Læsetid: 5 min.

Med Hitler for Danmark

Søren Espersens biografi om Valdemar Rørdam leverer selv det stof, der kan korrigere dens skævvredne helteportræt
3. januar 2004

Næppe mange yngre litteratur-entusiaster forbinder i dag noget som helst med navnet: Valdemar Rørdam. Jo, måske har de hørt bedstemors ridsede plader med Aksel Schiøtz, inklusive hymnen »Danmark i tusind Aar«, sat i musik af Carl Nielsen. Eller de kan engang have skrevet stil over det svulstige hyldestdigt, Rørdam udgav sommeren 1941 som tak for Hitler-Tysklands overfald på Sovjetunionen: »Så kom den Dag, som vi har ventet længe! / Nu viser Tysken sig sin Kampkraft værd.«

Den tekst satte én gang for alle Valdemar Rørdam uden for det gode selskab. Han, der før havde haft status som nationalskjald og leveret kantater på samlebånd, blev stemplet som forræder, og Folketinget fratog ham hans livsvarige hædersgave på 2.400 kr. plus dén specielle ydelse på 3.000 kr, som kun han og Henrik Pontoppidan og Johannes V. Jensen var fundet værdige til. Efter op gennem 30’erne at være blevet nævnt som Nobelpriskandidat blev han i besættelsens sidste år og i befrielsessommeren gjort til landssviger på linje med Harald Bergstedt og Hamsun, et slag af dimensioner for ham selv som for alle dem, der havde skrålet med på hans kraftige strofer rundt om i forsamlingshusene eller til alsangsstævnerne:

Danmark i tusind Aar,
Søhavn og Bondegaard
- og fri Mænds Arv.
Brug du os, hvor du kan,
tag du os Mand for Mand!
Staa skal vort Fædreland
- som fri Mænds Arv.

Sådan lod han modersmålet brage i det digt, der, om den dårlige smag havde sejret, kunne have udkonkurreret »Kong Christian« og »Der er et yndigt land« som officiel nationalsang

Gemt og glemt

Sine sidste år tilbragte Rørdam hos kunstnerægteparret Sigurd og Agnethe Swane på Malergården i Plejerup i Odsherred. Da han døde i juli 1946, 74 år gammel, var han isoleret og bitter. Siden blev han fortrængt og glemt, lige til Søren Espersen, pressechef for Dansk Folkeparti og redaktør af Dansk Folkeblad, kastede sig over historien og gennempløjede det omfattende brevmateriale.

Resultatet foreligger nu i form af en på flere måder spændende illustreret biografi. Espersen går tilbage i slægten og fremstiller Rørdam som et produkt af rodfæstet dansk præstegårdskultur, og han følger digteren fra de første litterære forsøg frem til de stolte år, hvor han var myreflittig som oversætter og konsulent og plejede selskabelig omgang med grever, ja, gik på jagt med Kaj Munk. Der bringes mange lange, tit helt umanerligt lange, citater fra memoirer og breve, og Espersen ofrer stor omhu på at vise, hvor gode grunde Rørdam havde til at blive nazisternes ven. Han stod, skal vi forstå, for »Danmark og alt hvad der er dansk«, og gennem hele hans forfatterskab går et forsvar for nationen, for folket og slægten. Et sådant forsvar krævede kamp, men kunne eller turde vi ikke slås for vor egen sag, var det faktisk kun fint, hvis tyskerne kom og hjalp os.

National af hjertet

At Valdemar Rørdam skrev sit fatale, på alle måder uappetitlige krigerdigt, skal iflg. Espersen derfor forklares psykologisk, ved den angst, han følte, for tænk om Danmark forgik som følge af bolsjevikkernes hærgen! Hans reaktion kom åh-så-spontant, og »uden nærmere overvejelse«, som det bagatelliserende hedder, sendte han fluks teksten til det nazistiske tidsskrift Akademisk Aktion. Hans hjerte brændte for fædrelandet, og han var sikker på, at Hitler ville tilstå os status som suveræn ’arisk’ nation i et fremtidigt Stor-Europa. Derfor var han forbitret på sabotørerne og klagede i sine breve over den hjælp, danske mænd og kvinder ydede engelske faldskærmsfolk.

Udladninger som disse (bort)forklarer Søren Espersen imidlertid med, at Rørdam blot led under – isolation! Han manglede, hævdes det, information om Hitler-Tysklands sande natur. Bagefter, da den store seer indser, at han har set forkert, bakkes han op af sin levnedsskildrer. End ikke Rørdams ærkenationalisme generer Søren Espersen. Det at være national er en følelse, ikke ideologi, ergo var det blot hjertet, der løb af med den gamle digter.
Heldigvis leverer bogen selv den dokumentation, der skal til for at anholde dens grundsyn. Lige før julen 1943 skriver Rørdam således til en ven, at hverken de enkelte nordiske lande eller et samlet Norden fra nu af har nogen eksistensmulighed, undtagen som aktivt led i et nyt Europa under Tysklands førerskab. Hertil har Espersen kun at føje, at passagen viser Rørdams klarsyn for så vidt angår følgen af en mulig krigssejr til Sovjet! En alternativ tolkning kunne være, at passagen dokumenterer den autoritært martialske tænkning, der gennemsyrer Rørdams produktion, og som han også gav udtryk for i sit mindedigt over von Schalburg, lederen af Frikorps Danmark, vor lokale SS-enhed.

Bulder og brag

Et andet sted, hvor Espersen fremlægger hovedpræmisserne og derpå drager den gale konklusion, er hen mod bogens slutning, da vi skal høre om Martin A. Hansens besøg på Malergården og hans forsoning med Rørdam. Her står der herrenhjælpemig, at mødet med Hansen bibragte den tidligere gudsfornægter Rørdam en ny forståelse: at »kristendommen, slægten, folket, nationen var et og uadskillelige, og at denne enhed var det solide værn mod sværmeriske ideologier som kommunismen eller nazismen«. At Martin A. Hansens syn på de ting var betydelig mere præget af skepsis, ved Espersen åbenbart ikke, ligesom han synes blind for den mulighed, at åbningen til Rørdam kan have været motiveret af noget så enkelt som medlidenhed over for en syg og gammel kollega.

Et tredje sted, hvor Espersens bog skriger på korrektion, er ved dens ofte repeterede synspunkt, at Rørdam blev ’snydt’ for en Nobelpris. Espersen citerer med slet skjult skadefryd en opsats af Kaj Munk, hvor denne slår til lyd for Rørdam som priskandidat; han ved åbenbart ikke, at den slags anbefalingshenvendelser var daglig post til det svenske akademi gennem det 20. århundrede. Det at blive nævnt som nobelpriskandidat garanterede ikke for litterær kvalitet, og da slet ikke i tider, hvor prisen overvejende gik til nationaldigtere med gammelkonservative og patriarkalske holdninger.

De vers af Rørdam, biografien citerer, er alle dårlige. Men det er misvisende at kalde dem ubeskriveligt ringe. Faktisk er det ret nemt at se, hvad der er dårligt ved dem: overlæssethed på den rytmiske side, overpakkethed i billeddannelsen, vildt overgearet patos, hvor det handler om stemning og holdning. Det var slemt fra starten, men hos den ældre digter blev tøndebulderet eneste tone. Man fristes til at spille et klip fra et af hans tidlige vers ud imod bogen om Rørdam:

Sorgen sidder hos dig, og Savnet.
De hvisker ind i dit Hjerte Navnet
på det du trode for evigt favnet,
og dog har tabt.

Hvad Rørdam tabte i 1941, var samklangen med og forståelsen af den befolkning, hvis talsmand han ville være. Det kan selv nok så mange psykologiseringer og bagatelliseringer eller ideologiske udenomsforklaringer ikke ændre ved, og der er på den baggrund noget dybt usmageligt over Espersens forsøg på at tage sorgen og savnet fra digteren – på vegne af hans nutidige arvtagere fra Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu