligheden, men holder sig til tingene omkring os.
Bogens tre dele har så prosaiske overskrifter som »Objekter«, »Mad« og »Værelser«. Og det er, hvad bogen handler om, for så vidt som man kan sige, den handler om noget: ting, mad og rum.
Men kan man også sige, at teksterne i Ømme dupper på god kubistisk vis beskriver dagligdags fænomener, blot set fra flere forskellige vinkler? - ligesom man hos Picasso simultant ser et ansigt fra siden og forfra? Måske ... men Steins digte er ikke helt så lette endda. Lige så tit er det ordenes musikalske ligheder, der styrer teksterne. Et godt eksempel er teksten »A dog«, her på engelsk:
»A little monkey goes like a donkey that means to say that means to say that more sighs last goes. Leave with it. A little monkey goes like a donkey.«
Jo, det kunne være en multiperspektivisk hund. Men betyder det ikke også noget, at hunden ligesom aben er et pattedyr? Og at »monkey« og »donkey« lyder næsten ens? I Steins kubisme skal man ikke bare se tingene fra forskellige vinkler, man skal på én og samme tid opleve dem i tanken, i sproget og i sanserne. Også det gør hendes digtning til en udfordring.

Joyce er barnemad
I Peter Laugesens oversættelse lyder »A Dog« som følger:
»En lille abe går som et æsel det vil gerne sige det vil gerne sige at flere suk sidst går. Gå væk med det. En lille abe går som et æsel.«
Sådan er oversætterens lod: Man mister noget undervejs. Her er det ikke bare de lydlige spil, der forsvinder i overgangen til dansk, en række af originalens grammatiske tvetydigheder går også tabt. »That« bliver først til »det«, siden til »at«, f. eks. at Laugesen selv frustreres, mærkes i hans korte indledning, hvor han slet og ret erklærer Ømme dupper for umulig at oversætte. Han mener også, at James Joyces legendariske Finnegans Wake er barnemad i sammenligning med Stein.
Med det in mente må man give ham, at han har gjort et fint arbejde. Det samme kan man ikke sige om forlaget: Der er et par trælse trykfejl undervejs. Ikke desto mindre må man kippe med flaget. Ømme dupper er et hovedværk i det 20. århundredes eksperimenterende litteratur. I USA nævnes den igen og igen som forløber og inspirationskilde til dén eksplosion af eksperimenterende, sprogkritisk digtning, de har haft ’over there’ de sidste 30 år.
Og vigtigere: Ømme dupper er stadig, knap hundrede år efter dens første udgivelse, en udfordring og en fornøjelse at læse. Her kan tanken og sanserne skærpes til det yderste, her kan man ikke bare lære at læse digte, men lære at læse på en helt ny måde. At have bogen tilgængelig på dansk udvider reelt vores litteraturs horisonter. Det er ikke så ringe endda.

*Gertrude Stein: Ømme dupper.
Engelsk og dansk tekst, oversat fra engelsk af Peter Laugesen. 133 s., 129 kr. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu