Skal samfundet lade børn og unge udsættes for vold og overgreb, når blot det sker i deres egen familie, og de har mørk hud? Det synes man jo ikke, men realiteten er ofte en anden.
Da den 35-årige Sengül i sommer sammen med en tv-fotograf opsøgte sin far i Tyrkiet, ser hun en mand i dramatisk fysisk forfald: Næsten blind og fysisk invalid af sukkersyge. Faderen genkender hende end ikke, før Sengül præsenterer sig som hans yngste datter og spørger, om han synes, han har fortjent at have det, som han har det. Nej:
»Jeg har aldrig røget, drukket, spillet hasard eller været utro.«
At han i 1985 stod bag det blodige mord på sin dengang 17-årige datters kæreste, der blev lokket i baghold sammen med sin mor, tæller åbenbart ikke i den gamle mands regnskab med sin Gud. Men det er for dette mord, at han har siddet 10 år i fængsel og siden er udvist fra Danmark for bestandig.
46 knivstik fik unge Hasan, og også hans mor blev dræbt, da de kom for at fri til Sengül. I virkeligheden et baghold, for det havde aldrig været den brutale og primitive fars mening at støtte forbindelsen. Mordet bidrog alle til, selv Sengül blev tvunget til at stikke kniven ind. Efterfølgende blev mordet uden held tørret af på den kun 12-årige lillebror Erkan.
Sengül betyder lykkelig rose, men i virkeligheden er hun vokset op under forhold, man næppe forestiller sig. Og det er beskæmmende, hvordan familien vi taler om Horsens i 1980erne får lov at sejle sin egen sø. F.eks. tages Sengül ud af skolen efter 7. klasse, og sagsbehandlerne accepterer faderens argument om, at sådan gør vi i vores kultur...
Sengüls historie blev vist i går aftes i tv og er med sine ekstraelementer af ødelagte liv eksemplarisk for den gidseltagning af kvinder som repræsentanter for familiens ære, som er almindelig i mange, mange lande uden for Vesten. Det nye er selvfølgelig også, at æresdrab, som anses for normalt og hyldes og opmuntres i oprindelseslandet, i Danmark straffes hårdt, dog her uden, at den dræbende familie rigtigt forstår, hvorfor det ikke er i orden.
Sådanne familier ser nemlig ikke kvinder som selvstændige retssubjekter. Kvinder har kun værdi som aktiver for det familiære netværk. Derfor var det ikke nok, at Hasan også var tyrker og muslim. Familien kunne ikke acceptere nogen, som datteren selv valgte, og som lå uden for familiens interessesfære. Heri ligner Sengül Güverciles historie Fadime-sagen fra Sverige.
Fænomen på retur
Men man tør vel også tro, at fænomenet er på retur i bl.a. Danmark, hvor mange familier vil acceptere en fremmed, hvis det er en muslim. Forhåbentlig går det stadig færre, som bogens bagsidetekst slutter: »Der er ingen vej ud af et tyrkerliv.«
Pseudonymet Souads bog Levende brændt er et andet rystende dokument om ringeagt for enkeltmenneskers skæbne: Bogen beskriver med palæstinenseren Souads egne ord, hvordan hun som purung bliver forført af naboens søn, gravid og svigtet. Og da hun nu er en møllesten og skændsel for familien, hælder hendes svoger Hussein benzin over hende og sætter ild til.
Det lykkes Souad at stikke af og svært forbrændt komme på hospitalet, hvor familien kun håber, at hun dør. Men hun kommer i hænderne på en kvindelig schweizisk hjælpearbejder, som hjælper hende til Schweiz, plastiske operationer og et nyt liv.
Men tænk på dem, der blev tilbage!
*Sengül Güvercile (i samarbejde med Mette Hilden): Æresdrab. 152 sider, 179- kr. Aschehoug
*Souad: Levende brændt. 261 sider, 249- kr. Lindhardt og Ringhof
