Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I litteraturhistoriens kampzone

Pil Dahlerup fejres med et stort, smukt og tematisk sammenhængende festskrift udfærdiget af hendes kolleger, mere fredsommelige end den ellers sigende titel
Kultur
19. februar 2004

Festskrift
Ligesom al digtning åbenlyst eller skjult forholder sig til anden digtning, må enhver ny litteraturhistorie skrive videre på de eksisterende historier i tilslutning eller modsigelse. I den almindelige kamp om litteraturhistorien drejer det sig om fortolkninger af den kunst, som er lavet af ord, men det implicerer nu meget mere end kronologisk, retorisk læsning af tekster, der jo næsten altid har en ideologisk tilknytning, som historieskriveren må gøre sig klart. Derfor er fremstillingerne så forskellige fra tid til tid og fra bog til bog, ikke bare i vurdering og valg af tekster.
Pil Dahlerup, der fik sit eget litteraturhistoriske gennembrud med doktorafhandlingen om Det moderne gennembruds kvinder (1983), har i sit store projekt Dansk litteratur foreløbig leveret to bind om middelalderen, hvor hun har ryddet op i forskningstraditionens begrebsbrug og klassifikationer og dermed demonstreret kamppladsens omfang. Nu er hun fyldt 65 og fejres med et stort, smukt og tematisk sammenhængende festskrift udfærdiget af hendes kolleger, mere fredsommelige end den ellers sigende titel, Kampen om litteraturhistorien, bebuder. Hele 18 historier om historien, den første skrevet af Anne-Marie Mai, kendt bl.a. for at ville skrive modernismens historie om.

Guds talerør
Det store historiske problem for digtningen opstod, da den ophørte som talerør for Gud og gjorde sig selvstændig som æstetik, 1700-tallets særlige indsats. Det vedrører selve fiktionens rolle som eksistentiel faktor. Jørgen Bonde Jensen drøfter det i anledning af et nyudkommet værk om Den tyske litteraturs korte historie af Heine Schlaffer, egenartet ved at første del af det 20. århundredes moderne litteratur i den grad domineredes af sekulariserede jøder, sociologisk både let og svært forklarligt, fulgt af nazismens tomrum.
Og hvad så med æstetikken, eksistensen og ideologien?
Litterære biografier er en særlig form for litteraturhistorie, og John Chr. Jørgensen undersøger forfatterbrevenes betydning. De skrives ikke så sjældent med en eftertid som modtager, som en dobbeltlitterær genre, og fiktionen kan have en sådan ’epistolaritet’. Godt ord igen eller hvad! Og så er diskussionen om, hvorvidt der er et køn, der taler, ikke forbi ifølge Elisabeth Møller Jensen og Marianne Stidsen. Sidstnævnte finder det postmoderne gennembruds kvinder i kortprosaen.
Og Marianne Alenius har fundet frem til den allerførste danske kvindelitteraturhistorie, af en vis Matthias Henriksen Schacht år 1700. Den er ganske vist kun en artikel på 10 sider, men på latin, så hans skildring af danske lærde kvinder har ikke været overrendt. Ingen tvivl om, at det lærde kvindekøn nu er stærkt repræsenteret blandt nutidens litteraturhistorikere. Nævnes skal også Jorunn Hareide, der ridderlig skriver om ridderromanernes historie.

Et moselig
En meget stofmættet og instruktiv artikel af Flemming Conrad hævder ikke desto mindre, at vi ikke har en dansk oldtidslitteratur, men at den er god nok alligevel. Jette Lundbo Levy sætter Et Dukkehjem bogstavelig talt i bengalsk belysning. Og at skribenterne med digterne i hånden går langs overraskende stier, demonstreres også af Karin Sanders beretning om dronning Gunhild som moselig. Materialhistorien hører med, selv om Peter Nyord og Peter Heller Lützen med deres meget forskellige materiale viser konflikten mellem enkelttekstlæsning og historie, et problem, der aktualiseredes ved nyere tids avancerede analysemetoder, nykritik, strukturalisme og dekonstruktion. Det sidste fænomen tages op af Lasse Horne Kjældgaard, som henter Hans-Jørgen Nielsens roman fra 1970, Den mand der kalder sig Alvard, frem af glemselen og grammatologiens korte sommer, brat inspireret som dette ’fiktionsstykke’ var af Derridas bog oversat samme år.
Lingvisten Paul Diderichsen døde midt i sin nybrydende tænkning over en dansk prosahistorie. Thomas Bredsdorff ser nærmere på forsøget, inspireret af den beundrede lærers undervisning.
De sidste bidrag drejer sig på forskellig måde om gængse mistolkninger, forvanskninger, ideologiske stridigheder af historisk og aktuelt tilsnit. Hans Hertel sætter øjnene i Georg Brandes’ ’dobbeltblik’ og kulturkampens litteraturhistorie, Søren Peter Hansen går tæt på den lille kamp om Henrik Stangerup og Olav Harsløv ligeledes på Poul Henningsen-kritikken samt endelig Søren Schou om de kanoniske tilfældigheder, lutter udgange på festskriftet, som eftertrykkeligt viser relativiteten i værdiansættelsen og generationernes stadige oprydningsarbejde.
Som referatet også viser, er emnevalget ganske broget, men det er tydeligt, at magnetnålene i de enkelte artikler dirrer og peger i samme retning, måske i nervøsiteten ved tanken om litteraturhistoriens umulighed, en genre der skrives, når folk i øvrigt er holdt op at læse selve digtningen. Historien er i hvert fald næppe en proces, men en nutidig konstruktion.
Det er de engagerede skribenter tydeligvis ganske klar over, med en passende investering af humor, et vist humanistisk overskud. Det er en nydelig gave til fødselaren og en inviterende gestus til en større menighed.

*’Kampen om litteraturhistorien. Festskrift til Pil Dahlerup’. Red. Marianne Alenius, Thomas Bredsdorff og Søren Peter Hansen. 388 s. 275 kr. Dansklærerforeningens forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her