Læsetid: 4 min.

Den selskabelige eneboer

Villy Sørensen i venskabernes midte – 28 vidnesbyrd om digteren og filosoffen i anledning af hans 75-års dag her godt to år efter hans død
13. januar 2004

Ny bog
De ikke mindre end 28 vidnesbyrd om digteren og filosoffen Villy Sørensen, udgivet her ved hans 75-års dag godt to år efter hans død, er illustreret af talrige portrætfotografier. Allerede fra skolebilledet i 1. klasse på Aalholm skole ser man det alvorligt venlige blik komme langt indefra og den høje pandebrask, der snart fik ikke bare tankerne, men også det karakteristisk opsvungne hår til at vokse mere kækt og solidt end hos de fleste andre. Hvor så mange går hen og bliver tynde i toppen, syntes hans indre styrke kun at tage til med erfaringen: ’kraften’, han også talte og skrev mere om, som modsætning til ’magten’, sådan som det bevidnes i Per Øhrgaards tale ved begravelsen, her bragt som indledning, og som en passende begrebsramme i Ejvind Larsens afsluttende bidrag.

Magnetisk
Bogen er en omfattende dokumentation af, hvor indgribende betydning samværet og venskabet med ham har haft for hver enkelts livs- og selvforståelse, hvor magnetisk hans tilsyneladende kølige varme har virket, hans reflekterede ironi og spontane humor, så mange blev afhængige af den hjælpsomme mand, ’villysørensen-junkie’, som Ejvind Larsen kalder sig, »der måtte prøve at skåne ham en smule for mig.« Han blev virkelig opsøgt.
Sørensen dog ikke bare ofrede sig, men fandt et eksistentielt rollefag som sokratisk vejleder og tankeudveksler, der havde brug for lystfølelsens nærvær – for ikke at sige nærværets lystfølelse, ligesom sine åndsbeslægtede forgængere Søren Kierkegaard og H.C. Andersen kvindeløs og desto mere grebet af symposiets erotik. Det blev med årene et omfattende selskab, men én for én af nære venner og veninder, der for manges vedkommende måske for første gang mødes her bag bogens permer.
Alle har de nærmest enslydende beretninger om hans boligforhold, på Roskildevej, i Hvidovre, i Taarbæk og til sidst i Brede. Mistrøstige badeværelser, enkle møbler, få billeder, mange bøger, megen klassisk musik, kaffe med chokoladekiks. Samt et køkken med rituel opvask efter bedre middage og særlige replikker. Man var på ’kodeord’ om fælles oplevelser med en sjov sans for tegn og symbolværdier, f.eks. buslinjen 133 til Hvidovre angivet efter opusnummeret på Beethovens Grosse Fuge, som både Sven Holm og musikhistorikeren John Fellow muntert fortæller, ligesom numrene på Johan Sebastian Bachs kantater var tilstrækkelige for at angive stemning eller replik: ’nr. 55’ betød »Ich habe genug«.

Tappenstreg
Gæsten sad på sofabænken med PH-lampen og dens symbolske lysmuligheder over det lave bord og den kloge mand i gyngestolen overfor, trommende med fingrene på armlænet som akkompagnement til den hurtige tanke eller i trods mod den livslange ryglidelse, der begrænsede den ydre livsudfoldelse og ungdommens rejselyst. En kompenserende tappenstreg.
Udover gæster var der også tigre i køkkenet, som i hans nok mest berømte historie fra debutbogen i 1953, store afbildninger af de stribede inkarnationer af indre konflikter – symbolsk bevaret i litteraturen, nu mens de efterhånden forsvinder fra den groft eksploiterede yderverden. Fra »Tigrene« husker man de to brødre Fif og Steen, der kaldes hjem af et telegram fra deres fortvivlede mor, som har mødt en tiger i sit eget køkken. Det bliver Fif, der med fantasiens hjælp afbøder den landsomfattende tigerplage, mens den forstandige storebror foreslår at gøre havnekajerne højere for at hindre deres landgang.
Samme storebror fra virkelighedens verden, geologiprofessoren Henning Sørensen, skriver oplysende og detaljeret om deres fælles barndom i Valby, om Villys tegnede og håndskrevne hæfter om sport og ferskvandsfisk og teater og om hans første novelle.
Niels Bardfoed går tæt om deres tidlige gymnasievenskab og omfattende brevveksling, emotionelle svingture og med et kritisk sideblik til deres fælles lærerguru, lektor Paul Lier, hvis mentorholdning Villy på sin måde videreførte, netop over for de mange yngre andagtssøgende.
Af jævnaldrende er der ikke mange, Klaus Rifbjerg har sin kammeratligt nøgterne erindring, Günther Grass en imponeret, krydret betragtning, Niels I. Meyer en meget oplysende redegørelse for samarbejdet om Oprør fra midten. Mest har læseren endvidere ud af dem, der holder hovedet koldt og dog hjertet varmt, som bl.a Suzanne Brøgger, der bl.a. stiller ’tigersygens’ diagnose. Blandt de sene venskaber glæder man sig over Michala Petris musikalsk velskrevne redegørelse for en vis fælles kunstnerisk skæbne, deres intellektuelle image. Det er dog sådan, at forstand og følelse, krop og sanser er integreret i den skabende proces.
Koreografen Anette Abildgaard så danseren i ham.

Afkom
At Villy Sørensen kaldte evner, selvindsigt, selvtillid til live i de unge af begge køn, der blev indladt i hans fortrolighedssfære, er dokumenteret til overmål i bogen, der rummer ikke så få selvbiografiske bekendelser af ubåndlagte følelser, mindeovervældet. Store skriveinvesteringer med overskrifter som »Saa jævned han for andre«, »En frugtsommelig mand«, »Drømme om favnelse«, »Om stedet hvor to verdener mødes«.
Villy Sørensen måtte undvære biologisk afkom. Som Ludvig Holberg kunne han sige: Mine bøger er mine børn! Men jo mere end det. Tilmed oplevede han den glæde sine sidste år at genetablere en ungdomsforelskelse og dermed ophæve tabet af pigen, han ikke fik. Sådan er megen kunst og tænkning skabt.

*Med Villy i midten. 28 vidnesbyrd om Villy Sørensen. 328 s. ill., 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu