Læsetid: 4 min.

Kvinder i akademia

Kvinder har flertallet, men ikke magten, og på Københavns Universitet vil der med det nuværende tempo gå 258 år, før balancen er der på de faste stillinger
10. januar 2004

Ny bog
Der er ballade om kvinderne. De slår for alvor igennem i uddannelsessystemet nu. To trediededele af gymnasieeleverne er piger. På de store universiteter er seks ud af 10 studerende kvinder, og tallet er stigende. Men der lyder ingen hurraråb af den grund. Tværtimod hilses udviklingen overvejende med beklagelse og kritik. Det er derfor velgørende, at der nu udkommer en antologi, der gør op med en lille flig af denne problemstilling.
Akademisk tilblivelse, redigeret af lektor Lis Højgaard, Institut for Statskundskab, KU og professor Dorte Marie Søndergaard, kan betragtes som en artikelsamling, der på mangfoldige niveauer diskuterer misforholdet mellem kvinders repræsentation og kvinders magt i akademia. For passer det, at kvinder, når de får majoriteten på en institution – som f. eks. universitetet – også får magten på den?
Intet tyder på, at universitetskulturen bliver kvindevenlig af de stadig flere kvinder. Rekrutteringsgrundlaget (antal uddannede kandidater) har rigtignok udviklet sig i retning af en ligelig kønsfordeling. Men det har kvindeandelen blandt forskere ikke, viser statistiker Inge Henningsen med tørre tal. Fra 1979-96 har kvindeandelen ikke ændret sig nævneværdigt.

Ressourcestrømme
Inge Henningsen gør vittigt opmærksom på, at det med det nuværende tempo vil vare 258 år, før der bliver lige mange mænd og kvinder blandt de faste videnskabelige medarbejdere på Københavns Universitet. Endda påviser hun, at det ligefrem er blevet sværere for kvinder at slå igennem i dag end i 1970. Et forhold, der i sig selv nok er en messe værd. Danmark har en ganske lav procentdel af kvinder ansat i videnskabelige stillinger sammenlignet med både Norden og resten af Europa. Det er faktorer med udspring i universiteterne, der er årsag til den manglende kvinderekruttering blandt forskerne og ikke faktorer forankret i kvinderne, konkluderer Inge Henningsen.
F. eks. tilflyder forskningsmidlerne i størst omfang de områder, hvor mænd udgør hovedparten af de aktive forskere, viser cand.adm.pol og lektor på Institut for Statskundskab i København Hanne Nexø Andersen i artiklen ’Ressourcestrømme i det forskningspolitiske system’. De kvindelige ph.d.’ere har ikke positioneret sig, hvor det er sandsynligt, at de går videre i systemet.
Men udskillelsen af kvinder foregår også på langt mere subtile niveauer.
»Det er slående, hvor langt ind i den akademiske organisations krinkelkroge man kommer, når ens ærinde er at opspore kønnede betydninger,« skriver Lis Højgaard og Dorte Marie Søndergaard i forordet. Og det er just sagen.

Hvis tur er det?
For det er subtile mekanismer, der fører mænd og kvinder hver sin vej. Kvinder ud. Mænd op. Disse mekanismer ligger i hele feltet af uformelle strukturer omkring stillingsopslag og ansættelser samt i det yderst flydende og uhåndgribelige fænomen: hvornår man opnår at blive set som en værdig og legitim akademisk aktør.
Dorte Marie Søndergaard afdækker gennem en interviewundersøgelse de uformelle elementer, som indgår i stillingsopslag og ansættelser.
Der må være kendte og sandsynlige ansøgere til de stillinger, som påtænkes; en person må også være et »velbeskrevet blad«, en »man har tillid til«, for at blive set som relevant. Der tages højde for markante personer i miljøet og deres påpegning af konkrete personers behov for ansættelser – »hvem står for tur?«. For nu kun at nævne nogle få af punkterne. Betyder en sådan liste, at de videnskabelige kvalifikationer bliver irrelevante i rekrutteringsprocessen? Dorte Marie Søndergaard konkluderer: Nej. »Men kravene til deres art og omfang fungerer som fleksible kriterier, der i ganske vid udstrækning kan medieres og bøjes med alle de øvrige typer af hensyn og interesser.«

Vred kvinde pinlig
Det gode ved Akademisk tilblivelse er, at den sætter fokus på ’det nære’, sprogspillene og det uformelle, som konstituerer akademisk genkendelse og anerkendelse mindst lige så meget som såkaldt objektive akademiske meriteringer. Og herigennem bliver det vist, hvordan de kulturelle koder for køn fremmedgør kvinderne og placerer dem som outsidere i akademia. Det er sværere for kvinderne at blive oplevet som værende i overesstemmelse med værdierne i universitetsverdenen.
Mænd favoriseres til stadighed. Samme handlinger og samme udtryk bliver mødt og forstået forskelligt afhængigt af, om det er en mand eller en kvinde. En god kvinde er en usynlig kvinde og en selvmarkerende mand får prestige.
En selvmarkerende kvinde er dominerende. En mand, der viser vrede, kan få respekt; en kvinde, der viser vrede, er pinlig og har mistet kontrollen over sine følelser. Groft sagt. Derfor betyder normerne omkring kvindelighed, at kvinderne er nødt til at administrere ambitioner og følelser på en måde, så de mister social plads. De får mindre gennemslagskraft.

Kradsende uldtrøje
I Charlotte Blochs interviewundersøgelse taler mænd igen og igen om institutionen og sig selv i samme åndedrag. Mænd oplever så stærk en identifikation med det system, de er i, at de smelter helt sammen med det.
Kvinderne i undersøgelsen mærker derimod hele tiden afstanden mellem sig selv og systemet nærmest som en kradsende uldtrøje mod huden. De er fremmede. Det er bl. a. erhvervelsen af en stærk selvfølelse, der er begunstiget for mænd og besværliggjort for kvinder. Alt efter temperament kan man også sige, at det er en særlig form for indskrænkethed (den blinde identifikation med systemet), der giver mænd deres særlige dynamik og handlekraft inden for akademia, mens kvinder i forhold hertil er fremmedgjorte, anfægtede tvivlere.
Men materialet rummer samtidig eksempler på, hvordan kvinderne har adgang til en langt højere grad af refleksion på det »givne« og faktisk også kommer med nogle kreative bud på en anderledes akademisk kultur.
Til slut kan man jo more sig med at konstatere, at Bertill Nordahl og Lars-Henrik Schmidt (se citaterne ovenfor) faktisk betjener sig af nøjagtig det, de beskylder kvinderne for: En følelsesladet, irrationel retorik bygget på påstande og urimelig sårbarhed omkring eget køn. Og her kunne måske en ny historie begynde. Om skrøbelige mænds kvindeangst.

*Jette Hansen er mag. art. og forfatter

*Akademisk tilblivelse.
Akademia og dens kønnede befolkning. Red. af Lis Højgaard og Dorte Marie Søndergaard. Akademisk Forlag. 238 s. 268, kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu