Læsetid: 4 min.

Mere eller mindre metafysik

Immanuel Kants lille skrift om metafysikkens eventuelle fremskridt udkommer nu på dansk
11. februar 2004

Ny bog
Svaret var: Kant. Så det var vanskeligt for Immanuel Kant at svare, da det Kongelige Videnskabers Akademi i 1791 udskrev en prisopgave over spørgsmålet: »Hvilke er de virkelige fremskridt, som metafysikken har gjort i Tyskland siden Leibniz’ og Wolffs tid?«
Kant udgav i 1781 sit og den moderne europæiske tænkning hovedværk: Kritik af den rene fornuft. Som var en markering af den rene fornufts grænse foretaget af fornuften. Metafysikken viste sig først som titel på et værk af den antikke filosof Aristoteles. De respektive videnskaber undersøger regioner af det, der er. Metafysikken undersøger det værende som det værende; dvs, ikke hvad de forskellige genstande mv. er, men at de er og hvordan er. Den moderne filosof Descartes udlagde filosofien som et træ; metafysikken er rødderne, stammen er fysikken og grenene er alle de andre videnskaber.
Kant så i den i metafysiske tænkning en tilbøjelighed til at overføre vores begreb om tingene til begreber om det, som ikke viser sig som genstande for vores anskuelse. Fornuften stiller spørgsmål, den ikke selv kan besvare: Har verden en begyndelse? Hvad er årsagen til verdens eksistens?
Man slutter fra iagttagelser af naturen til forestillingen om at kunne iagttage det overnaturlige.
Denne tilbøjelighed afslørede og kritiserede Kant i Kritik af den rene fornuft, som siden blev gentaget i den pædagogiske version: Prolegomena til en enhver fremtidig metafysik, der skal kunne optræde som videnskab.
Da Kant således besvarede det kongelige akademis prisopgave, måtte han gribe tilbage til sine gamle tanker om metafysikken. Hans svarskrift er ikke afsluttet. Men Kant overdrog det selv til en bekendt, som forestod udgivelsen af det lille skrift efter filosoffens død for nu præcis 200 år siden. Det er det lille skrift som nu på 200-årsdagen for Kants død udkommer på Det lille Forlag.

Havet uden bredder
Som Martin Heidegger præciserede, er erkendelse for Kant først og fremmest anskuelse. Og det gælder også i Kants definition af metafysik:
»Det er den videnskab, som ved hjælp af fornuften skrider frem fra erkendelsen af det sanselige til erkendelsen af det overnaturlige.«
Det er den videnskab, som vil bringe det højeste værende til anskuelse for den rene teoretiske fornuft. For at evaluere metafysikkens eventuelle fremskridt må man afgøre, om den har nået sit mål: teoretisk anskuelse af de rene ideer.
Metafysikken forløber i følge Kant over tre stadier: Det er ikke bare et historisk forløb, men en kronologi indlejret i den menneskelige erkendelse.
Den dogmatiske fase indleder den metafysiske vandring. Inspireret af sin succes inden for videnskaberne søger fornuften i den dogmatiske fase at føre metoden videre for at erkende Gud, friheden og udødeligheden. Hvilket aldrig lykkes. Ikke fordi erfaringen dementerer erkendelserne, men fordi fornuften selv kan præstere disse erkendelsers modsætning. Dvs: disse erkendelser er ikke forankrede. De er sværmeriske. Kant taler om den ’umiddelbart overbevisende snak’. Fornuften konstaterer, at den geråder i selvmodsigelser.
Den næste fase er derfor skeptisk: Man går fra fornuftens grænseløse tro på sig selv til systematisk mistillid til fornuften. Når man nu ikke med sikkerhed kan erkende ideerne, breder tvivlen sig til erkendelse overhovedet. Man begynder nu også at tvivle om den naturvidenskabelige erkendelse.
Metafysikken har ifølge Kant vaklet hvileløst mellem dogmatik og skepsis; mellem overvurdering og forkastelse af fornuften.
Den tredje fase melder sig som besindelse mellem dogmatik og skepsis. Kant kalder den med henvisning til sine egne værker for den ’kriticistiske’ fase.’
Den kritiske filosofi bestemmer fornuftens omfang, indhold og grænser. Kant funderer den videnskabelige erkendelse transcendentalt. Som han i en berømt formulering hævder: Naturlovene er ikke noget, vi finder i naturen. Forstanden foreskriver naturen lovmæssighederne. Han parafraserer i Metafysikkens fremskridt sine egne ræsonnementer fra Kritikken af den rene fornuft.
Og ender med at konkludere at metafysikken bør opgive sit ultimative mål. Der gives ikke anskuelser af et højeste væsen. Der gives ikke erfaringer, som svarer til begrebet om det højeste væsen:
»Disse er nu de tre trin af metafysikkens overskridelse til det oversanselige, som udgør dens egentlige ultimative mål. Det er en håbløs opgave, som den altid stillede sig selv, at opnå dette ad spekulationens og den teoretiske erkendelses vej, og således blev hin videnskab til danaidernes hullede kar.«
Den teoretiske filosofi, metafysikken, kan ikke nå sit ultimative mål. Men den moralske filosofi, den praktiske fornuft skal ifølge Kant antage eksistensen af det højeste væsen. Vi kan ikke erkendelsesmæssigt skride fra det sanselige til oversanselige. Men vi kan som fornuftige mennesker træde ud af nødvendighedens felt og ind i frihedens rige. Vi træffer moralloven i vores egen fornuft. Dette er ikke bevis for Guds eksistens. Det beviser blot, at det er fornuftigt at antage Guds eksistens for at agere som moralske, frie og fornuftige mennesker.

*Immanuel Kant: Metafysikkens fremskridt. Overs., indledning og noter af Claus Bjørn Andersen. 128 s., 175 kr. Det LILLE forlag. Udkommer imorgen

Serie
Kant nu død i 200 år
*Det er torsdag den 12.februar 200 år siden den tyske filosof Immanuel Kant døde. Information bringer de næste dage artikler om den stadig i høj grad aktuelle filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu