Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Krigerisk debut

Den danske filosof og forfatter Villy Sørensen anmeldte i 1961 Søren Krarups første bog, ’Harald Nielsen og hans tid’ i det litterære tidsskrift Vindrosen. Information bringer i dag anmeldelsen i sin fulde oprindelige længde
Kultur
29. januar 2004

Gammel bog
Vil man erhverve sig nøgtern viden om Harald Nielsen og hans tid, skal man ikke læse Harald Nielsen og hans tid, det ikke er forskning , men polemik, ikke inspireret af erkendelsestrang , men af virketrang. Indledningsvis exemplificerer Søren Krarup det hegelske synspunkt, som også var Harald Nielsens, at enhver tid reagerer mod den foregående og råder bod på dens undladelsesynder. Til stor ulykke for vort land og vor tid udgør ’radikalismen’, der i sin tid med videnskablige, åndelige og politiske våben tog livet af den gamle romantisk – nationalliberale æra, stadig vort åndelige klima, som ikke mere præges af opfriskende vinde, men af stillestående luft. Harald Nielsens indsats udgør for Søren Krarup den sunde blodrige reaktion mod den syge blodløse radikalisme. Med sin despekt for den livsødelæggende analyse er forfatteren ikke i stand til at levere en dybdegående psykologisk eller social redegørelse for det interessante fænomen, at enhver energisk reaktion mod det radikale miljø i længden har kompromitteret sin mand, både i det kulturelle og i det politiske liv. Han nøjes med – lidenskabligt – at give miljøet skylden for Harald Nielsens forlis. Hans udtalte antisemitisme forklares og forsvares som den desperate mands gale reaktion mod den unationale radikalisme; oprindelig var det nemlig – mener han – en berettiget reaktion mod Georg Brandes, der som jøde brutalt brød forbindelsen med den nationale kulturarv ( som Hertz og Goldschmidt dog havde været med til at skabe). Harald Nielsens virkelige tragedie består for Søren Krarup i hans mangel på forståelse af modstandskampen, der primært var en kamp indadtil – mod radikalismen – og udadtil ikke en gang i førte rækkke var rettet mod nazismen, men mod den tyske besættelsesmagt, – en opfattelse, der må virke overraskende på alle dem, der hidtil har troet at det forholdt sig omvendt. Men for Søren Krarup er også nazismen en reaktion mod radikalismen, der altså må forstås i en så bred betydning at ordet næsten intet betyder, en forvrænget reaktion ganske vist, fordi det radikale herredømme (altså også i Tyskland, hvor Brandes og Hørups indflydelse dog ikke havde været så gennemgibende )havde fortrængt det sunde og naturlige så radikalt at det kun kunne ytre sig sygt og unaturligt. Det er herudfra forståeligt at Søren Krarup, trods sin begejstring for frihedskampen, ikke har vakt begejstring hos de gamle frihedskæmpere. Bogen munder ud i et angreb på "Information", der siges at have svigtet sin nationale opgave ved ikke at have forstået sin naturlige alliance med Harald Nielsen. At frihedskamp og nazisme kan have beslægtet inspiration (thi det bliver konsekvensen af det Krarupske syn) er før blevet antydet, men ikke af frihedskampens venner. Det er da også let at give Søren Krarup meninger en spydig drejning, sværere at tage dem alvorligt, og dog er det en højst alvorlig sag hvis det forholder sig så, at ondskab kun kan bekæmpes med sine egne våben eller kort sagt: med våben. »Det er det forhold – hedder det – at kun når man hader, kan man elske. At gennem fjendskab gror venskab. At den menneskelige natur, der er ond, kan forbinde sig med andre i et fællesskab, som er godt ....« og ved dette gode fællesskab må forstås et kampfællesskab.
Søren Krarup skriver på den inspiration – karakteriseret ved slagord som det rodfæstede, det helstøbte, det sunde, det nationale, det naturlige – der ligger bag Jakob Knudsens vederstyggelige og populære romaner. Det ejendommelige er jo at dette af radikalismen fortrængte idékompleks, der også psykologisk har karakter af fortrængt kompleks, er nok så populært som den radikale fornuft. naturligvis er det en forenkling at lade modsætningen konservatisme-radikalisme uden videre dække det psykologiske modsætningsforhold mellem irrationalitet og rationalitet, ja man kan med en vis ret – som bl.a. Ole Wivel har gjort – forkaste selve modstillingen som forældet i politisk henseende. Søren Krarup ville næppe helt afvise det, eftersom han selv angriber såvel den politiske konservatisme som den politiske radikalisme for udvandethed. Men psykologisk består modsætningen stadigvæk, så sandt enhver har noget krigerisk i sig, som han enten konservativt holder i ære eller radikalt søger at overvinde. Er den ’oprindelige’ konservatisme positiv ved at forkynde det krigeriske som noget naturligt, er radikalismen, der falder langt færre mennesker naturlig, sandt nok negativ ved at rette sig fjendsk mod dette oprindelige barbari (der f.eks. kan udtrykke sig i militarismen som livsholdning).
Søren Krarup har ret i at naturalisme og videnskabelighed kan betyde en farlig forenkling af menneskebilledet og medvirke til at fremkalde barbariet ved helt at se bort fra dets mulighed.
Men skal ordet radikalisme have mening – og ikke blot være en meningsløs fællesnævner for det Søren Krarup ikke kan lide – kan radikalismen ikke beskyldes for at have gjort sig skyldig i en sådan forenkling. Brandes gjorde det i sin ungdom, Hørup gjorde det aldrig, ikke engang det nuværende Radikale Venstre kan beskyldes for et rationelt menneskesyn (jfr. Jørgen Jørgensens skolelove) og da langt mindre vort århundredes radikale skribenter der, hvad Søren Krarup slet ikke nævner, har revolteret ihærdigt mod naturalismens menneskesyn. På dette punkt har de danske skribenter unægtelig ikke været særlig avancerede, hvad der kan skyldes at det i sin tid virkelig moderne gennembrud næsten har fået traumatisk karakter for efterfølgerne. Til gengæld må det skyldes den politiske radikalisme at nazismen, trods K.U., ikke kunne gøre sig gældende her så at frihedskampen imod barbariet blev en kamp udadtil. Nazismens protest mod den europæiske demokratiske civilisation i ’naturens’ og det rodfæstedes, det sundes og det nationales navn blev her til lands ikke følt som en berigtigelse, men netop som en forvrængning. Det mindre radikale Tyskland var mindre modstandsdygtigt.
At egentlig konservative skribenter ikke har kunnet gøre sig gældende i nyere dansk åndsliv, kan forsåvidt nok skyldes miljøet, men det må også ligge i sagen selv at den ikke kunde vinde flere begavede forkæmpere. Brandes og Hørup havde med deres indsats, der ikke var så populær som Søren Krarup fremstiller den, men tværtimod højst upopulær, gennemskuet det konservative idé- og følelseskompleks så radikalt at ikke engang de, der led under det, turde være det bekendt, det ville forudsætte et vist mod, der ofte kun trives sammen med umodenhed, og en vis mangel på fornuft.
Søren Krarup har haft mod til at fremsætte sine ufornuftige meninger – på mange punkter så umodent at han ikke har været svær at ramme.
Umodenheden fortager sig, meningerne sikkert ikke; med tiden vil han kunne kaste magen en brand i det reaktionære mørke og kaste lys over det skumle problem, at så længe menneskene elsker kampen så højt, som nu Søren Krarup, er kampen desværre ikke overflødig.

*Søren Krarup: ’Harald Nielsen og hans tid’. Gyldendal 152 s. 14.25 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her