Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Desperate mennesker onanerer for åben skærm’

Det intime sprog har erobret det offentlige rum – ny bog undersøger hvordan, hvorfor og hvad det egentlig siger om os selv
Kultur
20. februar 2004

Ny bog
I ’Løkkegaards’, det ’eksistentielle talkshow’ på P1 siger værten Gitte Løkkegaard til planetfysikprofessor Jens Martin Knudsen: »Nu skal du ikke være så beskeden, Jens Martin Knudsen.« Hendes varme stemme siger det også til generalløjtnant Kjeld Hillingsø et par uger før i samme program.
I nogle øjeblikke har hovedpersonerne vægret sig mod den retning ind i det private, som interviewene har taget. Så giver de los. Selv om de er kendt for deres ledelsesfilosofi, deres reportager, deres kendskab til det ydre rum eller deres strategiske analyser, tager de imod tilbuddet om nu også at give sig til kende som privatpersoner – om at give kød, blod og privatliv til den persona, de hidtil har haft i det offentlige rum.

Intimitetens diskurs
At også ’almindeligt’ kendte mennesker er begyndt at hoppe på bølgen af privatliggørelse af det offentlige rum diskuteres ikke direkte i i film- og medieforskeren Anne Jerslevs nye bog Vi ses på TV - medier og intimitet, men det passer fint med Jerslevs analyse. Vi ses på TV handler om reality-shows, men ikke kun. Den handler om »følelses-TV« og »intimitetens diskurs«. Jerslev diagnosticerer en intimisering af medierne, som ikke bare handler om det intime som tema (som i den slags dokumentarer, der nedladende kaldes »følelsesporno«), men om det intime som form, som en måde at henvende sig på, og som sandhedsdefinition.
Det intime er blevet en måde at kommunikere på. På tv, som er Jerslevs emne, er live-fornemmelsen central – jo mere her og nu, jo bedre. En anden fast form er øjenvidneberetningen, som producerer »en oplevelse af autenticitet mere end et specifikt, diskuterbart sandhedsforhold.« Virkeligheden beskrives gennem subjektive oplevelser, og de er ofte traumatiske (for eksempel i nyhedsudsendelser og talkshows). Det særlige er, at en øjenvidneberetning ikke kan modsiges – man kan ikke argumentere med et vidne. Til gengæld er beretningen tæt forbundet med en meget tilstedeværende krop, og derfor producerer den følelser – og nærvær.
I avisen produceres intimiteten for eksempel ved hjælp af Nils Thorsens beskrivelser af de interviewedes gestik (»han gør et vrid med kroppen som for at gøre sig fri af sin egen karakter«) og den jævnligt indskudte konstatering af kontakt og blik: »Han ser på mig.«
Mens mange har klaget over formålsløsheden og trivialiseringen i reality-serier som ’Robinson-ekspeditionen’ og ’Big Brother’, betragter Jerslev fænomenet som et filter på vores nuværende virkelighed.
Hun gennemgår konceptets historie tilbage til 70’er-serien ’An American Family’ og sammenligner med den parallelle interesse i det intime i både avantgarde-kunst og den mere sobre dokumentar-genre.
Det var i første omgang af ’Big Brother’ at Søren, en af de senere udbrydere fra huset, udtalte: »Jeg er deperat. Desperate mennesker onanerer for åben skærm.« For Jerslev udtrykker hans beskrivelse smukt »den medierede autenticitet som performance,« det sammenstød mellem medie og krop, mellem tilskuermasser og privatliv, som er kernen. Det er ikke i sig selv nyt, at det intime er en del af den offentlige sfære. »Det nye er såvel omfanget af den intime tale som dens partikularisering.«
Groft sagt er der sket en omvending: fra 70’ernes slagord om, at det private er politisk, til vor tids privatliggørelse af det politiske. Før i tiden skulle man først blive et færdigt og myndigt subjekt for at tale i den offentlige sfære; i dag »formulerer subjekterne sig med største selvfølgelighed offentligt om, hvordan de etablerer sig selv som subjekter.«

Privat og offentlig
Det handler ikke mindst om den tidstypiske »compulsion to confess« (betroelsestrang), men også om, hvad modtagerne gerne vil se. Og al fordømmelse til trods kan man ikke underkende, at intim-tv har forandret det offentlige rum i retning af, at det ikke alene er blevet scene for privatpersonernes etablering af sig selv: men at også såkaldt offentlige personer i dag i højere grad må etablere en privat side af sig selv for at blive hørt, troet og taget alvorligt.
Men det er til dels min videredigtning. Anne Jerslev leverer en række andre spændende analyser, medrivende nærlæsninger af saftige historier fra feltet og en sund bevidsthed om, at reality-tv allerede ikke længere er, hvad det var. Ingen kan i dag træde ind i et Big Brother-hus uden en bevidsthed om, hvad der kommer ud i den anden ende, og en strategi om, hvilken performance det kan svare sig at udføre. Det er en udfordring for programmernes eftertragtede autenticitet (i første omgang af ’Robinson’ var den autentiske deltager ærlig; i anden omgang var hun strategisk), og det vil forvandle genren i nye retninger – omend næppe tage livet af den.
»Det kunne være mig« har vist sig at være en af tidens kraftigste appeller. Den 1. marts starter første runde af TV3’s nye reality-serie ’Farmen’, og da jeg sad i sofaen med Vi ses på TV og så et spot for den, genkendte jeg en af deltagerne som min genbo Dennis. Det virkede godt, trygt og naturligt.

*Anne Jerslev: ’Vi ses på TV - medier og intimitet’. 272 s., 298 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her