Læsetid: 5 min.

Sejrens segl – Hørup er med!

Den store radikale politiker og skribents biografi til tiden
14. februar 2004

Ny bog
Det udbrød de begejstret, den store radikale historiker Erik Arup og en ven, da åndsfrihedens forkæmper nummer ét endelig i 1901 blev minister: sejrens segl – Hørup er med!
Det begav sig mange, mange år senere, næsten 100 år, under en frokost, at chefredaktør Hans Engell i anledning af Ekstra Bladets forestående jubilæum opfordrede Arups ætling Søren Mørch til at skrive en ny biografi om den moderne radikale avistraditions betydeligste høvding, selveste Viggo Hørup. Motivet var indlysende: at klarlægge den åndelige forbindelse fra Hørup - i drilagtigt mindre grad til Politiken, hvis grundlægger den store mand jo var – til Politikens ekstra blad, der jo som sådant udkom for første gang i disse dage for disse 100 år siden. Da havde Hørup, der i sine sidste sygdomsprægede år beklædte trafikministerposten under Deuntzer, været død i to år. Men i og for sig ingen tvivl om at Hørups hele tonefald og sigte ville have passet fødselarens journalistiske kultur som fod i hose – når denne, kulturen, vel at mærke har bedre trivsel, end EB’s redaktionelle ledelse ofte har tilstået den.
Det korte af det lange:
Mørch accepterede Engells opfordring og har siden begået en omfangsrig, fantastisk velskrevet og inspirerende bog om den store mester i dansk radikalismes gennembrud og dansk journalistiks historie.
Det er så ganske afgjort ikke nogen almindelig biografi. Den side af sagen gør forfatteren meget ud af at forklare læseren i et veloplagt efterskrift, en varedeklaration, som disse metodiske overvejelser benævnes.
Søren Mørch frabeder sig rollen som alvidende historiker, hvis trumfkort er en indsigt langt ud over læserens, og som derfor kan tillade sig at slutte fra (læseren ubekendte) kilder til virkeligheden i bedste Kristian Erslevske forstand. Mørch gør noget andet; han åbner mulighed for læseren til selv at dømme ud fra de i bogen præsenterede kilder – som han parentetisk bemærket jo omhyggeligt har udvalgt. Med andre ord søger historikeren at blotlægge historietilblivelsesprocessen, som Mørch fremstiller i det nylys hvori de mere duelige efterkommere af Erslevs klassiske kildekritik i vore dage udøver faget.

Koket historie
Her kan man gøre sig mange dybsindige overvejelser over kildefænomenet. Teksten er først kilde, når historikeren gør den til det, og historiens substans ligger rent bortset fra det i sproget og kun i sproget. Såfremt læseren vil det, kan han sådan set frit opfatte historikerens tekst, sprog, som kilde, hvilket i en eller anden forstand stiller historiker og læser lige, og som Søren Mørch hævder, gør læserens mening lige så god som historikerens. Og det er jo rigtigt nok alt sammen. Hvis det var det.
Mørch koketterer et par gange i direkte imperativ kontakt med læseren: døm selv! Jo, tak hr. lærer! Mørch ser (næsten helt) bort fra sin naturnødvendige faglige overlegenhed i udgangspunktet: han har jo været det omfattende stof igennem før udvælgelsen, ikke nødvendigvis læseren, han har læst de foreliggende fremstillinger etc. – ikke læseren. Denne ifølge sagens natur vidensmæssige fortrinsstilling og dermed ganske charmerende selvmodsigelse kommer i og for sig tydeligst til udtryk i den kendsgerning at Søren Mørch skriver så fremragende historie. Begavet og indsigtsfuld som han er – humoristisk i anslaget også – går man som læser villigt med Mørch ved hånden ind i historiens tabte land, hvor som også han gør opmærksom på: »The past is a different country, they do things differently there« (L.P. Hartley: The Go-Between, 1953).
Man – denne anmelder – er uanset alle Mørchs egne mere eller mindre forstandige krumspring for at frigøre sig fra historikerens evige dilemma hans villige læser; også fordi man jo kender Mørch så vel fra andre storartede bøger. Man lader sig hellere end gerne vejlede – i givet fald også manipulere til husbehov.
En god gammeldags biografi over en stor person er som regel bygget op fra fødsel til død: så skete der det, så det og så det og så var dét sket, punktum finale. Søren Mørch gør som sagt noget andet, som adskiller denne Hørup bog fra forgængeren Torben Kroghs glimrende: Viggo Hørup fra 1984. Skal man være uærbødig udgiver Mørch i stedet for en gennemskrevet tekst som netop skitseret, en kommenteret kildesamling. Således er bogen delt op: kilder eftefulgt af et beskedent benævnt
Mørchsk afsnit, et ps, som sætter i sammenhæng og forklarer. Mørch må igen have kritikeren undskyldt en spagfærdig indvending, men her træder han jo faktisk i karakter som – om end ikke alvidende så dog – særdeles kyndig kender af såvel hoved- og bipersoner som periode. Det er ren fornøjelse, som sagt fin og original historieskrivning og fedt at lade sig føre i feltet.

Prækulturradikalismen
I disse tider lyser Hørups og for den sags skyld Mørchs tekster så meget desto mere op, som de fremstår som kommentarer til aktuelle udfald fra den tidehvervske kreds, der ville være så inderlig ligegyldig, såfremt dens humørsyge snæversynede repræsentanter ikke sad med på den politiske magt i landet. Man føler næsten en slags trøst i atter at konstatere, at det på Hørups tid jo var lige så slemt, eller snarere en kende værre. Dengang trivedes den rene skinbarlige fladpandede antisemitisme åbenlyst vendt aggressivt mod blandt andre brødrene Brandes; ikke som nu en antietnicitet mod muslimer og jøder i slet dulgte omskrivelser af de krævede forudsætninger for den rene danske danskhed, og al det uhelbredelige sludder Krarup & Co gerne vælter af sig.
Viggo Hørup var som de øvrige venstreradikale i ofte indbyrdes uoverensstemmelser en kampens mand, runden af forfatningsstriden i de mange magre år under Estrup, nådesløs over for modstand og især mod de frafaldne eller lunkne. I Søren Mørchs tekstudvalg, der også søger at gå nærmere på mennesket Hørup, og vel nærmere til den private Hørup end nogen før, fremgår det hvor betydelig en journalistisk skribent denne juridisk uddannede Politiken-redaktør rent faktisk var.
Forunderligt, som Mørch flere gange påpeger, hvorledes sproget fremstår friskt og ungt – i sikker rytme, varierende ordforråd og altid med lysende klart sigte.
Søren Mørchs bog fortjener et stort publikum. Ved selve Hørup-teksterne kan folk, der vel knap ved hvem hovedpersonen var, som Mørch dystert anfører, lære at kende lyset fra dette fyrtån i dansk presse og politisk historie. I Mørchs ps’er desuden stifte bekendtskab med de umiddelbare forudsætninger for den kulturradikalisme, der for tiden vulgariseres og bemøges af et kor af mere overskuelige ånder. Dertil kommer bogens billedredaktion ved Knud Ryg Olsen, der er en positiv bedrift med mange hidtil ukendte billeder.
Eneste mavesure indvending er bogens fysiske format. Det er floppy-agtigt og gør læsningen af de centrerede spalter unødig besværlig. Smart skal det være.

*Søren Mørch: Hørup er med. 276 s. ill., 199 kr. Ekstra bladets Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu