Læsetid: 4 min.

Junkie eller dandy?

Aldrig før er Frankrigs måske største lyriker, Charles Baudelaire, blevet nedgjort til en så usympatisk nullitet
12. februar 2004

Biografi
Den mest romantiske skildring af Baudelaire, der er skrevet, er nok den mindeværdige lovprisning, som hans ven og beundrer, digteren Theodore de Banville, skrev som introduktion til førsteudgaven af Les Fleurs du Mal (1857).
Banville beskriver Baudelaire som en åndsaristokrat, en dandy og boulevardflanør, der lever af private midler og bor i sin overdådigt dekorerede lejlighed i et 1600-talshus på Saint-Louis-øen i Seinefloden i hjertet af Paris. Her kunne han sidde i dagevis i træk »i en lænestol så dyb som en grav«, altid klædt i »højtideligt sort« som sin elskede Hamlet.
Som eneste selskab havde han nogle få, udsøgte bind latinsproget poesi. Og her – i denne ø af ophøjet stilhed og ensomhed, midt i borgerkongen Louis-Phillipes larmende og fortravlede Paris, – »besang han med en såret svanes klang sin egen gådefulde spleen.«
En større kontrast til Banvilles panegyriske portrætskitse end den lumpne karl, der toner frem på siderne i litteraten Frank Hiltons nye bog, Baudelaire in Chains, kan man næppe forestille sig.
Hilton viser os en kraftesløs, forgældet, emotionelt manipulerende, nagbærende gnavpot. For Hilton er Baudelaire en sølle kæltring. Han skildrer ham som livslang opiumnarkoman, alkoliseret, indolent, umoden og kalkulerende. Og – som alle stofafhængige – en monstrøst selvmedlidende, selvbedragende og uudholdelig person.
Vellystige nedgørelser af store personligheder har traditionelt været en disciplin, der frister mindre ånder. Kan den være berettiget her? Bør vi se Baudelaire som junkie snarere end som dandy? Utvivlsomt ligger sandheden et sted midtimellem. Den totale mangel på sans for nuancer og kompleksitet gør Hiltons portræt utroværdigt. For ham er nøglen til alle de poetiske mysterier i Baudelaires værk at finde i opiumsvalmuens og de kunstige paradisers falske rus. At prætendere at ’forklare’ Frankrigs største lyriker i sådanne vendinger kan kun betegnes som reduktionisme af primitiveste slags.

Bevismaterialet
Hiltons ’bevismateriale’ er ikke af en sådan art, at det vil kunne holde i byretten. I sine breve og dagbøger revser og tugter Baudelaire f.eks. sig selv for sine »dagdrømmertendenser« – et udtryk, som Hilton slet og ret udlægger som »opiums-rusdrømme«. Måske har han ret, måske ikke. Hilton fortæller os, at det jo er en velkendt sag, at narkomaner konstant føler sig under tidspres, og skrev Baudelaire måske ikke fyldigt om at være »hjemsøgt af tiden«? Følgelig var Baudelaire narkoman.
Enhver kan se, at den syllogisme ikke tåler granskning. Baudelaire reduceres til en plagsom tiggernatur, der konstant slog sine venner for penge: 20 francs f.eks. – »sandsynligvis prisen for tre-fire ugers forsyner af laudanum« (opiumsdråber, red.). Kunne det ikke have været for at købe for brød og ost?
Spørgsmålet er ikke, om Baudelaire tog opium eller ej – selvfølgelig gjorde han det, og det gjorde også Coleridge, Dickens, Berlioz og dronning Victoria. Opium var det 19. århundredes lykkepiller. Spørgsmålet er: Var Baudelaire så narkoman? Det har vi intet belæg for.

Ondskab som glamour
Skal man være venlig, kan man se noget forfriskende i Hiltons antiromantiske tilgang og mangel på ærbødighed over for denne sortklædte, højtidelige, selviscenesættende poète maudit-figur. For Baudelaire har naragtige sider. Der er noget ved hele tonen i senromanticismen, som i dag må slå os som latterligt, pinligt og forældet. Verlaine, Lautréamont for slet ikke at tale om Oscar Wilde brugte som Baudelaire et billedsprog, hvor disse dandyistiske hommes de lettres yndede at lege med ideen om, at ondskab kan være glamourøs, subversiv eller endog åndeligt frigørende. I vor tid viser rystende tv-reportager os dagligt ondskabens sande fjæs: Og der er ikke mere at sige om det, end at det er banalt, tarveligt og sjæleligt fordærvende. Ingen blomster der.

En ond skæbne
Baudelaires sidste år var også banale, tarvelige og sjæleligt ødelæggende. Han martredes af raseri over at se, hvor megen slet litteratur, der blev falbudt ved bogboderne langs Seinen, når så mange af hans egne værker for længst var udsolgt. Han levede af almisser, og hans helbred var elendigt. Til sidst forlod han Paris og drog til Bruxelles, hvor han håbede på at finde en levevej som foredragsholder, men han fandt belgierne »brutale, stupide og ignoranter«, og seksuel afholdenhed der var let, fordi alle kvinder var så grimme. Det var i hvert fald den forklaring, han gav sig selv. I marts 1866 fik han et slagtilfælde, der efterlod ham halvt lammet og ramt af afasi, dvs. tab af evnen til at tale og formulere sig sproligt. En digter kan næppe udsættes for ondere skæbne.
Sandt er det, at Baudelaire havde et sjældent talent for at forvandle en ubehagelig situation til noget endnu værre, og hvis man i perioder kommer til at dyrke ham lidt for intenst, kan man godt gribe sig i at savne lidt Tennyson som modgift: På samme måde som en god travetur i blæsten på Isle of Wight virker forfriskende, hvis man har tilbragt for lang tid på de parisiske bordeller. Men den følelse, man sidder tilbage med efter endt læsning af Baudelaire in Chains, er at her har vi en biografiforfatter, som efter være trængt dybere ned i sit emne er nået frem til den erkendelse, at han ikke kan udstå Baudelaire.
Kun hvis man har det på samme måde, er der noget at hente i denne bog.

*Frank Hilton: Baudelaire in Chains: A Portrait of the Artist as a Drug Addict. 220 s., ca. 260 kr. Forlaget Peter Owen

(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu