Læsetid: 6 min.

Fra episk bredde til lyrisk ekstravagance

Norske, svenske og finske fiktioner med retning mod Nordisk Råds Litteraturpris
26. februar 2004

Litteraturpris
Blandt de seks bøger, der fra norsk, svensk og finsk side er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og hvor udfaldet bekendtgøres i morgen, skiller to romaner sig ud ved deres omfang, mindre end 500 sider kan ikke gøre det. Og så er den største af dem endda kun trejde og sidste del af en håndkoloreret slægtsroman, Eriks bok, af den finlandssvenske Lars Sund (f. 1953 i Jakobsstad). Den er skrevet med et næsten lystigt overskud af en fortæller, der gør rede for alle sine manøvrer. »Välkommen. Vi har väntat på dig. Vi är de döda från Siklax.« Sådan lyder indgangsordene fra de spøgelser, der har samlet sig i salen på hovedgården i den fiktive landsby for at lytte til efterkommerens beretning, som de i lighed med et græsk kor kommenterer. Dermed er vi placeret i både skrønernes og en dokumenteret efterkrigsverden, hvor Finland bygges op igen, mens de tidligere bind har behandlet perioderne efter den blodige borgerkrig. Et dramatisk national skæbnetid.
Den omhyggeligt karakteriserende slægtssaga koncentrerer sig her om Erik, der vender hjem fra USA som CIA-agent, og den hjemligt handlekraftige halvsøster Margareta, der gifter sig med kunstneren Charles. I en boblende mixtur af sex og samfund svømmer fortælleren, søn af Margareta, hjemmevant og fantasifuld mellem stort og småt i varierede stilarter og österbottnisk lokaldialekt, guidet og korrigeret af de døde, et udmærket og perspektivrigt påfund.

Vikinger
Den jævnstore norske roman, Frost af Roy Jacobsen (f. 1954), er til gengæld henlagt til kongesagaernes handlingstid omkring år 1000, hvor kristendommens indtrængen er med til at skabe voldsom dramatik.
En tid lang sidder man med noget nær en spændende drengebog mellem hænderne i en ræsonnerende nutidsfortællers kommenterende toneleje, men snart nuanceres emotionerne og karaktererne i psykologisk analyse med udgangspunkt i den gennemgående figur, islændingen Torgest Thorhallason, en mand af så ringe fysisk statur, at han blot kaldes Gest.
Fredløs må han forlade Island, da han har hugget sin fars indflydelsrige drabsmand ned, og hævnmotivet trækker sit blodige spor gennem hele den lange beretning om hans flugt, ankomst til Norge med nye drab og lidenskaber som indviklet rituelt følgeskab. En flygtning i livet er han, en ubuden gæst i historiske omgivelser i magtkampenes Norge, en evnerig person med overudviklet sproglig hukommelse og nogen skjaldkundskab, magnetisk farlig, uberegnelig, iskold, tro mod visse idealer i underdanig retfærdighedssans. Han betragter heller ikke sig selv som noget godt menneske, med rædsel spørger han sig, hvem han egentlig er.
Romantitlen Frost er mere end en klimatisk størrelse. Som kriger og handlingsmenneske søger Gest stadig sig selv. Og endog de mægtige jarler begynder at søge ham og hans råd, interesserede i hans fortælletalent og skriftkyndighed. Han kommer med i Knud den Stores erobring af England, lader sig kristne, men reddes ikke fra sin splittelse mellem hævnens ånd og kærligheden. Kommer aldrig hjem i hverken den ene eller anden betydning, men landsættes endeligt på øen Iona, Hebriderne, i konsekvensrig ensomhed. Således er Gests bog, nærmest skrevet af ham selv.
Roy Jacobsen husker jeg fra bl.a. romanen Grænser, med Anden Verdenskrig som emne. Den kunne jeg bedre lide, selv om jeg letter på hatten for denne psykosaga som også en moderne kommentar til krigenes og krigernes ånd.

Romanbiografi
Og krigen er på hver sin måde også tema i de to andre prosabøger, den svenske og den finske. Steve Sem-Sandberg (f. 1958) har skrevet en centraleuropæisk romanbiografi, Ravensbrück, over den radikale, tjekkiske journalist Milena Jesenská, mest kendt som Kafkas veninde i hans Breve til Milena. Måske er det dem, der har inspireret Sem-Sandberg, for han benytter blandt meget andet en fiktiv henvendelsesform til sin figur for at komme på sporet af mønstret for hendes omtumlede liv.
Det er et ganske voveligt eksperiment med den biografiske genretraditions ligerettede, kronologiske fremgangsmåde, for hvordan hænger et liv egentlig sammen? Og hvordan kommer hans bog til at hænge sammen? Den er tung læsning, kompliceret som hver enkelt person også er i et virvar af stemmer, familiemedlemmer – for hendes vedkommende især en ekstremt tyrannisk, uberegnelig far – venner – her Prags og Wiens intellektuelle miljøer, elskere og tvivlsomme ægtemænd. For Milenas del er afslutningen en elendighed. Taget af tyskerne anbragtes hun i koncentrationslejren Ravensbrück, hvor hun trods den menneskelige uhyrlighed klarede sig igennem, indtil hun bukkede under af en nyrelidelse.
En antibiografi? Ordet bruges for visse afsnits vedkommende, side om side med fortællen, autentiske breve og artikelcitater i en stadig mosaikform. »Det svundne lever i os uden kronologi«, lyder et mottocitat. Bogen forekommer mere interessant end gribende, men har dog ikke så få erindringsbefordrende enkelttræk.

Hjemmefronten
En fortid der til stadighed melder sig i finsk litteratur, er borgerkrige og vinterkrigen. i den 44-årige Kari Hotakainens roman Löpgravsvägen refereres der til stadighed til ’hjemmefrontsmænd’ om de veteraner, der fik særlig favorable biligvilkår i simple typehuse efter krigen. Et sådant hus er ivrigt efterstræbt af Matti, hvis kone har forladt ham, da han stak hende en øretæve, men stærkt savnet. Huset skal være en forsoningsgave. Det er en stilfærdigt vild groteske omkring denne Matti, der har psykopatiske træk og en udtalt evne til at irritere og provokere naboer, ejendomsmæglere, politifolk, hustru m.fl. der alle i de mange korte kapitler får ordet i en dog noget enklere mosaik end hos ovenomtalte Sem-Sandberg.
Med finsk akkuratesse følger vi med i Helsinkis gadenet og yderkvarterer under den gale mands strategiske og halvperverse jagt på huse, detaljeret beskrevet i hans udførlige notesbøger. I egen opfattelse er han en frontkæmper på boligmarkedet.
Romanen er såre drevent lavet af en højtagtet finskproget forfatter, indtil nu en skandinavisk hemmelighed. Læst efter de øvrige store feltarbejder lidt af en lettelse – i flere betydninger.

Enkelhed
De to indstillede digtsamlinger er inderligt forskelllige. Svensk lavmælthed og norsk ekstravagance. Kristina Lugn (1948), der ynder at bruge repliktitler, har med det friskfyragtige udsagn Hej då, ha det så bra! ikke desto mindre uddybet og mørknet sin raffinerede enkelhed. »De som verkligen älskar språket prater inte så här mycket. De som verkligen verkställer sin kärlek till språket slår vakt om tystnaden«, siger hun i en større sammenhæng om livsforandring, kærlighedssvigt og identitet. Derfor er det ikke de store ord, men hverdagens huslige sproginventar, der til gengæld lades op med energier og forbavsende kombinationer. Jeg’et kan være et stativ til en sengelampe, når strømmen er gået, en elafbrydelse. Og forelskelsen kan få en til at ønske at være udsigten fra dit soveværelsesvindue eller din tyverialarm. Livet er skrøbeligt. Vi mennesker befinder os kun et tankespring fra Karlsvognen: Jeg befinder mig nu kun et slængkys fra bedemandsforretningen. På den måde er det et sorgarbejde at leve. Forstår man ikke det, bliver man aldrig glad.
Stilfærdigheden i de spændte paradokser er af stærk virkning også i aforistiske versioner. Op imod dødstanken afprøves forskellige emotionelle foranstaltninger og håbefulde attityder: »Men det finns en annan kvinna inom mig, som inte är rollbesatt än.« Det skal nævnes, at Kristina Lugn ved siden af digtrækken har skrevet stærk dramatik og selv driver et teater i Stockholm.

Retorik
Hos Inger Elisabeth Hansen (f. 1950) er der i digtene Trask med tilføjelsen ’Forflytninger i tidens skitne fylde’ ganske stærke ord og et blandsprog rækkende fra den højere retorik til kulørte gloser, fra flammerødt og snehvidt til pissegult. Det er en digtsuite i 14 afsnit af frie, lange prosavers af betydelig musikalitet, der giver ordet til hinanden i en intern gangart. Der er masser af kulturelle referencer, spansk klosterliv, mexikansk kolorit, nederlandsk malerkunst og kinesisk duft. Et gentaget motiv er den kvindelige åndskraft i billedet af Rembrandts elskede Saskia.
Sammenlignet med Kristina Lugn ligner det et poetisk overbud, men af en sær skønhed, et næsten surrealistisk vidunder-sprog, dog i en sammenhængende billedverden med spor af støvlesålernes ’trask’ – i et forsøg på at finde det menneskelige mønster. Den etisk bevidste klangfarve ligner også et norsk menneskespor.

Blandt de her omtalte bøger og forfattere er der gode prismuligheder. Hvem der kommer igennem juryens arrgumenter og afstemnings-labyrint som vinder i morgen, lader sig ikke forudsige.

*Lars Sund: Eriks bog. 550 s. 338 Skr. Söderströms

*Roy Jacobsen: Frost.495 s. 398 Nkr. Cappelen

*Steve Sem-Sandberg: Ravensbrück. 272 d. 248 Skr. Bonniers

*Kari Hotakainen: Löpgravsvägen. Oversat af Camilla Frostell. 298 s. Forum

*Kristina Lugn: Hej då, ha det så bra! 67 s. Bonniers

*Inger Elisabeth Hansen: Trask. 82 s. Cappelen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu