Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Snadre som en and

Eske K. Mathiesen viser sig i to nye bøger som en uimodståelig tingfinder-poet
Kultur
5. februar 2004

Nye bøger
Danmarks diskreteste mesterpoet Eske K. (står for Kaufmann) Mathiesen er gået ind i 2004 rundhåndet spredende to fine små bøger, der endnu engang dokumenterer hans veloplagte talent.
Fra Gullanders Bogtrykkeri, Skjern, udsendtes som nytårshilsen Kæpheste, indeholdende 15 digte og illusteret med akvareller af Keld Hansen, og forleden udkom på Clausens Kunsthandel Udsigt fra et muldvarpeskud, 19 tekster, der veksler med kultegninger af Jørgen Rømer.
Digteren er den samme, blot fremhæver dialogen med billederne to forskellige sider af ham. I Kæpheste lægger man mest mærke til omgivelserne, rummet, naturen – og den sødme og enkle ynde, hvormed Eske K. Mathiesen nærmer sig dyrene, fugle især. I den anden bog bevirker derimod tegningerne, at læserens interesse samles om bevægelses-metoden, den sikre sproglige linjeføring.

Besjæling
Titlen Kæpheste hidrører fra et fem-linjers digt, typisk for poeten ved kombinationen af tidsangivelse, fokusering, fysisk handling og poetisering:

Tidlig om morgenen,
når skarnbasserne har fortalt
hinanden
om nattens drømme,
laver de kæpheste af
tankestregerne
til deres børn.

Det er ganske dristigt således at benytte besjæling og udstyre biller med en bevidsthed. Smålige forbehold ligger imidlertid ikke rigtig for Eske K. Mathiesen, som rask væk tillige bevidstgør å, havedør, solsort, gadelygte og guldsmed. H.C. Andersen har ikke levet forgæves!
Ind i buketten blandes to nok så anderledes digte, ét om Swifts elegi over hertugen af Marlborough og ét om et dvælende besøg på Historiska Museet. Her møder vi Mathiesen som oversætter og som, hvad Pippi Langstrømpe ville have kaldt tingfinderpoet. Men ellers domineres samlingen af iagttagende undren og roligt sansende øjeblikke, hvor der er plads til at vente.

Fugle og andre dyr
I Udsigt fra et muldvarpeskud lægges vægten på det digteriske syn. Teksterne, både de ultrakorte og de få nærmest mageligt lange, fungerer i kraft af en pludselig vending, der for læseren åbner et nyt perspektiv. Allerhurtigst her, hvor to verslinjer er nok:
Hvilket køn ensomheden har?
Nu skal jeg se.

Andenlinjen kunne næsten stå som samlingens motto. Digteren er ikke meget for at sige ’jeg’, det handler først og fremmest om at se og dernæst naturligvis synge:
Kan ikke herfra se,
om det er Gud eller en solsort,
der synger så inderligt oppe på
taget.
Hvis dragten er sort, er det
Gud.

Hvis næbbet er gult, er det en
solsort.

Eske K. Mathiesen er ikke den eneste, der her på det sidste har stillet skarpt ind på en solsort. Peter Laugesen gjorde det i sin kritikerprisbelønnede Forstad til alt, men der var også solsorte på færde hos debutanten Kim Ingholt, hos Marianne Larsen og i
Uffe Harders efterladte digte. Hos Mathiesen optræder fuglen dog sammen med en hoben andre dyr, der alle bruges æstetisk med en egen afvæbnende frækhed.
Om en elsker hedder det, at »Han kan bræge som en ged, vrinske / som en hest, snadre som en and, hvæse som / en gase, og summe som en flue«, den flue, ingen andre kan se, »og han forfølger den op under kjolen, / højt op. / Grynte som en orne kan han også.«
Det digt er i al sin enkelhed rigtig dygtigt gjort. Overalt kan man konstatere, at fortætning, afskæring, klangdannelser og rytme, at alt ’det tekniske’ er i orden, men derudover har Mathiesen sit ganske særlige greb til frembringelse af poesi. Vanskeligt at få styr på og svært at
eftergøre, men ubestrideligt nærværende i hans tekster. Han nærmer sig verden kærtegnende.

*Eske K. Mathiesen: Kæpheste. Ill. af Keld Hansen. 37 s., 100 kr. Gullanders Bogtrykkeri, Svinget 3, 6900 Skjern.
ISBN: 87-89205-66-9.

*Udsigt fra et muldvarpeskud. Eske K. Mathiesen. Tegninger af Jørgen Rømer. Upag. 80 kr. indtil 28. februar under udstillingen af Jørgen Rømer og Mette Augustinus Poulsen, derefter 120 kr. Clausens Kunsthandel, Toldbodgade 9, 1253 Kbh. K. ISBN: 87-989540-2-4

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her