Læsetid: 4 min.

En sæson i helvede

Strindberg aflagde jævnlige besøg
24. januar 2004

Nye bøger
Det begyndte med Hamsuns Sult (1890) i det tiår, hvor naturalismens sjælekvaler rystede de tilvante forestillinger om sammenhæng fra hinanden for at indsætte dem i nye fremmedartede kombinationer, hvor symboler havde tendens til at blive symptomer eller hele syndromer og livet en sygdomskrise.
Rimbaud i Frankrig havde forberedt det i poesien som en tid i helvede, og
i Skandinavien fik prosaen nu en ny skælven. Hos os var det Sophus Claussen, der med rejsebrevene Antonius i Paris og den videre rejse i Valfart samme år, 1896, prøvede at bygge stormstiger op fra nederlagets sjælelige afgrunde. Og det var samtidig med Strindbergs årelange, eksistentielle laboratorieforsøg i Paris og erotiske afmelding, hvor han brændte broer, som Claussen på sin side prøvede at bygge i poesi, noget Strindberg ville afsværge.
Dagbøger skrev han til gengæld over de alkymistiske eksperimenter, han foretog efter at have ekspederet sin hustru nr. 2, østrigeren Frida Uhl, på porten, hvad han derfor også halvhjerteskærende beklagede. Men også han brød op, drog senest til Lund og skrev året efter, 1897, sin historie sammen til Inferno, ikke en roman, men alligevel selvfølgelig en roman, hvad Olof Lagercrantz som den første til Strindbergforskernes forargelse påviste, iscenesat efter Dantes opskrift som en sjælevandring mod forløsning. Vejviseren Vergil er her erstattet af mystikeren Swedenborg.
Det er et genialt, tidstypisk og alligevel enestående.
Inferno er nu genudgivet, nyoversat på et fint dækkende dansk i en smukt håndterlig udgave lige til venstre inderlomme. Den fortræffelige efterskrift er af Uffe Hansen, der i øvrigt i et nummer af tidsskriftet Kritik leverede en overraskende ny belysning af H.C. Andersens »Skyggen«. Der er mystik på færde begge steder.

Sammenfald
»Det er som om man beskæftiger sig med min skæbne et eller andet sted!,« udbryder Strindberg, og det er denne ekstreme ømfindtlighed for omverdenen, magterne og den rasende erkendelsesdrift, som styrer skriften, der er lige så forbrændt og syreætset som hans hænder.
Med paranoid selvopmærksomhed registrerer han mærkelige sammenfald af små og store begivenheder, tilfældigheder, der danner mønstre, fordækte meddelelser. I sine smeltedigler ser han ansigter med onde øjne, i pudernes folder stirrer nogen på ham, fremmede eller genkendelige, i hans læsning er der overalt kommentarer.
Rummene på hoteller synes indrettet til beluring og elektrificering af ham, og bedre bliver det ikke, da han rejser til Østrig for at se sin toethalvtårige datter og bor hos svigermoderen. Rædselsnætter og befrielse veksler, mens han udfordrer dæmonerne med datteren som den frelsende Beatrice. Han fatter sin virkelighed som det reale helvede, som en soning af egne eller overordnede skyldforhold.
Udviklingen og forfærdelserne eksponeres videre i hjemlandet Sverige, i Lund, ’musernes lille by’, i denne lange udsoningshistorie mod højere metafysisk indsigt i det helvede, som er ’konstrueret med mesterlig logik og guddommelig sindrighed’.
Johan Ludvig Heiberg lod sin Sjæl efter døden indse, at han faktisk havde levet i Helvede. Og Sartre viste i sit spil om Lukkede døre, at Helvede var livet med de andre, som de levede det. Men få har vel siden Dante som Strindberg i den grad kunnet skabe illusionen.
Et sted i værket taler han om, at Inferno ikke er nogen roman med krav om stil og komposition. En temmelig vanvittig påstand, da kompositionen er ganske tydelig med klargørende kapiteloverskrifter om vejen ad hvilken og stilen helt egenartet i sin mikstur af klarhed og poesi, besættelse og distance. Overtonen er umiskendelig og uhørt i samtiden. Artisteri maskeret som selvbiografi, hvorfor den mest er forstået som sådan.

Goddag
Strindberg sagde goddag til Kerstin, sit lille barn med Frida Uhl i Østrig, men tabte siden ganske kontakten og interessen for hende, »hendes natur bød mig imod«, mens hans seneste efterkommer i det nye ægteskab 1901 med den purunge skuespiller Harriet Bosse, optog ham med den aldrende mands heftige fornyelsesvilje.
Forskeren Björn Meidal har sammenstillet en beretning om denne trekant baseret på brevvekslingen efter den hurtigt følgende skilsmisse.
»Vil De have et lille barn med mig, frøken Bosse?,« lød hans berømte replik efter en teaterprøve. Det ville hun, og således blev Anne-Marie født.
»Hvorfor ville du ikke være den, jeg digtede dig til,« spørger han senere Harriet, der dog kreerede de mange hovedroller, han skrev til hende. Brevene til barnet er i sig selv et dramatisk spil med flere personer, indirekte meddelelser, atter en biografi med indstuderede roller og nøgne følelser. Barnet er på den måde en katalysator i en kompliceret sjælekemisk proces med blus under kolben.
Han oplevede et nyt helvede, da Harriet giftede sig igen, og havde okkulte drømme og oplevelser om hendes fysiske nærvær. Materiale bliver det alt sammen. Men rørende er hans breve og billetter til Anne-Marie og kroniske gavmildhed, mens hun vokser op. Hun lever den dag i dag over 100 år gammel.
Og vi kan med æstetisk kynisme sige, at vi med vellyst færdes i hans labyrintiske helvede.

*August Strindberg Inferno. Oversat af Gregers Steendahl. Efterord af Uffe Hansen. 232 s., 248 kr. Batzer & Co.

*Björn Meidal: Goddag mit barn! Beretningen om August Strindberg, Harriet Bosse og deres datter Anne-Marie. Oversat af Per Vadmand. 194 s., 249 kr. indb.
P P Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu