Læsetid: 3 min.

Storbyens forbundne kar

I Katrine Marie Guldagers nye noveller er storbymennesket både isoleret og et kar forbundet med andre
22. januar 2004

Noveller
I et interview i Information ved udgivelsen af langdigtet Ankomst, Husumgade (2001) fortalte Katrine Marie Guldager, at bogen var skrevet ud fra princippet: »Kan det modsatte ikke også være her?« Dette princip lader også til at ligge til grund for Guldagers lille novellesamling København, som udkommer i dag. Ligesom man tror, man har fanget temaet, viser det sig at være, om ikke det modsatte, så i hvert fald et andet.
De første noveller starter som noget, der kunne ligne en indigneret kritik af et København, hvor ingen længere kommer hinanden ved. Kvinden på vej ind i shoppingzonen ignorerer den hjemløse dreng på trappen ved Nørreport (»Nørreport«). Den voksne søn forsømmer sin gamle, syge mor (»Indbrud«). Men teksterne knopskyder i uforudsete retninger og bliver i stedet (eller vel snarere også) til historier om tabte tænder og barmhjertige bardamer.

Netværk
Også i de andre noveller fremstilles byeksistenser på en måde, som ved første øjekast kan virke moralsk kritisk: voksne, der forsømmer deres børn i hverdagens stress og jag, ægtemænd, der bedrager deres hustruer uden større glæde, ulykkesbilister, der bare kører hjem og laver tomatsuppe, shoppinggale narcissister og livslede livsløgnere. Men hver gang viger den moralisering, man kunne forvente, for en forfølgelse af de veje og spor, som både er tekstens og byens, og som har det med at føre os uventede steder hen og måske ind i hinanden.
København består af 11 små noveller, hvoraf en del har titler efter københavnske lokaliteter: »Nørreport«, »Stengade«, »Utterslev Mose«, »En bænk i Tivoli«. Der gås og cykles og busses og biles rundt i byen, alt imens der krydsklippes mellem bogens bevidstheder, ikke bare fra novelle til novelle, men også inden for den enkelte novelle. Hovedpersonen i én novelle dukker op som biperson i en anden novelle. Tekstens baner løber ind og ud og på tværs af hinanden, så urbant og tekstuelt netværk går op i en højere enhed. En netværksstruktur, vi genkender fra andre af Guldagers bøger: Styrt (hvor den har noget fandenivoldsk over sig) og Blank (hvor hovedpersonen kæmper for at vikles ud af den).

Uhørt
I København fremstår netværksstrukturen, både byens og tekstens, i et tvetydigt lys. På den ene side som et fascinerende, dynamisk og nærmest musikalsk mønster, på den anden side som en ubehagelig, rastløs mekanik, hvor eksistenser strejfer hinanden uden at mødes. Eller hvor møder bliver til tilfældige og mere eller mindre fatale stød: sammenstød, knivstød, triste samlejestød.
Novellen er en ny genre for Guldager, men man må sige, at den er ført subtilt og urbant up to date med denne samling. Guldagers fortællinger emmer af det, der for Goethe var novellens kerne: »den uhørte begivenhed«. Det er måske ikke i så høj grad novellernes personer, der oplever det uhørte, som det er deres læser. Hvor storbyeksistensen (den blaserte, den pansrede, den mere eller mindre narcissistiske) kan synes at have stoppet ørene til for det uhørte, lytter Guldager efter andre toner i denne eksistens. Og det får læseren til at slå ørerne ud og høre om igen. Udsat for det uhørte i Guldagers noveller står læseren over for samme omtolkninganstrengelse som en klassisk novelleperson ud-sat for den uhørte begivenhed.

Gummekulde
På den ene side har man det som kvinden, der i en af novellerne vender tilbage til København og tænker, at her vil hun altid bo. På den anden side mærker man gummikulden fra den bufferzone, der holder byens eksistenser fra hinanden, og den triste træghed i den shopping- og hurtigknaldslogik, som får sin slagsang med Rolling Stones-citatet: »I can’t get no satisfaction«.
Hurtigt og let tilfredsstillet bliver man ikke af Guldagers noveller. Men man får
bevidsthed, social og poetisk, om byen og teksten, isoleret og forbundet, orkestreret og rastløs, fintmasket og trevlet. Kast en håndfuld social bevidsthed i en simrende fornemmelse for tekstens veje og vildveje, tilsæt musikalitet og et drys ironi – så har man 11 små krakelerende guldæg fra Guldager.

*Katrine Marie Guldager: København. 120 s., 148 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-02435-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu