Læsetid: 2 min.

At cykle op ad et fyrretræ

I sin første børneroman prøver Per Olov Enquist –med en troldsplint i øjet – kræfter med barndommens og fantasiens særlige potentialer
27. februar 2004

Ny bog
Han er en lurifaks, ham morfar Enquist. Han har skrevet en ’sand’ fortælling om fire børn (i alderen 4-9 år), som sammen med deres mildt anarkistiske morfar og dennes hund er på en til tider farefuld og dramatisk ekspedition, hvor det gælder om at bestige et bjerg med tre mystiske grotter. Det foregår hinsides al civilisation – og uden for mobiltelefonens rækkevide – i et naturområde, hvor de møder såvel krybskytter, ulve som bjørne.
Er Per Olov Enquists første børneroman, der egentlig bare var tænkt som en gave til forfatterens fire børnebørn, sandheden om en virkelig begivenhed? Eller handler det om, at vi som læsere (unge som gamle) elsker at blive forført og nyder at befinde os i det særlige, nogle gange magiske fiktionsrum, hvor grænsedragningen mellem sandhed og illusion altid er til diskussion? Et problemkompleks som i øvrigt just er det overordnede tematiske omdrejningspunkt i hele voksenforfatteren Enquists samlede forfatterskab.
Hvorom alting er, så betoner fortælleren i Morfar og ulvene (hvis svenske originaltitel er De tre grottornas berg) i såvel romanens start- som slutsætning, at »Sådan var det, det var sådan det gik til, det er hele historien.« Og indimellem udfoldes så en stilistisk mangearmet oplæsningshistorie, som både rummer det muntert pjankede, det eventyrlige og det indfølt naturbeskrivende. Angående sidstnævnte kan romanen i passager næsten virke som en børnetilpasset parafrasering af amerikanske Jack Londons to romaner om ulvehunde i en barsk natur skrevet i starten af 1900-tallet.

Skælmsk lille roman
Man hygger sig i selskab med morfaderen, som elsker pruttehistorier, sin sibirisk fødte og vennesæle giganthund Mischa samt sin ’feministiske’ samleverske Gunilla. Han mener – i modsætning til bogens lidt søvnige forældregeneration – at børn og deres mareridt skal tages alvorligt. Så da seksårige Mina i drømme bliver bidt af en krokodille (som hun mener at genkende fra faderens Lacoste-trøje), ordinerer morfaderen som mod-medicin ovennævnte bjergekspedition ud fra devisen: man overvinder sin skræk ved at foretage sig noget rigtigt farligt.
Jo det er en skælmsk lille roman, morfar har begået. I utvungen og uhøjtidelig børnehøjde og med et fint blik for såvel børns forhold til dyr som den særlige måde børn tilegner sig verden på. Kosteligt er især portrættet af den lille Marcus med »digternaturen«, som til sin storesøsters fortrydelse endnu ikke har lært at argumentere. Han insisterer blot på retten til at forestille sig, at man kan cykle op ad et fyrretræ.
Det er stort set den samme bevægelse, børneromanen selv foretager. Og den følges stilsikkert til dørs af Cato Thau-Jensens illustrationer, som kongenialt har fat i romanens tredobbelte klangbund af tæt samvær, mildt drama og sanset natur.

*Per Olov Enquist: Morfar og ulvene. Oversat af Nanna Thirup. Ill. af Cato Thau-Jensen. 144 s., 199 kr. Forum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu