Læsetid: 4 min.

Rundt om solen

Asger Schnacks vældige 80’er-ordværk er stadig lige konsekvent og stadig lige kedsommeligt
22. januar 2004

Digte
Tilgiv, overbærende læser, at denne anmeldelse begynder ved siden af dagsordenen, skønt denne nu ellers er vægtig nok: en digtbog på hele 535 tættrykte sider, som vi snart skal vende tilbage til.
Under min opvækst, der foregik i et rækkehuskvarter nord for København, hændte det ikke sjældent at vi fik besøg af dørsælgere o. lign. Der var en fyr, der sleb knive og sakse. Der var en ostehandler – af os børn kaldet Osteloste – som kørte i en flødefarvet Opel Rekord og bar hvid kittel og sixpence. Af og til kom der en frugtmand, der falbød æbler og pærer. Han præsenterede sig: Arthur Kalevala Duncan. Vore mødre mente, han hed noget andet.
Asger Schack (f. 1949, søn af en skoleinspektør, forfatter til et halvt hundrede bøger og redaktør af lige så mange) kaldte sig for sjov Ane Schmidt, dengang han skrev pornoromaner. Nu hedder han til daglig Asger Braun, men Paardekooper, hver gang han oversætter og digter.

Indfældet i verden
Sit gamle navn har han dog fastholdt på omslaget og titelbladet af mammutudgivelsen Treklang, der rummer i alt seks sammenhørende digtsamlinger fra årene 1980-87. At bøgerne nu udsendes samlet, skyldes, at de følger samme formelle principper. Hver sides linjetal er, hvis mellemrum tælles med, 29 – én mere end alfabetet, hvilket utvivlsomt skal være pointen. Samme antal år bruger skæbne- og dødsplaneten Saturn i øvrigt på at nå en enkelt gang rundt om solen.
Om digteren også har tænkt på dét, fremgår ikke, så vidt jeg kan se, men selv prøver han at nå rundt om snart sagt hvad som helst. Intet stof er for småt til at danne afsæt for en af hans runder igennem sproget, ingen ord for lette eller tunge til at kunne passe ind i hans digtes strukturer, eftersom disse konsekvent er determineret af klang, rytme og linjelængde mere end af ’indhold’, sådan i traditionel forstand.
Er der et udsagn, består det i hele tiden at nå frem til den pludselige poetiske indsigt, en slags fornemmende ikke-viden, der blot skal minde digter og læser om kroppens »indfældethed« i verden. Digtet når højst et par sætninger, før det har mistet fodslag med nogen idé, og denne tømning ligger det ikke til digteren at begræde, ordenes druknedød er hans drøm.
Teksten skal ikke oprette mening, men helst nedbryde hierarkier, hvorfor hans yndlingsgloser logisk nok må blive ’eller’ og ’og’: eller for altings ligeværd, og for digtets særlige evne til at få alting til at føre videre til noget andet.

Permanent parade
Som samleværket foreligger nu, udfører det en bevægelse fremad mod visuel koncentration, idet vi i Kvint (1980) har 5 x 5 linjer på hver side, i Aster 1-3 (1981-84) 3 x 9 og i Klang (1986) 2 x 14. Helt for sig selv står, også med hensyn til titel, Stilheden (1987), hvor hver side er én lang blok, betydningsmæssigt langt sværere at bringe på formel end de tidligere dele.
Man kan måske sige, at epilog-sekvensen er det tætteste, digteren kommer på sit ideal om et digt, der ikke giver sig af med at ophøre, selv om det hele tiden trues af et meningens ophør, men i stedet indbygger ophøret i sig for at kunne komme ud af sidste linje – allerede godt på vej ind i noget nyt. Selv taler forfatteren et sted om »konstant poesi permanent parade«, men han karakteriserer egentlig også sin egen skriven, når han i Kvint kalder en sekvens for »en indledning til en indledning større end indledningen«.
Det kan være vanskeligt at orientere sig i en skrift med så få fikspunkter, især efter at forfatteren har smidt afsnitsdelinger og mellemoverskrifter væk og flyttet dem til en lille strimmel, som findes lagt ind i bogen. Dog, et eller andet sted handler det hele hver gang om det samme: et oprør imod enhver forenkling, en hjernerablende gylden drøm om et samfund uden ulighed, en by renset for udbytning, og frem for alt et liv besunget for den mulighed, det rummer, for restløs opgåen i altet. Samlejet, ja, selve orgasmen, bruges derfor igen og igen som metafor, både for eksistensvisionen og for poesien som dennes pant.
Treklangen og dens lidet stilfærdige epilog tåler, synes jeg, genoptryk og gensyn. Men det skal ikke nægtes, at Paardekoopers forgænger Asger Schnack stadigvæk er dræbende kedsommelig læsning. Han vægrer eller vægrede sig ved at falde til ro i en stabil position, og han gennemførte sit princip i en tekst, der er ét med hans holdning; men der er og bliver noget underligt over et digterværk, som, samtidig med at det hylder den dionysiske ufornuft, på det æstetiske plan blot er en artigt poleret og gennemført ’pæn’ udførelse af en eksamensopgave i surrealisme. At senmodernistisk stræbsomhed så nydeligt kan gå hånd i hånd med zen-buddhisme og udvandet anarkisme, stiller et spørgsmål om Treklangs begrænsning, som det tydeligvis har ligget uden for værkets rammer at søge svarene på.

*Asger Schnack: Treklang. 535 s., 399 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN: 87-595-2259-3. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu