Litteraturpris
Har De nogen sinde hørt om æstetiske torskekvoter eller lyrisk rejerabat? Nej vel? Og derfor bliver det næppe Færøerne, Island eller Grønland, der lander Nordisk Råds Litteraturpris 2004. En af de fire nordatlantiske bøger er decideret ringe, en anden blot almindeligt tynd. De to øvrige har oplagte kvaliteter, men de får svært ved at hævde sig over for solide kandidater fra Sverige, Norge, Finland og Danmark.
Fra færøsk side har man og det er ikke første gang indstillet Jóanes Nielsen (f. 1953), som allerede er fyldigt repræsenteret på dansk (romanen Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne samt hele tre bind lyrik, fra Saltet i dampende middagsgryder over Kirkerne på havets bund til Sting). Selv har jeg svært ved at stå for hans frækhed, rå direkthed og legende humor, og jeg finder mig roligt i, at hans digte svajer som en lille forvirret jolle i vinden.
I Broer af sultne ord digter Jóanes Nielsen om sine regnvåde øer i det fnysende hav, men også om samliv og sex, om digterbrødre som J.H.O. Djurhuus og William Heinesen, om at gå en tur med sin hund, om fjeldene der »står ude / hyllet i dis og summende fluer / indsvøbt i blæst / og de små lyde fra sultne rødder«. Versene er som regel lange og ordvalget hverdagsagtigt, holdningen ofte ydmygt konkret.
Munter livsappetit
I stedet for at stræbe efter det fuldkomne går Jóanes Nielsen efter det legemligt virkelige. Hans bøn til Jesus i »Mit pas er åndedrættet« lovpriser derfor dem, der leder efter modermærker nede i trusserne! Synden og bodssalmerne, disse »stinkende remser af selvhad og lænkede drømme«, bryder han sig ikke om, men han elsker de »storslåede salmer, der næres af overskud / Broer af sultne, glubske ord / Trapper der fører ned i tarmenes svimlende tunneller«. Om hans egne sange er at sige, at de undertiden forsluger sig, fulde som de er af verdensvendt livsappetit. Han vedkender sig at være »et levn fra en civilisation, der vidste at sætte pris på et glas med vand i«. De tider er forbi, »hvor tilværelsen var lige så enkel som en brugsanvisning til vækkeure«. Ak ja, måske er han bare født for sent og nostalgien en slags væsensegenskab hos ham.
Minderune for morfar
Også Jón Kalman Stefánsson (f. 1963) har som forfatter mest valgt at se sig tilbage, men blander sin realisme med eventyret, magien. En novellesamling og to romaner fra 1996-99 skildrede med baggrund i livet ude på landet udvikling fra barn til voksen, to positioner, der blandes i hans nominerede værk: Lidt af hvert om kæmpefyrretræer og tiden (2001). Fyrrene hører hjemme på fortællingens datidsplan, hvor beretteren ti år gammel drager til Norge på ferie og tilbringer tre måneder hos bedsteforældrene. I bogens nutid er han blevet næsten 30 år ældre og adskillige traumer tungere.
Fortællingen former sig da som en rejse frem og tilbage i tiden, med barnets oplevelser som de episke knudepunkter, men også med mere eller mindre løsrevne refleksioner over det at erindre og det at fortælle. Fortællerens bevægelighed skal manifestere forfatterens frihed, et princip, der ikke er uden omkostninger, eftersom det har gjort romanen lovlig løs i hængslerne. Hvad vil han egentlig udover at mindes en elsket forstående morfar og genkalde sig drengetidens eventyrlige uskyld og livsappetit?
Kvaliteterne i de omtalte bøger sættes i relief af svaghederne: hos Jóanes Nielsen står humor, direkthed, livstro og vidde over for en mangel på fasthed i det poetiske udtryk. Hos Jón Kalman Stefánsson ligger styrken i fortælleglæden og en uforudsigeligt lebendig susen frem og tilbage i tid, svagheden som antydet i et fravær af tematisk konsistens.
Stedløse stunder
Temaet står derimod kun alt for klart hos den anden islandske kandidat, poeten Ingibjörg Haraldsdóttir (f. 1942, debut 1974). Sit væsentligste bidrag til islandsk litteratur har hun ydet som oversætter fra russisk og spansk, i sine egne digte færdes hun som regel ad grusseligt fladtrådte stier.
Ikke desto mindre modtog hun en national litteraturpris for sin seneste bog Hvar sem ég verd (Hvor jeg end føres hen), 2002. Dens hovedtema er tiden og døden, dens grundstemning afsked og sorg. Her taler en digter, der er blevet ældre og begynder at kunne ane livets afslutning. I et digt ser Ingibjörg Haraldsdóttir således tilbage på en lidt overrislet nat engang for længe siden i Riga, hvor en gammel kone, der kaldte på en kat, forvandledes til en heks. Nu, hvor hun selv skriver digtet, stikker hun hovedet ud i natten og kalder såmænd selv på sin kat.
Bogen indledes med en tilegnelse, et mindedigt for kollegaen Nína Björk Árnadóttir, der gennem sit selvmord »rejste uden at sige farvel«. Derpå følger tilbageblik, årstidsdigte, rejsedigte, digter-digte og nattedigte samt til slut en suite fyldt med henvisninger til den ældste islandske poesi. Jeget sammenlignes således med Odin, der ni nætter hang udendørs i et træ.
På islandsk gør digtene indtryk ved en formstram minimalisme, en knaphed forstærket af klassisk rytme samt bastante ordspil og bogstavrim, som da der i slutsuiten tales om stundløst sted og en stedløs stund. Fjerner man disse virkemidler (eller går de tabt ved oversættelse), bliver der tilbage en noget kedsommelig og på alle måder traditionel eksistentiel poesi, upræcis i følelsen, alt for åben i sine spørgsmål:
Inderst inde
ensomhedens kerne
aldrig spaltet
din
kerne
ensomhed
aldrig brudt
inderst inde
Akkeja, det står der faktisk. Og det bliver ikke mindre rædsomt af ironien i den umiddelbart efterfølgende strofe: »Sjælen, siger du, sjælen?«
En flues velkomst
Mens Ingibjörg Haraldsdóttir kredser om ensomheden og sjælen, begiver maleren Kristian Olsen, kaldet aaju (f. 1942) sig ud i den storladne grønlandske natur for at lave billeder af den. Og havde han så blot ladet det blive ved det!
Men nej, hans meditationer i sit naturatelier, hvor han gennem stædig iagttagelse søger at komme naturen nær, har også afsat suiter af digte, der skal omdanne det sete til »billeder med ord«. Mens omgivelserne vokser, bliver jeget mindre, prøver at blive til et cézannesk indfanger-øje: for øer i modlys i horisonten, stenes ansigtskulører, ravnen, som skreg, da den fløj forbi, den blå flue, der hver gang kommer og byder velkommen.
Det kan ikke udelukkes, at maleren har kunnet vise, hvad poeten ikke har fået sagt. Men sikkert er det, at Kristian Olsens verbale spændvidde har været for snæver til, at hans tale om naturens storhed kunne blive andet og mere end et litterært postulat.
For at deltage i London eller Boston Marathon skal man, har jeg ladet mig fortælle, kunne stille med en hidtil bedste tid på under tre timer. Dermed har arrangørerne på forhånd siet kondiløbere fra. Hvor det gælder litterær kvalitet, findes der ingen lignende objektiv målestok.
Derfor må en grønlandsk og en islandsk poet ved dette års afstemning om Nordisk Råds Litteraturpris finde sig i at ligge som to små røde rejer på et kæmpestort fad. Ved at indstille dem har man muligvis gjort dem en isbjørnetjeneste.
*Jóanes Nielsen: Brúgvar av svongum ordum (Broer af sultne ord). Digte. 52 s. Mentunargrunnur Studentafelagsins 2002. Oversat til brug for priskomiteen og pressen af Ebba Hentze.
*Jón Kalman Stefánsson: Ymislegt um risafurur og tímann (Lidt af hvert om kæmpefyrretræer og tiden). 224 s. Bjartur 2001. Oversat af John Swedenmark.
*Ingibjörg Haraldsdóttir: Hvar sem ég verd. Digte. 76 s. Mál og Menning 2003. Oversat af John Swedenmark.
*Kristian Olsen aaju: Oqaatsit Nunaat / Ordenes Land. Digte. 126 s. Kr. 178,00. Forlaget Atuagkat 2003.
