Læsetid: 6 min.

Leopardens sidste dans

Giuseppe Tomasidi Lampedusas mesterværk ’Leoparden’ i ny og ajourført udgave – og nu som før en stor og vidunderlig europæisk roman
18. februar 2004

Klassiker
Har man ikke læst bogen, så kan man måske huske filmen. For eksempel balscenen, hvor Burt Lancaster spiller over for Claudia Cardinale, han som fyrst Fabrizio, romanens titelfigur, og hun som næsten-svigerdatteren Angelica. Det er en både smuk og central scene; Visconti lader den da også fylde godt og vel en trediedel i sin udgave.
De danser vals, i én forstand den sidste, i hvert fald for hans vedkommende, set under en anden synsvinkel den første i en lang række.
Han hører den gamle verden til, artistokratiets og de nedarvede privilegiers. Hun er omvendt datter af den ny tid og opkomlingernes regimente, hvor man gør sig i praktiske anliggender og sammenfatter i debit og kredit. Deres dans denne aften er et billede på overgangens pragmatisme. For godt nok er general Garibaldi og hans oprørere gået i land på Sicilien nogle måneder forinden, foråret 1860, og godt nok lakker det mod enden for sådan nogle som Don Fabrizio og hans slægt, men man kan vel nå at tilpasse sig. I hvert fald har Fabrizios fremsynede nevø, charmetrolden Tancredi, lempeligt frigjort sin kærlighed fra fyrstens datter Concetta og i stedet sat den ind på den underskønne, men altså også fremtidssikrede Angelica, datter af den uanstændigt rige Don Calogero. Det er en fornuftig forretning, der tilmed går begge veje. Fyrstehuset får lagt til likviderne og behøver ikke at frygte noget fra samfundets nye spids. Og denne – altså familien Calogero – får noget gammelt og agtværdigt at støtte sin magt til, med tiden får den endda lært sig gode manerer.
For så vidt er der intet nyt. Eller som den elskelige Tancredi belærer sin onkel: alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er. Altså lægger den gamle fyrste armen om den borgerlige Angelica og sammen kan de danse både to, tre og fire slægtled frem, og skulle der tilstøde en revolution eller to undervejs, så skulle også nok dens nye orden finde sin plads inden for den gamle.

Det smukke og unyttige
Og alligevel er fra denne aften alt forandret eller har i virkeligheden været det længe. Aftenen er det symbolske højdepunkt på den langstrakte proces, der har tømt fyrstens hus for rigdomme og ham selv for livskraft. Her får vi aristokratiet i komisk portræt, som sart drivhusplante eller livsuduelig søvngænger med mere end en snert af dødsdrift. Men der er også solidaritet i portrættet, en indforståethed med fyrstens bryske facon og sans for tilværelsens relativitet – for herregud, hvad skal det nytte? – og dermed sans for det storslåede og pragtfulde, stilens og de gode manerers underskønne bedøvelse.
Også det er tydeligt i Viscontis filmatisering. At det hele snart er forbi, buffeten ædt op og potterne i underetagen pisset fulde, mens den ny tids mand, Calogero, er faldet hen i højlydt snorken og hans bukseben gledet op, så man kan beglo bonderøvens underbenklæder. På den baggrund skal han også ses, fyrsten, når han lægger armen om den dejlige Angelica og skrider ud på gulvet, elegantier og verdensmand, en leopard blandt sjakaler, hyæner og rødhalede abekatte. Og hvem er så hun, Angelica, i denne anden version af valsen? Ikke forretningsforbindelse, der kan redde Fabrizio og hans slags over i den ny tid. Hun er derimod kvinden, kærligheden, den mærkværdige blanding af livsfylde og forsvinden, som Fabrizio begge dele forstår at værdsætte, og som på en lige så mærkværdig måde samler det bedste og det værste i hans slægt. Sansen for det smukke og det unyttige.
Giuseppe Tomasi di Lampedusa (1896-1957) var selv fyrste, og selvom det betød noget andet i første halvdel af det tyvende århundrede, så har det alligevel i høj grad med sagen at gøre. Det er hans egen oldefar, der har stået model til Fabrizio, og de fleste af de øvrige figurer har ligesom miljøet, anekdoterne og de historiske tildragelser deres forlæg i virkeligheden. Det gør ikke romanens litterære format mindre, men det siger noget om af hvilken slags Giuseppe Tomasis kunst er. Det gør også hans bibliografi, som nemlig er kort. Det blev – foruden nogle litterære opsatser og enkelte noveller – kun til denne ene roman. Man kan roligt sige, at han skrev på det kendte, og man kan lægge til, at han gjorde det for at videregive noget, som ville forsvinde med ham selv. Anliggendet er så absolut personligt.
Stilens egenart, derimod, ironisk overlæsset, indimellem nærmest forskruet, lægger en befriende afstand til stoffet. Hvad skal man for eksempel mene om »solopgangens tin«, der som »savl« siver »ned over de blyfarvede skyer«? Fortælleren og hans evindelige påmindelser om, at der fortælles fra et århundrede længere fremme, tjener samme funktion. Den ironisk overbærende og den at lette trykket.
Forfatteren nåede at gøre sin roman færdig, men han nåede ikke at se den udgivet. For at gøre ondt værre, var den bog, der blev sendt på gaden året efter hans død, altså i 1958, sat på grundlag af en næstsidste gennemskrivning og kun mangelfuldt gennemrettet med støtte i en håndskrevet sidsteversion. De fleste rettelser kom på plads i en revideret udgave i 1969, nu følger så med denne udgave, der udkom i Italien i 2002, de sidste, i alt 49.

