Læsetid: 4 min.

Lys over moderne myter

Sociologen Nils Mortensen har begået en velskrevet, velreflekteret og velkommen bog om de paradokser, der styrer vores forestillinger om individ og samfund
9. februar 2004

Ny bog
Det bliver sagt hele tiden. Det er to teser, som ikke passer sammen:
På den ene side taler bekymringsindustrien om ’samfundsmæssiggørelsen’; om at samfundet har invaderet privatsfæren. Skeptikerne til højre og til venstre taler om, at individet er reduceret til forbruger, klient eller offer for systemet.
På den anden side taler begejstringsindustrien om det frisatte individ, der kan skabe sin egen tilværelse som en åben fortælling. Nu frigjort fra traditionen, autoriteter og familie kaster det frie menneske sig selv ud i nye selvdannelsesprojekter.
Bekymringsindustrien betegner den samme udvikling som ’individualisering’. Og betoner selvoptagethed. Hvad er der blevet af solidariteten?
Iagttagere kan konstatere både individualisering og samfundsmæssiggørelse. Mere plads til individet og mindre plads til individet. På samme tid. Den danske sociolog Nils Mortensen udgiver nu den særdeles velkomne bog Det paradoksale samfund, som tager udgangspunkt i tre myter om forholdet mellem individ og samfund:

Sig selv nok
For det første forestillingen om, ’at det moderne individ bliver mere og mere selvoptaget og sig selv nok’. For det andet at relationen mellem individ og samfund er bestemt efter formlen: Mere samfund betyder mindre individ, mere individ kræver mere samfund. Den tredje myte betjener sig af forestillingen om, at individets interesser kan artikuleres, så de bliver identiske med samfundets interesser. Som Mortensen skriver:
»En reaktion på det moderne samfunds og det moderne individs differentiering fra hinanden er at kræve, at individerne bliver mere ansvarlige over for samfundet, og at samfundet på samme tid imødekommer individernes behov. Dette synes at være hovedtendensen i dominerende strategier i aktuel politik, hvad enten det drejer sig om nyliberalisme eller ’Den tredie vej’.«
Mortensen dementerer den første myte ved at påpege, at det moderne individ er skabt af det moderne samfund. Det moderne samfund er både systematiserende og indvidualiserende. Den proces, som ifølge pessimister fører til at individet trækker sig tilbage mod sin egen eksistens, forløber i en udveksling mellem individ og samfund. Det tilsyneladende egoistiske individ udfolder sig selv i en stadig inklusion og eksklusion i og fra samfundsmæssige systemer.
Han konfr0nterer den anden myte med det forhold, at begrebet samfund ikke er konstant. Individualisering finder sted ved at individer bliver afhængige af samfundet på en ny måde. Og afhængige af et samfund under bestandig forandring.
Endelig punkterer Mortensen den sidste mytologiske ballon om sammenfaldet mellem individuelle og samfundsmæssige interesser ved at fastholde, at det moderne samfunds udvikling er betinget af, at individ og samfund ikke er identiske og ikke kan blive identiske.

Mellem teori og samfund
Det paradoksale samfund er en bog om sociologi. Mortensen gentænker de dualismer, som traditionelt og aktuelt har struktureret sociologisk tænkning: individ versus samfund, frihed overfor determinisme, fokus på struktur eller aktør, mikroniveau & makroniveau og objektivisme overfor ikke-objektivisme.
Han skitserer kort og koncist de klassiske teoriers positioner og fører dem op mod samtidens sociologiske udkast. Bogen veksler, mellem sociologiske teoretiske oversigter og betragtninger over velfærdssamfundets krise, aktuelle sociale udstødelsesmekanismer, undersøgelser fra det konkrete parcelhusliv udenfor Århus og livsstilsformer. Mortensen motiverer sin disposition og bogens struktur:
»Det drejer sig om, hvordan det aktuelle samfund kan iagttages med en ambition om at reflektere problemerne mere specifikt; men også her spiller sociologiens selvreference en væsentlig rolle, idet problemerne iagttages med udgangspunkt i et traditionelt skema om differentiering og integration.«

Psykiske systemer
Det drejer sig med andre ord om at iagttage selve iagttagelsen af samfundet som fører til de bemeldte uproduktive paradokser. Refleksionen over det paradoksale samfund fører frem mod en refleksion over den sociologiske tilgang, der kan reflektere paradokserne konstruktivt.
Mortensen rekurerer mod Luhmanns systemtænkning som tilgang til en produktiv tænkning af paradokserne. Han udlægger individerne som ’psykiske systemer’ og samfundet som et kompleks af sociale systemer. De psykiske systemer er ikke underordnet de sociale systemer, de sociale systemer er heller determineret af de psykiske systemer. Som Mortensen skriver: »Samfundet er ukontrollerbart og mennesket genstridigt.«
Mortensen foreslår et såkaldt ’interpenetrationsforhold’ mellem de to systemer. Det psykiske system udfolder sig som strømme af tanker, de sociale systemer er kommunikative. De to systemer gennemtrænger således hinanden uden at kunne reduceres til hinanden. Det fører til stigningstesen som beskrivelse af relationen mellem individ og samfund:
»Sociale systemer behøver altså i deres omverden psykiske systemer ....for at der kan finde kommunikation sted, på samme måde som psykiske systemer i deres omverden behøver kommunikation for at vinde intern differentiering og struktur.«
Mortensen når frem til en udlægning af det paradoksale samfund, som ikke stopper ved at konstatere et paradoks som en pointe. Men som udfolder og udfordrer paradokserne. Mortensens pointer kan bruges som præmisser for en radikal gentænkning over individ og samfund. Og den situation som Luhmann har beskrevet:
»Alt kunne være anderledes, og næsten intet kan jeg ændre.«

*Nils Mortensen: Det paradoksale samfund. Hans Reitzels Forlag. 287 s., 298 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu