Læsetid: 6 min.

Historien om det moderne Palæstina

To folks 150-årige historie og kultur bliver fortalt på knap 300 sider, og det er ikke gjort bedre af nogen anden forfatter
5. februar 2004

Ny bog
A history of modern Palestine, med undertitlen one land, two peoples, er skrevet af den israelske historiker Ilan Pappé. Han har tidligere gjort sig bemærket med bøger om den historiske baggrund for Mellemøstkonflikten. Han er usædvanlig af en israelsk historiker at være, idet han hverken er zionist eller nationalist, og idet han taler og læser arabisk. Disse egenskaber og evner har da også sat ham i stand til at skrive en helt usædvanlig bog, hvor han ikke alene fortæller om de politiske begivenheder, men også trænger ned i hvordan livet for de forskellige sociale grupper, bønder og byfolk, fattige og rige, mænd og kvinder var i de forskellige perioder.
Pappé indleder bogen med at diskutere modernitetsbegrebet og dets relevans for Palæstina. Hans udgave af historien begynder i midten af det 19. århundrede, hvor Palæstina befandt sig i en overgangssituation mellem tradition og modernitet, hvor dele af samfundet var en del af moderniteten blandt andet fremmet af amerikanske missionærskoler, hvor den palæstinensiske elite blev uddannet, mens andre dele af befolkningen levede, som de havde gjort i hundreder af år først og fremmest på landet.
Denne situation blev ændret med zionisternes ankomst i 1882. Zionisterne var alle europæere, og der blev derfor tale om en vesternisering af Palæstina, altså den samme påvirkning som andre kolonisatorer bragte til andre dele af verden. Så på den måde forlod Palæstina fortiden ved hjælp af Vesten, men som Pappé påpeger, så var alt hvad der foregik i fortiden, ikke nødvendigvis reaktionært, og alt, hvad der hører nutiden til, er ikke nødvendigvis progressivt. Fortiden rummede egalitære livsformer, som er gået tabt, og mødet med Vesten har ikke altid betydet forbedrede forhold for eksempel for kvinderne, ligesom mødet med Vesten heller ikke af sig selv medfører en sekularisering af samfundet.
Ved at gøre sin historie binational ønsker Pappé at afnationalisere den, at vise at nationen ikke er det altafgørende i menneskers liv, et liv som langt mere påvirkes af fysiske faktorer så som klima, græshopper, økonomi og tradition, socialt tilhørsforhold og køn.

Provokeret nationalisme
Palæstina fik først sit navn i slutningen af det 19. århundrede, indtil da havde det ikke været vigtigt for folk at vide, hvad området hed, det blev det først, da zionisterne kom til og affødte den palæstinensiske nationalisme, så blev Palæstina ikke blot et navn, der beskrev et område, men et navn, der repræsenterede et krav på samme område.
Pappé begynder sin historie i 1856, det år, hvor Krimkrigen mellem Rusland og Tyrkiet sluttede med Ruslands nederlag, efter at Storbritannien og Frankrig havde grebet ind på Tyrkiets side. På det tidspunkt boede der cirka en halv million mennesker i Palæstina, de fleste var muslimer, ca. 60.000 var kristne og ca. 20.000 jøder – dertil kom en 50.000 ottomanske soldater og 10.000 europæere heriblandt flere missionssamfund.
På landet levedes et liv domineret af familien og klanen og med et solidarisk forhold til omgivelserne, idet der var fælles brugsret til jorden, og de forskellige jordlodder gik på tur blandt bønderne, så alle på et eller andet tidspunkt fik glæde af den frugtbare jord. Lederen af den stærkeste klan repræsenterede bønderne i forhold til autoriteterne, for hvem de også skulle opkræve skatter og ellers løse konflikter i lokalsamfundet. På landet gik kvinderne uden slør, en beklædningsgenstand der endnu var forbeholdt de bedrestillede kvinder som det statussymbol, det oprindeligt havde været. Om man som kvinde var muslim, kristen eller jøde betød ikke så meget for ens hverdag, det var under alle omstændigheder et patriarkalsk system, hvor forskellene snarere skyldtes sociale end religiøse forhold.

Jord er magt
Den altafgørende faktor i det palæstinensiske liv dengang som nu er jord, den, der ejer jorden, har magten. Indtil 1880’erne var der næsten ikke tale om privat ejendom af jorden, men på det tidspunkt blev Palæstinas økonomi en del af det globale marked, og man gled fra et selvforsynende landbrug over mod at dyrke afgrøder, der kunne eksporteres.
Samtidig ændredes ejendomsforholdene til jorden. Tidligere havde bønderne lejet jord af den ottomanske stat, men med 1880’ernes jordreformer blev det muligt at eje jord og ejendom. Det betød, at de fattige bønder blev presset ud, og jorden mere og mere kunne opkøbes af de store jordejere, hvoraf flere ikke engang boede i Palæstina, men i Damaskus eller Beirut. Denne jordreform gjorde det muligt for de europæiske zionister at opkøbe palæstinensisk jord og gennem deres politik med kun at ansætte jødisk arbejdskraft – en politik der dog aldrig har kunnet gennemføres – var de med til at skabe en proletarisering af de palæstinensiske bønder.
Nænsomt ledes læseren igennem de følgende godt 100 år med den britiske mandatperiode, de voksende problemer mellem zionister og palæstinensere, oprettelsen af den jødiske stat i 1948, de efterfølgende krige i 1956, 1967, 1973, 1982 og de to palæstinensiske opstande i 1987 og den sidste, der varer endnu, og som blev indledt i 2000. I alle perioder fortæller forfatteren, hvordan livet så ud i byen og på landet, blandt fattige og rige og blandt palæstinensere og jøder og israelere.
Ud af denne beretning fremstår en social- og en kulturhistorie, hvor noget af det mest slående er mødet mellem de effektive teknokratiske og europæiske zionister, der ved, hvad de vil, og langsomt, men sikkert opbygger skelettet til den stat, de har planlagt igennem årtier, og så de oprindelige folk på stedet, palæstinenserne, der dengang som nu savnede kapable ledere, som kunne se ud over deres egne snævre klaninteresser og indbyrdes skærmydsler og konkurrence. Med englændernes massive hjælp lykkedes det zionisterne inden 1948 at opbygge et velfungerende jødisk civilsamfund, som stod grydeklar til at overtage nøglen fra englænderne, der dér, som så mange andre steder i Mellemøsten, efterlod et
kaos.

Ondets rod fra 1948
Efter den jødiske stats oprettelse i 1948 følger vi udviklingen i såvel det israelske som i de palæstinensiske samfund, hvor taberne først og fremmest blev de palæstinensiske flygtninge. Ilan Pappé er en af de få israelere, der konstant gør opmærksom på, at roden til konflikten skal søges i 1948 og i den uret, der dengang blev begået mod palæstinenserne, kun derigennem, siger han i sit efterord, kan man åbne porten til en vej ud af konflikten . Med mindre israelerne tager deres del af ansvaret for den katastrofe, al Nakba som palæstinenserne kalder den, vil der aldrig kunne skabes en varig fred mellem de to folk.
Pappé har klart større sympati for de besatte end for besættelsesmagten, men han har også et meget skarpt blik for de mange interne modsætninger i det israelske samfund, mellem de religiøse og de sekulære, mellem de vesterlandske og de arabiske jøder og mellem de israelske palæstinensere og den jødiske majoritet. Samtidig har han et bredt kendskab til alt, hvad der rører sig i det palæstinensiske samfund både på lederplan og på græsrodsplan, blandt andet har han en meget interessant fremstilling af den politiske islams genopståen.
Jeg kan næsten ikke komme i tanke om dét relevante emne til forståelse af konflikten, som ikke bliver berørt i denne fremragende bog, som ikke burde hedde A history – en historie – men the history, historien, om det moderne Palæstina. Det er ikke nogen let læst bog, dertil er den for spækfyldt med informationer, det er trods alt to folks 150-årige historie og kultur, der bliver fortalt på knap 300 sider, men det er efter min mening ikke gjort bedre af nogen anden forfatter.

*Birgitte Rahbek redigerer Synsfeltet på P1

*A history of modern Palestine, one land two peoples, Ilan Pappe, Cambridge University Press, 356 s., 15,99 GBP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Anbefalelsesværdig bog! Læs også militærhistorikeren Zeev Maoz bog: "Defending the holy land." En meget præcis beretning om Israelsk adventurisme.