To fragmenter
Derudover er der tilføjet to fragmenter, begge underfundige, men ikke nødvendige udvidelser. Mindre underfundigt og ikke meget mere nødvendigt er efterskriften, der er udfærdiget af forfatterens adoptivsøn, i øvrigt det delvise forlæg for romanens Tancredi. Det har han gjort med en samvittighedsfuldhed, der grænser til det kedsommelige og ikke gør danske læsere nær så kloge på teksten som på adoptivsønnens nøjagtige forudsigelser og store betydning.
Den opgave skulle hellere Thomas Harder, romanens danske oversætter, have løst.
Han kunne have overstået den udgivelsesfilologiske diskussion på den kvarte plads og i stedet have sat fokus på romanfortællerens spegede forhold til det fortalte, som hans egen oversættelse er en synftig, for nu ikke at sige savlende, understregning af.

Film og forlæg
Det er måske især på dét punkt, Viscontis uforglemmelige filmatisering mangler et stykke i forhold til forlægget. Altså i det ironiske, i det skiftevis indlevede og distancerede, der lægger en fornuftig bund under den storslåede melankoli.
Det ligger som nævnt i forfatterbiografiens dobbelttydige forhold til det skildrede. Det ligger som nævnt også i stilen, i det overlæssede og gakkede, der i andre passager afløses af en jævn og indforstået fremstilling. I springene frem og tilbage mellem ubarmhjertigt udleverende satire og nænsom, andre steder medfølende skildring. Og så ligger det ikke mindst i temaet, og i hvad man med et svaj med svalehalen kunne være så fri at kalde romanens visdom.
Den visdom er det fyrstens hund, Bendicòs, og stjernehimlens opgave at give udtryk. De er fælles om ligegyldigheden. Den lykkelige ubegribelighed.
Hunden udfolder den for fuld damp og med tungen ud ad halsen, en aktivitet lige så hysterisk, som den er udsigtsløs. Stjernerne gør det med den elegante verdensfjernhed, som Leoparden forsøger at lægge sig efter og til slut – i romanens syvende og andensidste del - går i ét med. Da nemlig Venus i fyrstens dødsvildelser letter på sløret, »på én gang kysk og rede til at lade sig besidde«, og endelig lader ham overgå til intetheden.
Den sans for det sammensatte – ironiens, humorens og de vilde overdrivelsers gode virkning på martrede sjæle, som de to ophøjede, fortælleren og Venus, foruden altså den fyrstelige hund, deler æren for – gør Leoparden til en stor europæisk roman.
Så klog og så ustyrlig og så sjov.

*Giuseppe Tomasi di Lampedusa: ’Leoparden’. Oversat af Thomas Harder. 288 s., 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu